ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Europæiske aktier kan stå til et stærkt comeback: “Det er Europas sidste chance for ikke at sakke bag USA og Kina”

Den grønne omstilling kan bringe europæiske aktier tilbage på sporet efter adskillige års underperformance

Europa missede digitaliseringsbølgen, men europæiske virksomheder står stærkt inden for den næste store bølge; nemlig den grønne omstilling. Det vurderer Peter Garnry, chefstrateg i Saxo Bank. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Europa missede digitaliseringsbølgen, men europæiske virksomheder står stærkt inden for den næste store bølge; nemlig den grønne omstilling. Det vurderer Peter Garnry, chefstrateg i Saxo Bank. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

For europæiske aktier har de sidste 14 år været en historie om underperformance, når de sammenlignes med det amerikanske marked.

Hvis amerikanerne vandt tech, så skal vi vinde den grønne omstilling i Europa

Anne-Louise Thon,stifter, SDG Invest

Men den grønne omstilling kan de næste årtier rykke gevaldigt ved magtforholdet mellem amerikanske og europæiske aktier. Sådan lyder det fra Peter Garnry, chefstrateg i Saxo Bank, som vurderer, at den grønne energitransformation er Europas store mulighed for at indhente en del af det tabte.

“Den grønne transformation i de kommende årtier er den største forandring af vores samfund siden den industrielle tidsalder, og det vil katapultere vores økonomier til at blive grønnere og mere bæredygtige på lang sigt. Det er det næste store teknologiske spor, og det er Europas sidste chance for ikke at sakke bag USA og Kina,” skriver Peter Garnry i en analyse, hvor han samtidig nævner 40 europæiske selskaber, som alle er eksponeret mod den grønne omstilling.

Han møder opbakning fra Anne-Louise Thon, stifter af fonden SDG Invest, der forvalter 650 mio. kr. og investerer i netop bæredygtige selskaber.

“Hvis amerikanerne vandt tech, så skal vi vinde den grønne omstilling i Europa. Det er meget vigtigt, at de europæiske virksomheder vinder på området, og vi står godt positioneret,” siger Anne-Louise Thon.

Missede digital bølge

53

pct. af SGD Invests bæredygtige portefølje er allokeret mod europæiske selskaber

Investorer vil formentlig også opnå solide afkast ved at investere i den bæredygtige bølge, mener Peter Garnry.

“Den grønne omstilling og de selskaber, der beskæftiger sig med temaet, udgør markedsværdimæssigt stadig kun en lille del på det store kapitalmarked. Men vi mener, at dette bliver en af de største sektorer i verden over de næste årtier, og de selskaber, der løser disse udfordringer, bliver nogle af de største selskaber i verden,” siger Peter Garnry.

Siden finanskrisen har USA sat sig tungt på områder inden for eksempelvis sociale medier, søgemaskiner og e-handel, hvilket har været med til at sende selskaber som Alphabet, Facebook og Amazon på kursmæssig himmelflugt. Siden 2007 har S&P 500-indekset leveret gennemsnitlige årlige afkast på 10,7 pct., mens det europæiske Stoxx 600 i samme periode er steget gennemsnitligt 5,4 pct. om året.

Men det kan ændre sig, for selskaberne i Europa står med gode kort på hånden i kapløbet med den grønne omstilling, lyder det.

“Europa missede digitaliseringsbølgen, som i stedet blev vundet af Kina og især af USA. Men vi ser, at markedet for grønne teknologier er mere interessant i Europa i forhold til USA. Derfor mener vi også, at den grønne omstilling er Europas store chance,” siger Peter Garnry.

Anne-Louise Thon har også en stor tiltro til europæiske aktier. Porteføljen i SDG Invest består af 50-100 selskaber, hvor 97 pct. af dem arbejder med CO2-reduktion – og størstedelen af aktierne er fundet i Europa.

“Vi har en klar overvægt i Europa, og det skyldes, at de europæiske virksomheder er dygtige til at arbejde med de her ting. Virksomhederne i Europa er længere fremme, bl.a. fordi vi har haft lovgivning på området i længere tid,” siger Anne-Louise Thon, der har lavet et gennemsnitligt årligt afkast på 18 pct. de sidste tre år.

Konkret ligger 53 pct. af investeringerne i Europa, mens 40 pct. findes i USA og 7 pct. i Asien. I porteføljen ligger bl.a. danske Rockwool og Novo Nordisk. Sidstnævnte arbejder både på at reducere sin egen CO2-udledning, mens der også stilles krav til leverandører.

Derudover består porteføljen af finske UPM, der arbejder med bæredygtig skovindustri og den britisk-hollandske industrikoncern Unilever.

“Unilever har lavet den mest detaljeredeklimaplan, jeg har set for et lignende globalt selskab, som ikke er direkte inden for energi,” uddyber Anne-Louise Thon.

Her er Europa foran

Peter Garnry mener også, at de europæiske selskaber er godt med fremme på flere områder inden for den grønne energitransformation, selvom Kina allerede har sat sig tungt på området inden for produktion af solceller.

“Kigger man på de største selskaber på vores decarboneringsliste, er det især selskaber, som beskæftiger sig med projektudvikling inden for vindmøller på land og til havs. Det er et af de områder, hvor Europa har sat sig tungest,” siger han med henvisning til aktielisten på 40 aktier.

På listen er Ørsted det mest værdifulde selskab efterfulgt af Vestas og østrigske Verbund AG, der er en elektricitetsudbyder, som især producerer en stor del af sin elektricitet gennem vandkraft.

“Europa er desuden godt med inden for hydrogen, hvor der er store spillere i Frankrig og Norge, mens vi er verdensmestre inden for genanvendelige materialer i mange henseender, så Europa ligger allerede godt,” siger Peter Garnry, der råder investorer, der vil eksponeres mod omstillingen, til at skele mindre til prisfastsættelsen og i stedet sprede sig mellem de forskellige områder som f.eks. vind, sol, brændselsceller og energilagring.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu