ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danskerne har rekordmange investeringsfonde at vælge mellem – men kun få danske hedgefonde

En ny hedgefond med fokus på europæiske aktier spurter i front som den bedste danske investeringsfond i 2020

Investorer har i højere grad fokus på bæredygtighed, når de placerer deres penge. Foto: Jean-Paul Pelissier/Reuters/Ritzau Scanpix
Investorer har i højere grad fokus på bæredygtighed, når de placerer deres penge. Foto: Jean-Paul Pelissier/Reuters/Ritzau Scanpix

Der er rekordmange danske investeringsfonde på hylderne. Alene det seneste år er der kommet 56 nye fonde til, så markedet i dag tæller 874 danske investeringsfonde, viser de nyeste tal fra Finans Danmark.

De fleste af dem – nemlig 369 – investerer i udenlandske aktier, mens 42 fonde fokuserer på danske aktier. Hvis man er på udkig efter hedgefonde, skal man lede lidt længere: Ti af fondene opererer med hedgestrategier, som betyder, at de ved hjælp af forskellige finansielle instrumenter forsøger at værne sig mod risici i markedet som aktiekrak eller rentestigninger.

“Hedgefonde har strategier, som er mere komplekse, og de kan være mere risikable,” siger Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark.

Spekulation i kursfald

En hedgefond kan – modsat en almindelig investeringsforening – shorte, altså spekulere i kursfald. Det fungerer ved, at hedgefonden låner en aktie mod et gebyr og sælger aktien igen. Hvis kursen falder, kan hedgefonden købe aktien tilbage, returnere den til dens ejer og score gevinst på differencen.

Man skal kunne forstå, hvad man investerer i, og det kan være lidt svært at gennemskue med hedgefonde

Kåre Valgreen, investeringschef i Finans Danmark

En hedgefond kan også geare, dvs. investere for lånte midler. Derfor er hedgefonde ikke for alle og enhver, mener investeringschefen.

“En grundlæggende tommelfingerregel er, at man skal kunne forstå, hvad man investerer i, og det kan være lidt svært at gennemskue med hedgefonde, fordi de har en forholdsvis kompleks struktur. Det er nok derfor primært forbeholdt investorer, der har en vis viden og kan sætte sig ind i, hvordan produktet er skruet sammen,” siger han.

Grønne fonde boomer

De mest populære fonde for tiden har fokus på grønne investeringer, og det er især dem, der pibler frem, lyder det fra investeringschefen.

“Der er kommet mange bæredygtige fonde – det er en helt klar trend, der slår igennem, også blandt de danske investeringsfonde. Det er noget, som vil betyde mere for investorerne fremover, og derfor ser man en vækst i det område,” siger Kåre Valgreen.

Stigningen er både drevet af regulering fra EU’s side og “kæmpestor kundeefterspørgsel”, pointerer han.

“Sektoren er ved at omstille sig på den udvikling,” tilføjer Kåre Valgreen.

Generelt er risikoen i de danske investeringsfonde steget betragteligt i løbet af 2020 i forbindelse med udsving under coronakrisen, men risikoen er stadig lavere end under finanskrisen ifølge Finans Danmark.

Investeringsfonde med danske aktier har givet et afkast på 70 pct. de sidste fem år, mens emerging markets har givet 82 pct. Hedgestrategier har givet 40 pct. på fem år ifølge tal fra Finans Danmark.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu