Listen over selskaber, der vil noteres på Nasdaqs First North-børs, bliver længere og længere.
Robotvirksomheden Shape Robotics fortæller nu til Børsen, at de planlægger en børsnotering på Nasdaqs First North-børs i slutningen af juni. Den melding kommer blot dagen efter, at belysningsvirksomheden LED Ibond annoncerede sine planer om en First North-børsnotering 15 juni.
“Vi er nået til et stadie, hvor vi skal vokse. Vi har brug for midler, så vi kan komme videre ud i verden, og de muligheder vil en børsnotering give os,” siger David Johan Christensen, der er medstifter og adm. direktør i Shape Robotics, som forventer at rejse 25 mio. kr. via børsintroduktionen. Medstifteren oplyser, der er blevet forhåndstegnet aktier for 16 mio. kr.
mio. kr. forventer Shape Robotics at rejse, når de går på børsen
Tendensen vækker glæde hos Tue Østergaard, adm. direktør i HC Andersen Capital.
“"Hvis vi skal beholde et levende børsmarked i Danmark, skal vi have selskaber, der kommer nedefra. Derfor glæder det mig helt vildt, at disse selskaber har mod på at opsøge kapital via en børsnotering, og ikke mindst at der er kapital at hente på denne måde,” siger Tue Østergaard, der uddyber:Hvis vi skal beholde et levende børsmarked i Danmark, skal vi have selskaber, der kommer nedefra
Tue Østergaard, adm. direktør, HC Andersen Capital
“For det her er et udtryk for, at proppen er røget af flasken, og der er folk derude, som gerne vil bruge sine penge på det her,” siger han.
Shape Robotics, som har base i Farum, har skabt et robotsystem, der kaldes Fable. Det er robotter, man selv kan samle og programmere, og de sælges til undervisningsinstitutioner, hvor robotterne anvendes til undervisning i bl.a. teknologi, innovation og programmering.
“Det er en tendens, vi ser i hele verden. Enten er sådanne fag allerede på skoleskemaet, eller også er de på vej,” lyder det fra David Johan Christensen.
Hos LED Ibond producerer man blandt andet energibesparende belysning og har desuden udviklet en scanner, der via et specielt lys kan dræbe bakterier. Selskabet vil rejse mellem 25 og 32 mio. kr., og allerede nu er der forhåndstegnet aktier for 20 mio. kr.
“Pengene skal bruges til at løfte salget på vores vækstmarkeder, og bakteriedræberen, som vi har udviklet under coronakrisen, mærker vi stor efterspørgsel på i øjeblikket,” siger adm. direktør og medstifter Rolf Sprunk-Jansen, der selv har 20 pct. af aktiebeholdningen.
Også hos Shape Robotics planlægger man at bruge pengene fra børsintroduktionen på at løfte salget.
“Vi skal længere ud i verden, men vi skal også dybere ned i de lande, hvor vi allerede er til stede. Vi er eksempelvis til stede i USA; men potentialet er meget større end vores nuværende omsætning. Vi skal bruge ressourcer til at øge salget på sådanne markeder,” siger David J. Christensen.
Shape Robotics solgte sin første robot i 2017. Siden 2017 er omsætningen steget fra 1,3 mio. kr. til 8 mio. kr i 2019. Selskabet har endnu ikke givet overskud, men budgetterer med at levere sit første overskud for helåret i 2023.
Tue Østergaard påpeger, at man som investor skal acceptere, at der blandt virksomhederne på vækstbørsen vil være nogen, der ikke kan flyve.
“Sådan er det, når man tager vækstvirksomheder på børsen. Vi vil helst se alt virke, men hvis man virkelig skal score nogle mål, så er man nødt til at tage nogle skud,” siger han.
