ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Investor nærmer sig 800 pct. i aktieafkast på fem år

Christian Klarskov er denne uges hovedperson i Børsens nye serie “Sådan investerer jeg”

Christian Klarskov har høstet store gevinster på Torm og Zealand Pharma. Han fortæller om sin investeringsstrategi i podcasten “Sådan investerer jeg”. Foto: Rosaline Ben-Baruch Lange
Christian Klarskov har høstet store gevinster på Torm og Zealand Pharma. Han fortæller om sin investeringsstrategi i podcasten “Sådan investerer jeg”. Foto: Rosaline Ben-Baruch Lange

Christian Klarskov har som aktieinvestor de seneste år høstet store gevinster på aktier som biotekselskabet Zealand Pharma og rederiet Torm, der er mangedoblet i kurs. Og han lykkedes med at få dem købt ind, inden opturene for alvor satte ind. Han beskriver sig selv som en ægte stockpicker og har lang erfaring som aktieanalytiker og investeringschef.

I Børsens nye podcast- og artikelformat “Sådan investerer jeg” fortæller han om sin investeringsstrategi, der over de seneste fem år har sikret ham et afkast på knap 800 pct.

Hans bedste og værste investeringer målt i procent ligger dog længere tid tilbage. Dem fortæller han om her:

Bedste investering: Vild optur i biotekaktie

“Hvis vi snakker i procent, så er min bedste investering formentlig i Genmab. I 2012 arbejdede jeg i Nordea Investment Management, og der kom nogle fase 1 data ud på det stof, der i dag hedder Darzalex. Der var en meget, meget dygtig farmaanalytiker, der sagde: Det her skal du kigge nærmere på, Christian.

Jeg kunne ikke investere så meget selv, da jeg var i Nordea. Men da jeg noget tid efter stoppede der, så købte jeg en masse Genmab. Jeg vurderede der, at det passede godt ind i min risikoprofil på det tidspunkt. Jeg havde møder med direktøren for Genmab, Jan van de Winkel, og han er fantastisk. Han kan sælge sand i Sahara og få en god profit på det.

20240627-155541-5-2200x1467ma.jpg
Christian Klarskov mødte topchefen for Genmab og blev overbevist om at investere i aktien. Siden solgte han den. Foto: Rosaline Ben-Baruch Lange

Og her havde både analytikeren og direktøren ret, og det erfarede jeg, da jeg lavede en masse tjek op i markedet hos bl.a. andre analytikere. Det bekræftede mig i aktiecasen, så på kurs 71 investerede jeg rigtig mange penge. Det var biotek, så det var ikke 30-40 pct. af min portefølje, men det var en god bid.

Han kan sælge sand i Sahara og få en god profit på det

Aktien var fantastisk, og hvis jeg da bare havde holdt den. Den endte med at gå i kurs 3000. Men jeg aftrappede den over tid, så den aldrig kom op at fylde over 15 pct. i min portefølje. Jeg startede med at sælge i kurs 300-400 og sluttede med at sælge i kurs 2000. Og så røg den i kurs 3000 kort efter, og så var jeg da sur på mig selv.

Jeg har ikke aktier i selskabet i dag, da de lige nu har nogle udfordringer.”

Værste investering: Blev ramt af konkurs

“Her taler vi igen om procenter, for det var få penge, jeg puttede i. Men det var Sjælsø Gruppen. Det var også omkring 2012. Sjælsø var en ejendomsudvikler, som på bagkanten af finanskrisen var i problemer. Alle de andre var gået konkurs, men de hang i med neglene og bankernes nåde i kampen for at overleve.

Og der, fire år efter finanskrisen, håbede jeg på, at de kunne få lov at fortsætte. Noget jeg også havde talt med ledelsen om. Men bankerne trak stikket, og de gik konkurs.

20240627-155500-7-2200x1467ma (1).jpg
“Hvert år bliver jeg mindet om mit tab på Sjælsø Gruppen,” fortæller investor Christian Klarskov. Foto: Rosaline Ben-Baruch Lange

Jeg bliver mindet om det hvert år, når jeg laver selvangivelse, for de står i mit depot til kurs 0. Jeg kan ikke få dem ud at depotet. Så det var minus 100 pct. Og det skal man huske på med aktier: Man kan tabe sine penge.

Investor
Livsstilsekspert tabte en million på husdrøm i Italien
20240627-134223-4-2200x1467ma.jpg

Baggrunden for investeringen var egentlig god nok, og jeg puttede relativt få kroner i det, men risikoen var – og det vidste jeg – at selskabet kunne gå konkurs, og det gjorde det. Så jeg tabte alle penge, jeg havde i Sjælsø Gruppen.

Men havde bankerne nu ladet dem overleve, så de ikke var gået ned, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvor det kunne være endt. For de havde været last man standing i en branche, der blev ramt af et enormt boom fra 2015 og seks-syv år frem.

Så de kunne have tjent bunker af penge, og aktien kunne have mangedoblet. Men de gik konkurs inden. Og det viser, at man skal være opmærksom på, at investerer man i noget, hvor andre kan afgøre selskabets skæbne, så skal man passe på.

Investerer man i noget, hvor andre kan afgøre selskabets skæbne, så skal man passe på

For her var ledelsen faktisk dygtig, markedspositionen var stærk – det var ikke nok.”

Lyt til podcasten “Sådan investerer jeg – med Christian Klarskov” her:

Apple Podcast

Spotify

Her fortæller han meget mere om sine erfaringer med investeringer og sin investeringsstrategi.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu