De største danske aktier var mandag blot 0,1 pct. fra nyt rekordniveau efter heftige kursstigninger til enkeltselskaber i løbet af november. Hele syv aktier i indekset har siden 1. november givet et afkast på over 20 pct., og det bringer det samlede aktieafkast i indekset op på over 27 pct. i år.
“Det er en vild udvikling. Lige pludselig skiftede fokus, efter vaccinenyhederne kom ud. Bevægelsen er ud af defensive aktier og ind i cykliske aktier. Det er gået kanonhurtigt og er sket kanonkraftigt,” siger Johnny Madsen, der er investeringschef i F&I, om kursudviklingen på aktiemarkedet, efter at det i starten af november blev meldt ud, at en coronavaccine er på vej på markedet.
Og den betragtning er Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond, enig i. Hun styrer en aktieportefølje på ca. 700 mio. kr.
“Jeg er også overrasket, lad mig sige det sådan. Jeg synes, det går meget stærkt i øjeblikket.”
Alene i november er C25-indekset steget knap 7 pct.
ISS, FLSmidth, Mærsk A- og B-aktierne, Pandora, Jyske Bank og Danske Bank, hvor investorerne den seneste måned har revet selskabernes aktier ned af hylderne på børsmarkedet, er de syv aktier, der er steget over 20 pct. på en måned. Det har været med til at gøre danske aktier til verdens mest efterspurgte lige nu.
Det fortæller René Engell, som er porteføljemanager hos Falcon Invest, der investerer ud fra momentumstrategi.
Danske aktier ligger i øjeblikket nummer et globalt målt på momentum, mens det svenske og finske aktiemarked er nummer to og tre. I bunden ligger landene Japan, Østrig og Singapore.
“A.P. Møller-Mærsk har været i et lavt momentum meget, meget længe, men den har virkelig fået momentum,” siger René Engell om den danske shipping- og logistikaktie, der p.t. er den danske aktie, der er i den stærkeste kursmæssige optrend. Selskabets aktier er nu steget 160 pct. siden bunden i marts.
Hos F&I har man A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth, Jyske Bank og Danske Bank i aktieporteføljen.
“Det er ikke vores største positioner, men det her viser, at det er vigtigt at have forskellige typer selskaber i sin portefølje,” siger Johnny Madsen.
Hvor længe kan optrenden i de her aktier vare ved?
“De her selskaber var blevet for billige. Og det er bankerne og FLS fortsat. For der tror jeg ikke rigtigt, at man har indpriset et cyklisk opsving i 2021 fuldt ud. Men kigger du mere end et år frem, så skal begge typer aktier – altså defensive såvel som cykliske aktier – nok give et fornuftigt afkast. I takt med at investorerne søger mere og mere over i aktier, fordi renterne er lave og forbliver lave, vil aktierne stige,” siger Johnny Madsen.
Bankaktierne har trods den seneste tids kursstigninger ikke været en god forretning i år. Danske Bank har givet et negativt afkast på 4 pct. i år, mens tabet for Jyske Banks aktionærer lyder på 2 pct.
Men bankerne har udsigt til flere stigninger, hvis man spørger Lars Jørgen Rasmussen, investor og aktierådgiver fra Formue- og Investeringsrådgivning:
“Jeg mener stadig, at bankerne er undervurderede. Generelt skal banker have et løft. Når Jyske Bank inden corona blev handlet til omkring 285 kr., så skal den altså ikke nu ligge og handle til 235 kr. Den skal op på det gamle niveau igen,” siger Lars Jørgen Rasmussen.
Men kan de danske aktier så holde det høje niveau? Ja, lyder svaret fra Lars Jørgen Rasmussen:
“Jeg har en positiv holdning til markederne de næste par måneder, så jeg mener godt, at de kan holde niveauet. Det kan godt være, at tingene er gået lidt stærkt, men der er substans i det.”
Så længe man har de langsigtede briller på, skal man altså ikke afholde sig fra at gå ind i de største danske aktier, selvom C25-indekset mandag ramte et rekordhøjt niveau, vurderer han:
“Det er jo gået lidt voldsomt for sig her i november måned, så man skal nok lige se sig lidt for. Man kan ikke afvise, at der kommer nogle slag på vejen. Det er helt naturligt. Men det kommer an på, hvilken tidshorisont man har. Er man helt kortsigtet, så skal man passe lidt på. Hvis man er mere langsigtet, så betyder det ikke det store,” siger Lars Jørgen Rasmussen.
ISS-aktien er den C25-aktie, som har leveret den kraftigste kursstigning i november. Børsværdien af selskabet er steget hele 41 pct. Alligevel har aktien fortsat tabt 28 pct. i år, og stigningen er netop et resultat af en klar undervurdering af aktien, vurderer Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond.
“Vi ser den her stigning i ISS pga. ledelsesskiftet. De kom med et rimeligt regnskab, og så har den været meget undervurderet. Den har jo været helt nede og ligge i respirator.”
Også Pandora-aktien, der har leveret den største stigning det seneste år med hele 144 pct., er på vej mod et stærkt comeback. I marts ramte aktien den laveste markedsværdi siden 2013, nemlig 197 kr., men nu ligger Pandora-aktien og skifter hænder til en pris på 639 kr.
Nina Movin mener derfor heller ikke, at de massive stigninger er helt løsrevet fra virkeligheden. Alligevel er hun forsigtig med at spå om C25-indeksets fremtid:
“Jeg tror, niveauet på C25 er okay, baseret på de regnskaber der har været. Men hvis politikerne i USA ikke kommer med en eller anden hjælpepakke, så kan det her marked hurtigt få nogle andre fortegn.”
De danske aktier er blevet trukket med op af de globale finansmarkeder, der med udsigten til en vaccine er gået kraftigt i vejret. Eksempelvis er det tyske DAX-indeks steget 16 pct. siden oktober, og Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, kunne mandag notere sig, at det industritunge amerikanske Dow Jones netop har haft sin bedste måned siden 1987 med et kurshop på 13 pct. i november.
“Vi er i bund og grund ikke så bekymrede for markedet på kort sigt, da vi tror, at investorer vil se gennem kortsigtet usikkerhed og fokusere på at bygge porteføljerne til fremtiden,” siger Lars Skovgaard Andersen, der anbefaler, at man sørger for at have et blandet udvalg forskellige aktietyper i sin portefølje.
