ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

USA-valg giver grønne aktier nedtur men løfter farma

Det danske eliteindeks er nu oppe med over 2 pct. efter en hektisk morgen, hvor flere store C25-selskaber har sendt regnskabstal på gaden, men hvor også det amerikanske valg har rokket gevaldigt ved aktiekurserne.

Det er en ret markant reaktion, og for mig at se har udviklingen i USA overrasket

Jacob Pedersen, Sydbank


Generel grøn nedtur

Værst gik det udover Vestas i morges, der måtte se aktien dykke over 7 pct. som konsekvens af, at meget tyder på en sejr til Donald Trump, hvilket ikke er i de grønne aktiers favør.

Det er ikke kun i Danmark, men hele vejen rundt, at grønne aktier og en del finansaktier har det hårdt, lyder det fra Danske Banks chefaktiehandler, Mads H. Zink.

Hos Skagen Fondene, et aktivt forvaltet value-hus med ca. 40 mia. kr. under forvaltning og stort fokus på bæredygtighed, vurderer ESG-specialist Sondre Myge Haugland, at et genvalg til Donald Trump vil være skidt nyt for bæredygtigheden over en bred kam.

“Får Donald Trump fire år mere, vil vi se en relativ lav fremgang på bæredygtighedsområdet. Der vil muligvis stadig være 'grønt momentum' på et statsligt niveau, men det vil ske på trods af Trumps politik – ikke på grund af den,” siger han.

Farma har det fint

Det er medicinalaktierne, der trækker stigningen herhjemme nu, og ifølge Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, sker det altså også, fordi stemmeoptællingen fortsat peger i retning af Donald Trump som sejrsherre.

Genmab stiger 4,94 pct., mens Coloplast ligger lige i hælene med en stigning på 4,83 pct., mens Novo Nordisk og Ambu øger med 4,2 pct.

“Der er noget hoppen og dansen i dag, men stigningen sker, fordi medicinalaktierne trækker op, fordi Donald Trump ser ud til at vinde. Ikke fordi han vil være god ved dem, men han vil nok ikke stramme skruen så meget, som Biden vil,” siger han.

Han peger på, at spørgsmålet om høje medicinpriser i USA ikke har været så meget oppe, som emnet normalt er op til et valg.

“Det skyldes nok, at det er svært at slå medicinalselskaberne i hovedet over, at de tjener for meget, samtidigt med at de skal lave en coronavaccine,” siger han og tilføjer:

“Men det er en ret markant reaktion, og for mig at se har udviklingen i USA overrasket.”

Generelt har stemningen ifølge aktieanalysechefen dog været god i eliteindekset i løbet af formiddagen.

Ingen store uroligheder

Der er desuden lettelse over stemningen på gaden i USA.

“Det ser ud, som om vi har undgået de helt store uroligheder oven på valget. Der har ligget en frygt i aktiemarkedet det sidste par dage, men det ser ind til videre ud til, at vi har undgået det værste af det,” siger Mads H. Zink.

Opdateres


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu