“Lad os tage den på Zoom.”
Er man blandt de mange, der under coronakrisen er blevet sendt hjem med den bærbare under armen, lyder den kommentar nok bekendt. Inden for få måneder er den amerikanske videomødetjeneste Zoom blevet allemandseje – og det kan ses i aktiekursen. Siden nytår er Zoom-aktien steget 250 pct., hvilket giver selskabet en markedsværdi på ca. 68 mia. dollar eller 450 mia. kr.
“Det er længe siden, den forlod jordens overflade
Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, om Zoom-aktiens optur
“Det er længe siden, den forlod jordens overflade,” siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.
Han påpeger, at Zoom nu er ca. det samme værd som en halv Novo Nordisk, tre gange A.P. Møller-Mærsk eller en fjerdedel af Danmarks bnp. Det skal ses, i forhold til at Zoom i det seneste kvartal – hvor coronakrisen medvirkede til en vækst på 169 pct. – landede en omsætning på 2,2 mia. kr. og en bundlinje på 180 mio. kr. For hele finansåret ventes en omsætning på 12 mia. kr.
Ifølge Per Hansen er det derfor ikke de traditionelle beregningsmetoder, man bør bruge, når det gælder Zoom.
“Jeg ved ikke, om man bør købe den nu, og det er der heller ikke andre, der gør. Men folk, de køber bare.”
Selvom mange i disse uger kan vende tilbage til deres fysiske arbejdsplads, spreder der sig en forventning om, at hjemmearbejde i et vist omfang er kommet for at blive. Og her er videomøder centrale. Ifølge Wall Street Journal er der under coronakrisen downloadet videomøde-apps som Zoom og Microsoft Teams 50 mio. gange om ugen. I 2019 lå tallet på omkring 5 mio. om ugen.
En analyse fra Global Market Insights spår, at markedet for videomøder og -konferencer vil vokse 19 pct. årligt frem mod 2026, hvor det vil nå en størrelse på 50 mia. dollar.
Derfor har også de helt store spillere kastet sig ind i kampen. Microsoft satser stort på Teams, Alphabet har gjort tjenesten Google Meet gratis, og Facebook lancerede i april Facebook Rooms. Zoom selv nævner da også i sit seneste regnskab, at konkurrencen fra giganterne er blandt de største risikofaktorer.
mia. dollar er Zoom nu værd. Det svarer ca. til en halv Novo Nordisk
“Det er svært at sige, præcis hvordan de markedsandele kommer til at fordele sig. Men når den slags kategorier opstår, så er der en klar fordel i at være størst fra starten af,” siger porteføljemanager hos Maj Invest Mads Søndergaard.
Zoom fik et forspring ved at have en brugervenlig og stabil løsning klar, da coronakrisen sendte folk hjem. Og det har været vigtigt for aktiens vilde optur, mener han.
“For så bliver du synonymet med det for mange brugere. Og det har i høj grad spillet sig ud for Zoom i år. Ikke bare som aktie, men også som selskab,” siger Mads Søndergaard, der ikke har købt Zoom til porteføljerne. Han satser i stedet bl.a. på Facebook og Microsoft. Han vil ikke vurdere, om Zooms optur kan fortsætte, og han opfordrer til, at man kigger grundigt på markedet.
“Er det et produkt, jeg instinktivt tænker har super attraktive karakteristika i forhold til konkurrenterne? Og kan de leve et beskyttet liv og bare generere høje afkast? Det skal man som investor overveje nøje.”
Samme holdning har privatinvestor Mark Jin Birk Hansen.
“Det er et meget konkurrencepræget marked, og jeg kan ikke se den store forskel på de store udbyderes produkter. Grundlæggende kan de andre det samme som Zoom. Nogle gange er det tilfældigheder, der gør, at man lige vælger det ene frem for det andet.”
Han har længe fulgt Zoom-aktien og ærgrer sig derfor lidt over ikke at have været med på opturen.
“Det er lidtthe one that got awayfor mig,” siger han, men vil umiddelbart ikke jagte den nu. Den store markedsværdi bekymrer ham.
“Jeg synes, at buen er for hårdt spændt nu.”
