De største danske børsselskaber har leveret kursrekorder i massevis i løbet af seneste fem uger.
Alene i C25-indekset har ni selskabers aktiekurser i september og oktober ramt nye højdepunkter, mens også Netcompany og Ringkjøbing Landbobank kan føjes til listen, når man inkluderer large cap-aktierne i regnestykket.
“Man må bare sige, at de danske aktier leverer. Og de leverer også bedre end mange andre steder,” siger Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand.
De seneste uger har været præget af adskillige opjusteringer fra blandt andre Novo Nordisk, DSV Panalpina, Ringkjøbing Landbobank og GN Store Nord. Onsdag kom Novozymes også med en lille opjustering i sit regnskab, hvilket dog fik investorerne til at sende aktien ned.
“Disse opjusteringer kan næppe trække meget mere, for nu forventer vi dem nærmest. Det er blevet standarden for selskaberne, at de kan opjustere på bundlinjen som minimum. Men de leverer,” siger Michael Friis Jørgensen.
Det er ikke kun opjusteringer, der kan sende aktiekurserne i vejret. Vestas og Ørsted har begge sat kursrekorder i løbet af den seneste uge, mens Rockwool for ti dage siden overgik sin to år gamle rekord.
“Den grønne bølge er med til at bære aktierne frem, og samtidig ser vi en øget tilgang af passive investeringer, som flyder ind i disse aktier,” siger Tue Østergaard, direktør i HC Andersen Capital.
Et eksempel på det blev flaget for markedet den 12. oktober, hvor verdens største kapitalforvalter, Blackrock, meldte sig på banen som ny storaktionær i Vestas med en aktieandel på 5,03 pct. af selskabet.
“Og de danske tech-aktier som Simcorp og Netcompany har også gjort det vanvittigt godt. De vokser meget og har stabile forretningsmodeller. Simcorps er baseret på abonnementer, og det er ekstremt populært globalt set i øjeblikket,” siger Tue Østergaard.
“Spørger man Michael Friis Jørgensen, kan der fortsat være mere at hente i aktierne, hvor han især har et godt øje til de klimavenlige danske aktier, hvor Vestas, Ørsted og Rockwool er steget mellem 46 pct. og 75 pct. i år.Jeg ligger i de grønne aktier, og der bliver jeg liggende
Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker, Alm. Brand
“Jeg tror, investorerne fortsat vil flytte flere penge i den retning. Jeg ligger i de grønne aktier, og der bliver jeg liggende,” siger han, inden han påpeger, at kursrekorderne blandt de danske aktier betyder, at risikoen er steget.
“Risikoen stiger, når aktierne sætter nye rekorder. Der er større faldhøjde for aktierne, når de stiger så markant, og det må man ikke være blind for som investor. Men jeg tror ikke, løbet er kørt for aktierne. Jeg forstår godt, hvis flere begynder at være fortalere for, at det er, men jeg er ikke en af dem,” siger han.
Det samme gælder hos F&I, hvor investeringsdirektør Johnny Madsen generelt er fortaler for, at man opnår en god spredning i sin portefølje. Alligevel tilter de i øjeblikket deres portefølje en smule.
“Vi tilter porteføljen hen mod det, vi kalder kontrollerbar vækst. Det betyder, at vi ikke forsøger at ramme de aktier, hvor indtjeningen ligger adskillige år ude i fremtiden. I stedet vil vi gerne have selskaber, der kan levere en højere vækst end det generelle marked. Det kan være aktier som Novo Nordisk, DSV Panalpina og Chr. Hansen.
Også hos Jesper Lund, direktør i Dansk Finansservice, er troen på aktierne intakt. Han har gennem en årrække haft aktier som Genmab, Ørsted og Simcorp i porteføljen.
“Jeg tager ikke gevinsten, medmindre en aktie er kommet til at udgøre for meget af min samlede porteføljes værdi, og det er ikke tilfældet nu. Jeg øger heller ikke. Jeg er langsigtet investor, så jeg lader mig ikke diktere af kortsigtede tendenser,” siger han.
