ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Drilling-aktien stiger igen efter et hårdt år – men nedturen er ikke ovre: “Der er ikke kun tale om en kort smerte, men langsigtede strukturelle udfordringer”

Nu rejser Maersk Drilling-aktien sig

efter et hårdt år, men der er endnu ikke lys for enden af tunnelen, vurderer analytikere

Jørn Madsen, topchef for Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Jørn Madsen, topchef for Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Coronakrisen har gjort ondt på det danske borerigselskab Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972. Faktisk så meget, at aktien sammen med hårdtramte SAS og Blue Vision ligger højest på listen over de danske aktier, der er faldet mest det sidste år. Her er Drilling-aktien nede med 55 pct. for året.

Men oven på udsigterne til en coronavaccine rejste de hårdtramte aktier sig igen. Heriblandt Drilling-aktien, som er steget næsten 45 pct. siden, at de gode vaccinenyheder tikkede ind 2. oktober. Men er det et tegn på, at aktien nu gør comeback?

Nej, det er bestemt ikke tilfældet, lyder det fra Dan Togo Jensen, analytiker i Carnegie.

55

pct. er Drilling-aktien faldet i år

“Jeg vil sige, at det er stadig et meget udfordret marked. Der er for meget kapacitet derude. Vi begynder også at se nogle af de konkurrerende selskaber med finansielle problemer komme tilbage efter restrukturering. Så der er ikke rigtig lys for enden af tunnelen endnu, synes jeg.”

Konsolidering

Hele industrien har været hårdt presset under coronakrisen, bl.a. pga. en lavere oliekurs. Flere af Drillings konkurrenter er under konkursbeskyttelse, og topchef Jørn Madsen er da også klar til at deltage i en konsolidering efterfølgende.

Der er ikke kun tale om en kort smerte, men langsigtede strukturelle udfordringer

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

“Det, vi kommer til at se efter en restrukturering, er nogle selskaber med mindre gæld og færre rigge, og der er vi klar til at deltage i en konsolidering, når selskaberne er klar til det. Det er klart, vi kigger på de muligheder, der passer ind i vores forretning. Det giver god mening, at vi får større enheder i industrien,” siger han.

Dan Togo Jensen er enig i den betragtning. Der er simpelthen for mange spillere på markedet, så der er ikke andet at gøre, hvis selskabet for alvor skal tilbage på rette kurs.

“Hvis det skal ske, så skal de igennem en større konsolidering. Det kan Maersk Drilling jo vælge at tage del i og konsolidere noget af den kapacitet, der er i overskud derude.”

Samtidig slår han fast, at det er sådan, at en konsolidering tager rigtig lang tid. Det betyder derfor ikke, at man kan forvente at se aktien fortsætte sin kurs mod toppen.

“Jeg tror, at aktien kan holde det nuværende niveau. For de er i nogle områder rent markedsmæssigt, hvor de bør kunne finde beskæftigelse. Men jeg ser den heller ikke gå yderligere 50 pct. op. Det ville overraske mig, for markederne er stadig tilstrækkeligt udfordret,” siger han.

Strukturel udfordring

Men kan en konsolidering medføre, at Maersk Drilling kan komme tilbage til det niveau, de var på, da de gik på børsen som selvstændigt selskab, hvor prisen på en aktie lå på 550 kr.

Nej, lyder det fra Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet. De mange spillere i markedet er nemlig ikke det eneste problem.

“Oliepriserne er stadig relativt lave, og i mellemtiden er der sket noget helt vanvittigt. Og det er, at fornemmelsen for grøn omstilling har ændret rigtig mange ting. Den dårlig nyhed for selskabets investorer er altså, at aktien ikke kommer hurtigt tilbage til prisniveauet på 550 kr. Den super dårlige nyhed er, at det nye og mere langsigtede niveau, det ligger væsentligt under de 550 kr. Der er ikke kun tale om en kort smerte, men langsigtede strukturelle udfordringer.”

Per Hansen vurderer, at oliepriserne kommer til at være lave i en længere periode, også selvom at de forventeligt vil stige lidt. Og så kommer den grønne omstilling til at være i underbevidstheden hos investorerne. Det bliver en udfordring, og det kommer til at tage tid.

“Det kommer til at tage rigtig land tid at komme tilbage. Og det er ikke det, som investorerne har mest af.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu