ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske Bank skruer ned for bestemte amerikanske it-aktier: “Der er kommet lidt for meget medvind på cykelstierne”

Danske Bank fjerner

sin overvægt fra de digitale vækstaktier, de ser som sårbare over for en sektorrotation

Danske Bank skruer nu på knapperne blandt de amerikanske aktier. Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fortæller, at de digitale forbrugsaktier står for skud. Arkivfoto: Steven Achiam
Danske Bank skruer nu på knapperne blandt de amerikanske aktier. Investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fortæller, at de digitale forbrugsaktier står for skud. Arkivfoto: Steven Achiam

De seneste dage har været nogle tunge af slagsen for tech-glade aktieinvestorer.

For mens sektorer som finans og energi er braget i vejret med mere end 10 pct., siden Pfizer mandag præsenterede positive nyheder om deres covid-19-vaccine, så har investorerne i stor stil positioneret porteføljerne mod en hverdag, som ikke længere er domineret af coronapandemien.

Den ændrede udsigt kan ses på de normalt højtflyvende tech-aktier. Nasdaq-indekset har tabt knap 3 pct. af sin værdi i løbet af mandagens og tirsdagens handel. Indekset er dog fortsat oppe med over 27 pct. i år.

Men de seneste dages udvikling og nyheden om en vaccine får nu Danske Bank til at røre godt og grundigt rundt i porteføljegryden.

“Vi er ude og skrue ned for vækstaktierne inden for det segment, der hedder digitalt forbrug,” siger investeringsstrateg i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, der påpeger, at man stadig holder fast i de solide it-selskaber.

Digital forbrugerfest

I det segment finder man flere eksempler på aktier, som de seneste dage er blevet ramt af et frasalg, hvor eksempelvis streamingplatformen Netflix er faldet 6,7 pct. i løbet af mandag og tirsdag. Netflix er fortsat oppe med 46 pct. i år. I samme segment finder man Facebook, som har nydt godt af, at flere mennesker har kunnet tilbringe mere tid på sociale medier under coronapandemien. Siden mandagens nyhed fra Pfizer er aktien faldet 7,5 pct., mens frasalget også har ramt gamingaktier som Activision Blizzard, der er faldet 4,7 pct. i denne uge.

2,9

pct. faldt det tech-tunge Nasdaq-indeks mandag og tirsdag. Indekset er dog stadig steget mere end 27 pct. i år

Det er sådanne aktier, man nu har skruet ned for til “lille overvægt” fra før “overvægt” i Danske Bank.

“Der er kommet lidt for meget medvind på cykelstierne, og det er de aktier, der er mest sårbare, når der kommer en rotation,” siger Lars Skovgaard Andersen, der holder sig klar til at justere yderligere på porteføljen, hvis de seneste dages udvikling fortsætter.

Hos Bankinvest oplyser chefstrateg Jakob Vejlø, at de i løbet af de seneste uger også har ændret i sin eksponering, hvor de i øjeblikket har en overvægt mod industri og small cap-aktier i USA og Europa.

Small cap-aktier

“Vi har købt klart ind i noget som small cap-aktier og industri på det seneste. I hele træskolængder er vi neutrale i it-sektoren på nuværende tidspunkt,” siger han og uddyber:

“Dette regime, hvor markederne i højere grad køber ind på præmissen om, at vi får et globalt opsving, styret af bedre kontrol med covid-19, det passer med det verdensbillede, vi har,” siger Jakob Vejlø.

Præcis den samme anbefaling kommer fra Lars Skovgaard Andersen, der sammen med resten af investeringsafdelingen i Danske Bank har skruet ned fra en “overvægt” af amerikanske aktier til nu kun at holde på “en lille overvægt”.

“Vi tror på, at de amerikanske small cap-aktier vil performe bedre end vækstselskaberne, hvor it placerer sig,” siger han.

Investor beholder it

Privatinvestor Mark Jin Birk Hansen, der er tungt eksponeret mod it-aktier, har dog ikke tænkt sig at hoppe ombord på de mere cykliske aktier.

“Jeg tror sagtens, du vil kunne se en stigning i de såkaldte valueaktier på kort sigt, mens teknologiaktierne snævrer sig lidt ind. Men på lang sigt, hvad er det så, folk skal kunne se i valueaktierne, som er sønderbombet? Jeg kan ikke se det,” siger Mark Jin Birk Hansen.

Og i forhold til netop de store teknologiaktier, der ikke er lige så påvirkede af forbrugernes digitale trang, er holdningen stadig den samme i Danske Bank. Her holder man fast i en overvægt – i hvert fald lidt endnu, fortæller Lars Skovgaard Andersen.

“Vi holder fast i den del af it-aktierne. Men jeg kan være nervøs for, at det netop er her, der vil blive taget gevinster,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu