Ugens første handelsdag er ovre, og det blev en sløj en af slagsen for det C25-indeks som dykkede 1,88 pct., hvor investorerne solgte ud af nogle af højdespringerne fra 2020. Således dykkede både Ambu, Pandora, Ørsted, Genmab og Vestas alle mere end 3 pct.
Det er fortsat den stigende rente i USA, som skaber bekymringer på markederne, og vender vi lynhurtigt blikket mod Wall Street, så dykker tech-tunge Nasdaq-indeks 1,84 pct., mens S&P 500 og Dow Jones falder 0,69 og 0,09 pct.
Disse danske aktier løb med opmærksomheden i dagens handel:
FLSmidth: +3,12%
FLS-aktien hoppede højest i et ellers mørkerødt C25-indeks.
Med til at skubbe bag på aktien er de fortsat stigende råvarepriser, hvor kobberprisen mandag krydsede 9000 dollar pr. ton for første gang siden 2011.
“Det er helt klart, at stigende priser på metal kan løfte humøret hos FLS' kunder, så de investerer mere,” siger Ole Kjær Jensen, afdelingsdirektør i Sydbank til Ritzau Finans.
Danske Bank: +0,31%
Danske Bank fik mandag løftet sit kursmål af finanshuset Keefe, Bruyette & Woods. Det fremgår af Bloomberg News.
Finanshuset holder i samme omgang fast i sin anbefaling af aktien, der lyder på “underperform”.
Stigende renter har den seneste tid peget i den rigtige retning for blandt andet Danske Bank, som i løbet af 2021 er steget mere end 12 pct. Aktien er dog fortsat nede med 6 pct. i løbet af det seneste år.
DFDS: +3,80%
Der var gode nyheder fra analytikerfronten til DFDS, som har fået løftet både sit kursmål og sin anbefaling fra Carnegie.
Anbefalingen er løftet fra “hold” til “køb”, mens kursmålet er landet på 360 kr. Tidligere lå det på 315 kr.
Rovsing: +13,93%
Rovsing sluttede dagen som den mest stigende aktie i mandagens handel på Københavns Fondsbørs, efter selskabet præsenterede et stærkt regnskab, der også bød på en opjustering.
Rovsing, der er leverandør til rumfartsindustrien, kunne præsentere fremgang på alle poster i sit regnskab for halvår af sit forskudte regnskabsår 2020/21
I første halvår af 2020/21 voksede omsætningen med 32 pct. til 12,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år, mens driftsresultatet før af- og nedskrivninger (ebitda) landede på 1 mio. kr. mod et underskud på 1,8 mio. kr. i første halvår af 2019/20.
Bioporto: +7,02%
Bioporto-aktien fik massiv medvind i mandagens handel, efter selskabets corona-spyttest blev eksponeret i 21 Søndag.
Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, påpeger dog, at der ikke kom noget nyt frem om testen.
“Kursstigningen er på den ene side forståelig. 21 Søndag er formentlig Danmarks største “avis”. På den anden side var der intet nyt i omtalen, og de investorer, som har fulgt udviklingen, har snarere været frustreret over, at der ikke er kommet de lovede og ønskede data,” skriver han i en kommentar ifølge Ritzau Finans.
Valuer: -19,38%
Vi slutter rundturen på First North-børsen, hvor Valuer havde sin første handelsdag.
Aktien lukkede i kurs 10,48 kr., som dermed indkasserede et klækkeligt kursfald, da investorerne under tegningsperioden havde tegnet aktier til 13 kr. pr. styk.
Den spritnye aktie lagde ud med at stige til kurs 15 i løbet af de første minutter i dagens handel, hvilket gav de investorer, som solgte ud med det samme en hurtig gevinst på mere end 13 pct. Siden da er aktien sivet og fundet et stabilt niveau omkring 12 kr.
“Vores vision i Valuer er at bringe verdens bedste idéer derhen, hvor der er mest brug for dem,” lød det fra Dennis Poulsen, ceo, Valuer, i en pressemeddelelse udsendt af Nasdaq Copenhagen.
Valuer blev grundlagt i 2017, og det er et datadrevet og abonnementsbaseret software as a serviceselskab, som skal hjælpe startups, investorer og virksomheder med at opstøve blandt andet markedsmuligheder og skubbe bag på forretningsudviklingen.
