ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk cannabisproducent flytter børsnotering til Danmark og vil hente ny kapital

"Med dagens annoncering kan vi begynde rejsen europæisk lederskab i vores branche," udtaler Thomas Schnegelsburg, adm. direktør i virksomheden Stenocare. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
"Med dagens annoncering kan vi begynde rejsen europæisk lederskab i vores branche," udtaler Thomas Schnegelsburg, adm. direktør i virksomheden Stenocare. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Fra på mandag bliver Danmark en aktie rigere.

Stenocare, der var det første danske selskab med tilladelse til at importere cannabis til landet, rykker sin børsnotering fra Sverige til den danske Nasdaq First North.

Det skriver selskabet i en meddelelse.

“Tiden er kommet til at rykke videre. Med dagens annoncering kan vi begynde rejsen europæisk lederskab i vores branche,” udtaler Thomas Skovlund Schnegelsberg, adm. direktør i Stenocare.

Samtidig henter cannabisproducenten op til 45 mio. kr. i ny kapital. Det sker ved at udstede nye aktier for 30 mio. kr., og giver mulighed for at kunne udstede for yderligere 15 mio. kr., hvis der sker en overtegning af aktierne.

“Med vores notering på Nasdaq First North i Danmark og kapitalrejsningen, som vi annoncerer i dag, tager vi det første store skridt i den retning,” fortsætter direktøren i meddelelsen.

Selskabet blev i 2018 børsnoteret på den svenske minibørs Spotlight, og har siden været handlet i alt mellem 8,80 kr. og 56 kr. Mandag lukkede aktien i kurs 19,18.

Den sidste handelsdag på den svenske børs forventes at være på fredag, før aktien mandag kan handles i Danmark.

Pause i salget af produkter

Stenocare, der i sidste uge leverede regnskab for første kvartal, fik et driftsunderskud (ebitda) på 2,6 mio. kr. mod et overskud i samme periode året før på 1,5 mio. kr. Omsætning landede på 93.000 kr. mod 4,3 mio. kr. i første kvartal 2019.

Kvartalsresultatet var ifølge selskabet som ventet, da det har pause med salget af dets produkter. Salget har været standset siden juli sidste år.

Produkter fra selskabets nye leverandør Panaxia er ved at blive godkendt til salg.

Stenocare indgik i marts en aftale med Panaxia, der er Israels største producent af medicinsk cannabis, om indkøb af medicinsk cannabis til både det danske og internationale marked.

Siden november har de to selskaber arbejdet sammen om at prækvalificere produkterne til de danske krav.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu