ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Forvalter af 12.600 mia. kr. efter aktiefald: “Jeg ville ikke være overrasket over at se flere korrektioner på 5-10 pct. i efteråret“

Uroen på

markederne vil fortsætte, og det er tid til at kigge grundigt på porteføljen, mener Liz Young fra BNY Mellon IM

Hos BNY Mellon Invest forventer direktør Liz Young at der er mere uro i vente. Derfor skal man overveje at rykke rundt i porteføljen. Arkivfoto: Sebastien Pirlet/Ritzau Scanpix
Hos BNY Mellon Invest forventer direktør Liz Young at der er mere uro i vente. Derfor skal man overveje at rykke rundt i porteføljen. Arkivfoto: Sebastien Pirlet/Ritzau Scanpix

Det er gået voldsomt hurtigt på aktiemarkedet i år. Fra massiv nedtur og dyb pessimisme til optur og rekorder. Særligt de store amerikanske tech-aktier har indtil for nylig været genstand for noget, der ligner eufori.

Men efter de seneste to ugers uro, som fortsatte mandag, har vi fået en “tilpasning af entusiasmen”, som Liz Young beskriver det. Og der kan være mere volatilitet i vente.

“Jeg ville ikke være overrasket over at se flere korrektioner på 5-10 pct. i efteråret. Men vi forventer ikke endnu et økonomisk chok, der kan forårsage et fald på 30-40 pct., som vi så i marts,” siger Liz Young, direktør for markedsstrategi hos BNY Mellon Investment, der med 12.600 mia. kr. på bøgerne er blandt verdens største forvaltere.

12,6

billioner kr. har BNY Mellon IM under forvaltning

Tag noget profit

Når hun ser mere langsigtet, er hun egentlig grundlæggende optimistisk på aktiernes vegne. Men hun mener, det er tid til at tage et køligt blik på porteføljen og overveje at tage noget profit af de aktier, der er steget mest.

“Mange har måske ufrivilligt fået en stor overvægt i teknologi, fordi de har klaret sig så godt siden marts. Vi siger sådan set bare, at investorerne skal overveje at balancere porteføljen,” siger hun og fortsætter: “Vi tror ikke, investorerne skal sælge alle deres tech-aktier, for de indeholder stadig langsigtede muligheder. Men de skal overveje at tage noget profit hjem. Og så kan de redistribuere nogle af de gevinster, de har fået, og sætte de penge ind i cykliske sektorer,” siger Liz Young.

Vi tror bl.a. på aktier inden for industri, transport og cyklisk forbrug

Liz Young, direktør for markedsstrategi hos BNY Mellon IM
En mindre gruppe tech-selskaber såsom Apple, Amazon og Alphabet har trukket en stor del af læsset i aktiernes store comeback fra aktiebunden i marts. Samlet steg Nasdaq-indekset 75 pct. fra 23. marts til 2. september, men er siden da faldet over 10 pct. Den tunge Apple-aktie er faldet over 20 pct. i september.

Kig på cykliske aktier

Derfor skal man ifølge Liz Young begynde at kigge på andre sektorer, hvis man vil have et forspring i den næste fase af den økonomiske genopretning.

“Vi tror bl.a. på aktier inden for industri, transport og cyklisk forbrug. Vi tror også, at finansaktier kan drage fordel af det bedre makrobillede,” siger hun.

BNY Mellon Investment Management melder sig dermed i gruppen af finansgiganter, der lige nu mener, at vi er på vej ind i en mere cyklisk fase af det spæde, økonomiske opsving. Nogenlunde samme melding er kommet fra Blackrock, T. Rowe Price og Goldman Sachs.

Sidstnævnte skrev forleden i en analyse, at de “har fået en større tiltro til de mere procykliske aktiesektorer.”

Fælles for de tunge forvaltere er, at de trods stigende smittetal og den fortsatte coronakrise tror på, at selve den økonomiske recession er overstået, og at det vil gå langsomt fremad med økonomien fra nu af.

Dog kan meningsmålinger og politiske meldinger op til det amerikanske præsidentvalg skabe usikkerhed.

“Gennem september og oktober og frem til valget tror jeg, vi vil se flere perioder med kortvarig volatilitet,” siger Liz Young, dog uden at råde folk til at handle alt for meget, efter hvordan meningsmålingerne rykker sig.

For man kan meget nemt ramme skævt, selvom man rammer rigtigt.

“Det, der er med amerikanske valg, er, at man kan godt ramme vinderen rigtigt, men ramme markedsreaktionen helt forkert. Så vi mener ikke, at investorerne skal prøve at positionere sig til et givet udfald. I 2016 spåede folk, at markedet ikke ville kunne lide en Trump-sejr. Og det var jo ikke det, der skete. Mange porteføljer missede et stort rally efter det valg.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu