For syv år siden stiftede adm. direktør Patrick Blok og finansdirektør Jesper Thaning selskabet Movinn, som nu vil rejse 25-33 mio. kr. i ny kapital på First North-børsen. Selskabet lejer nyrenoverede lejligheder og genudlejer dem fuldt møblerede på korttidskontrakter til primært store virksomheder og forsikringsselskaber, der har brug for at huse udstationerede ansatte eller kunder midlertidigt. Børsprovenuet er især øremærket til at erobre nye markeder i Europa, og investeringscasen er ifølge dem nem at forstå:
“Vi har fået opbygget en solid portefølje af lejligheder på gode beliggenheder i de store byer i Danmark. Så længe vi holder porteføljen udlejet, er det effektivt og skalerbart på salgssiden, og vi er fast leverandør hos store virksomheder som Novo Nordisk. Nu skal vi booste vores vækst,” siger Patrick Blok.
