En horde af private investorer og spekulanter fra forummet Reddit var i sidste måned med til at sende Gamestops aktiekurs mod himlen i et historisk såkaldt short-squeeze, der satte adskillige hedgefonde under massivt pres.
Som dug for solen er købsinteressen for Gamestop-aktien imidlertid forsvundet, og aktien har været i mere eller mindre frit fald og er dykket over80 pct. siden toppen 29. januar.
Nu har de private investorer fra Reddit udpeget sig et nyt mål: cannabisaktier.
pct. steg Tilray i onsdagens handel
På Reddit flyder det næsten over med kommentarer og analyser fra private investorer, der forsøger at argumentere for, at det er en god idé at gå sammen i flok og sende cannabisaktierne “til månen”, som det lyder.
Den canadiske cannabisaktie Tilray skød op med over 50 pct. i onsdagens handel, og opturen indikeres at fortsætte, når det amerikanske marked åbner torsdag, da aktien handler i plus 10 pct. i formarkedet. Aktien er dermed oppe med svimlende 670 pct. siden årsskiftet.
Også andre cannabisaktier nød godt af opmærksomheden fra Reddit-segmentet. Canopy Growth, Aphria og Aurora Cannabis steg mellem 6 og 20 pct. i onsdagens handel og indikerer op i formarkedet.
“Vi tror, at aktieopturen i canadiske cannabisaktier er drevet af private investorer. Muligvis har private investorer fra Robinhood og Reddit smidt ekstra brændstof på bålet. Jeg kan ikke vurdere, om det er en ny “Gamestop-case”, men opturen her er i hvert fald ikke baseret på den fundamentale udvikling i aktierne. Når vi taler med klienter, forsøger vi at advare mod at shorte canadiske cannabisaktier, for alle så, hvad der skete med Gamestop-investorerne på vej op,” siger Pablo Zuanic, analytiker hos kapitalforvalteren Cantor Fitzgerald tilCNBC.
Det overvejende argument for, at lige netop cannabisaktier ifølge Reddit-brugerne kan blive deres egen vægt værd i guld, er potentiel legalisering. For med Demokraterne i spidsen af både Kongressen og Det Hvide Hus er der lagt op til, at cannabis kan blive legaliseret på føderalt niveau. Det vil alt andet lige give cannabisselskaberne et kæmpe rygstød.
Derudover fremføres det i adskillige indlæg, at cannabisaktierne er blandt de mest shortede aktier, hvorfor man ved at sende aktiekursen op kan sætte hedgefonde og andre kortspekulanter under pres i et scenarie, der derfor såfremt missionen lykkes potentielt kan minde om Gamestop-affæren.
Eksempelvis tabte hedgefondenMelvin Capital 53 pct. af værdien af sine investeringer i januar, hvor den investerede formues værdi sank fra 77 mia. kr. til 49 mia. kr., efter fonden tabte stort i opgøret om Gamestop-aktien.
