Hvad taler for, og hvad taler imod at nedkonvertere sit boliglån nu? Ifølge Spar Nords oplysninger har op mod 22.000 boligejere benyttet sig af muligheden for at opkonvertere boliglånet i marts, og spørgsmålet er, om det er nu, det skal nedkonverteres.
I Spar Nord forventer man på nuværende tidspunkt ikke, at det fastforrentede lån med 0,5 pct. i rente kommer i spil igen, inden den aktuelle obligationsserie lukker til august.
“Der er ikke noget, der tyder på, at vi får nye rentenedsættelser i 2020 fra hverken den amerikanske centralbank, Fed, eller den europæiske, ECB, og helt overordnet forventer vi, at de lange renter bliver på samme niveau året ud,” siger Martin Lundholm, chefanalytiker i banken, der dog slår fast, at meget afhænger af udviklingen i coronapandemien og myndighedernes tiltag:
“Usikkerheden er fortsat meget stor, og rammes vi eksempelvis af en ny coronabølge, så ved vi, at markederne kan ændre sig lynhurtigt, som vi så det i marts.”
Men er du af den overbevisning, at de lange renter kommer pænt længere ned, så skal du vente med at nedkonvertere, slår han fast.
“Det er jo meget individuelt, om man er typen, der har is i maven og er klar på at afvente og se, hvad der kommer til at ske. Man skal dog være opmærksom på, at man har tiden imod sig, så man skal nok heller ikke vente for længe,” siger han.
Mener du derimod, renten vil ligge i det nuværende niveau i en rum tid endnu, eller at vi risikerer at få en ny rystetur, som vi så i marts, så er det ifølge Martin Lundholm bare om at få lagt om.
“Gør man det nu, har man desuden muligheden for at opkonvertere igen, hvis man har den risikoprofil, og muligheden byder sig igen. Vælger man i det scenarie at opkonvertere igen, kræver det, at man har en vis risikovillighed både mentalt og økonomisk, for vi kan ikke komme udenom, at man skifter et billigere lån ud med et dyrere.”
Gør man det, er det på en spekulation om, at det retter sig igen, og man kan komme tilbage til et lavere niveau. Marin Lundholm påpeger dog, at sker det, så skal man selv være vaks ved havelågen og holde øje med, om renten pludselig stiger.
“For når det sker, så går det stærkt. Sidst så vi, at det var et meget kort vindue, og det er derfor ikke sikkert, at banken selv når at tage kontakt til én,” siger han.
