Hvis danskerne skulle skabe en forskel gennem bæredygtige investeringer, så vil de allerhelst investere efter at minimere forurening af f.eks. plastaffald eller farlige, kemiske stoffer.
Det viser en undersøgelse, der er lavet af Epinion med 1003 respondenter, der er repræsentativ på både køn og alder. Undersøgelsen er lavet på vegne af investeringsplatformen Doland og foreningen Iloveglobalgoals, der arbejder på at fremme verdensmålene.
“Vi har spurgt folk, hvordan de egentlig selv vil investere deres penge, og vi har vist undersøgelsen til nogle forsikrings- og pensionsselskaber. Det er interessant at se, hvordan svarene adskiller sig fra de investeringer, som forsikrings- og pensionsselskaber reelt laver. Mit bud er, at de store kasser kommer til at sadle om, for de lytter ikke nok til danskerne,” siger Lotte Hansen, stifter bag Iloveglobalgoals, der også arbejder som konsulent med fokus på bæredygtig forretningsstrategi.
I undersøgelsen angiver størstedelen af danskerne – 71 pct. – at bæredygtighed i høj eller nogen grad vil have betydning, når eller hvis de fremover skal investere. Men der er bare ét problem: En tredjedel af danskerne har nemlig svært ved at afgøre, hvilke investeringer der er bæredygtige. Og 31 pct. angiver, at de ikke ved nok om bæredygtige investeringer.
“I forvejen har flest folk svært ved at forholde sig til investeringer; de finder det både uinteressant og kompliceret. Bæredygtighedselementet gør det bare ekstra komplekst, for så er der endnu en ting, man skal forholde sig til,” siger Jakob Lage Hansen, stifter af Doland, der tæller 360 brugere og fokuserer på bæredygtig forvaltning.
Hos Dansk Aktionærforening er direktør Mikael Bak ikke overrasket over, at en tredjedel af de adspurgte har svært ved at afkode, hvornår en investering er bæredygtig.
pct. angiver, atbæredygtighed i høj eller nogen grad vil have betydning for fremtidig investering
“Det er kompliceret, og der er mange muligheder for at fare vild. Men det er bedre, at man som investor anerkender, at noget er kompliceret end at lade, som om det ikke er. Der findes ikke ensartede vejledninger og mærkninger, så derfor er man nødt til at vurdere selskaberne på de klassiske dyder, ift. hvordan de leverer, hvordan er selskabernes historik, ledelse osv.,“ siger han.
Jakob Lage Hansen hæfter sig ved, at ni ud af ti har en holdning til, hvilken form for bæredygtighed de gerne vil investere i, hvor vedvarende energi, sygdomsforebyggelse og genanvendelse ligger højt oppe på danskernes prioriteringsliste ift. bæredygtige investeringer.
“Folk har nogle ret skarpe og også ret forskellige holdninger til, hvad de gerne vil fremme med bæredygtig investering,” siger Jakob Lage Hansen, der har en fortid i SEB, Danske Bank og Bankinvest.
41 pct. af de adspurgte peger specifikt på, at de ønsker at investere i minimering af forurening fra eksempelvis plastikaffald.
Mikael Bak glæder sig over, at en stor del af investorernes fokus også rettes mod sundhed samt teknologi, der kan fremme den grønne omstilling, hvor eksempelvis Ørsted og Vestas er at finde inden for det investeringsområde.
Hvad siger flest respondenter, ikke må være en del af deres investeringer? 1)Korruption, 82 pct.2)Skatteunddragelse, 79 pct.3)Overtrædelse af menneskerettigheder, 77 pct.4)Udledning af kemikalier, 69 pct.5)Gambling, 65 pct.6)Våben, 65 pct.7)Høj udledning af drivhusgasser, 61 pct.8)Pornografi, 58 pct.9)Bosættelser i Israel, 57 pct.10)Meget høje lønninger til ledelsen, 55 pct.11)Tobak, 51 pct.
“Danmark er allerede i dag stærkt repræsenteret på de områder. Det er positivt. Til gengæld mangler vi stærke bud på vinderaktier inden for forureningsbekæmpelse og affaldshåndtering. Her findes der flere selskaber i vores nabolande, som er længere fremme. Danskerne er klar, hvis innovative danske selskaber kan skabe stærke investeringstilbud til dem,” siger han.
Inden for minimering af affald og genanvendelse finder man bl.a. selskaber som det amerikanske affaldsselskab Clean Harbors, den svenske ingeniørkoncern Alfa Laval, det finske skovselskab UPM og italienske Danieli, der arbejder med genanvendelse af affaldsprodukter fra stålproduktion. Derudover findes norske Tomra og amerikanske Tetra Tech.
Hvis man ønsker at investere bæredygtigt, er det afgørende, at man sætter sig grundigt ind i sine investeringer, lyder det fra Jakob Lage.
“Det kan være ret svært at gennemskue, hvad virksomheden laver, eller hvad der ligger bag, at en fond kalder sig bæredygtig. Man bliver grundlæggende nødt til at dykke ned under overskriften, for er der mange nuancer og fortolkninger, der kræver noget research,” siger han.
“Det er kompliceret, og der er mange muligheder for at fare vild
Mikael Bak, direktør, Dansk Aktionærforening
Ønsker man at screene virksomheder, kan man eksempelvis bruge det amerikanske finansselskabMSCI’s esg-ratingværktøj, hvor man kan slå tusindvis af virksomheder op. Her bliver de vurderet ud fra miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer. Kigger man de danske C25-aktier igennem, får selskaber som Novo, Carlsberg, Pandora, Vestas og Ørsted højeste rating, dvs. AAA.
Derudover har MSCI samlet et indeks over esg-ledere, som man kan investere i via børsnoterede fonde – såkaldte etf’er – eksempelvisLyxor MSCI Europe ESG Leaders, der tæller bl.a. ASML, Roche, Astrazeneca, Unilever, SAP, Novo, L’Oréal, Total, Allianz og Glaxosmithkline.
Når det kommer til investeringer generelt, er det vigtigste for danskerne, at virksomheden ikke er involveret i korruption. Som næstvigtigste faktor kommer at få størst muligt afkast, fremgår det af undersøgelsen.
