Aktieinvestor Jakob Have har en mere direkte og aktivistisk tilgang til investeringer og de børsnoterede selskaber end de fleste. Han er ikke bleg for at købe sig til store aktieposter, sætte sin indflydelse igennem og går også gerne i bestyrelsen i de børsselskaber, han har ejerposter i.
I juni 2020 søsatte han aktiefonden Nordic Compound Invest, hvor han investerer i en smal portefølje på 8-12 nordiske small- og midcap-aktier. Resultatet nu: 121 pct. i afkast mod 49,2 pct. til det indeks, han sammenligner sig med.
“De driver ikke forretningen kommercielt, som jeg synes, de skulle
Investor Jakob Have om Saga Furs
I denne uges udgave af podcasten “Børsen Investor” åbner han op i forhold til sin arbejdsmetoder og fortæller blandt andet om, hvordan han i årevis har lagt pres på det finske selskab Saga Furs for at få dem til at lukke pengepungen op og udbetale udbytte til sine investorer.
Ved at trække en paragraf frem fra den finske selskabslovgivning, mens han stod på talerstolen til selskabets generalforsamling, fik han gennemtvunget en udbyttebetaling.
“Hvis du har mere end 10 pct. af aktierne, så kan du kræve minoritetsudbytte på 8 pct. af egenkapitalen eller 50 pct. af årets resultat. De driver ikke forretningen kommercielt, som jeg synes, de skulle, men lige nu har de nærmest et globalt monopol og tjener rigtig mange penge. Og derfor er det vigtigt for mig at sige, jamen så får jeg bare mine penge ud på udbytte,” siger Jakob Have.
Og han havde netop samlet over 10 pct. af aktierne i samarbejde med to andre investorer. Han fortæller videre om aktien:
“Den er voldsomt undervurderet på en masse parametre. Markedsværdien er 26 mio. euro. De har en egenkapital på 90 mio. euro, og de har en masse kontanter stående. Men udfordringen dér, det er governance. De driver forretningen udelukkende til fordel for de finske avlere og ikke aktieinvestorerne.”
Saga Furs-aktien handles aktuelt til 7,48 euro. I 2022 udbetalte selskabet 1,99 euro pr. aktie.
Også aktieinvestor Johannes Møller fra MW Compounders er med i denne uges udgave af podcasten, og han har tidligere haft kontorfællesskab med Jakob Have og hans selskab. Johannes Møller husker ganske godt, da Jakob Have første gang bragte aktien på banen:
“Dengang coronakrisen rullede, der sad vi i et kontorfællesskab med Jakob. Og da Mette Frederiksen meldte ud, at nu skulle alle mink slås ihjel, så havde Jakob ved førstkommende frokostpause fundet et finsk selskab, som opererede inden for mink. Jeg havde aldrig hørt om det før, men det er klart, at man kan tilføre noget værdi ved at sidde og holde øje med, hvad der sker ude i verden, og hvordan man kan tjene penge på det.”
Jakob Have forklarer om sin måde at arbejde på:
“Hvis jeg kan lide aktiecasen og forretningsmodellen, så vil jeg gerne ind og påvirke de ting, jeg kan. Jeg går også gerne ind i bestyrelsen. På den måde handler jeg godt nok med min uafhængighed, så jeg skal være sikker på, at jeg kan få mere ud af det. Og det kan være, hvis jeg på en eller anden måde kan komme ind og styre kapitalstrukturen og på den måde påvirke afkastet på den investerede kapital i selskaberne. Og det er vigtigt for den værdi og det afkast, der kommer fremadrettet,” siger han.
Jakob Have har en baggrund som revisor og finansdirektør, men han er også kendt som en del af det børspanel, der i Børsen i løbet af de seneste år har vurderet en lang række aktiecases på vej på børsen. Her er en enkelt aktie kommet igennem hans nåleøje i forhold til en investering: Scandinavian Medical Solutions, der er et handelsselskab, som sælger brugt røntgenudstyr.
Har har han købt sig til en post som storaktionær med 10 pct. af aktierne og er trådt ind i bestyrelsen.
Tidligere børsmægler og privatinvestor Peter Bækgaard, der er en del af det faste aktiepanel i “Børsen Investor”, har længe overvejet også at købe sig ind i aktien. Siden et regnskab i sidste uge er kursen faldet 20 pct. – så måske er det nu, han skal slå til?
pct. er kursen lige faldet på Scandinavian Medical Solutions
Peter Bækgaard har dog øje for en enkelt ting i selskabets regnskab, som gør ham skeptisk. Omsætningen er steget fra 110,5 mio. kr. sidste år til 191,2 mio. kr., men årets resultat er kun vokset fra 11,4 mio. kr. til 12,2 mio. kr.
Årsagen findes blandt andet i en ny satsning på udlejning af materiel og et sats på USA, forklarer Jakob Have, der i øvrigt også sidder i bestyrelsen i de danske børsselskaber Orphazyme og Scandinavian Investment Group.
Lyt til podcasten, og hør, om Peter Bækgaard er kommet tættere på et køb af Scandinavian Medical Solutions, der siden børsnoteringen i 2021 er steget 66 pct.
Lyt til afsnittet i Apple Podcast.
Lyt til afsnittet i Spotify.
