Indtil videre har coronakrisen ikke sat sine spor i boligmarkedet, hvor handlen med boliger fortsætter med at buldre derudaf. Det viser nye tal fra Boligsiden.
pct. vil priserne på enfamiliehuse falde, forventer Arbejdernes Landsbank-økonom
I hele første halvår blev der solgt 43.483 boliger, hvilket er en stigning på 12 pct. sammenlignet med første halvår 2019. Det er det højeste antal solgte boliger for første halvår i ti år.
Alene i juni blev der handlet 5830 enfamiliehuse, hvilket er det højeste antal i statistikkens historie, ifølge Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank.
Også salget af ejerlejligheder er steget. Her blev der i juni solgt 1952 mod 1519 i juni sidste år, hvilket dog ikke er en rekord.
“Den historiske handelsaktivitet vi i øjeblikket er vidne til skyldes flere elementer. Mange bolighandler blev med nedlukningen af Danmark udskudt, da det simpelthen ikke var muligt at besigtige boliger. De udskudte boligkøb har efterfølgende skulle indhentes. Dertil har mange måneder inden døre givet mange danskere det sidste skub til at virkeliggøre drømmen om hus og have,” skriver han i en kommentar.
Her understreger han samtidig, at det er normalt, at boligsalget tager fart op til sommeren. Men hvis man tager højde for det normale sæsonmønster, så er det stadig voldsomme stigninger for handlen med enfamiliehuse og lejligheder, lyder det.
“De nye halvårstal viser, at den opbremsning, der skete i boligsalget umiddelbart efter coronanedlukningen, ikke blot er indhentet, men der er samtidig sket en yderligere stigning i salget. Det er især i de sidste to måneder, at boligkøberne er vendt tilbage til markedet, og hvor vi har set usædvanlig høje salgstal,” siger Birgit Daetz, der boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Men selvom boligmarkedet, ifølge Anders Christian Overvad, har “vundet første halvleg af coronakrisen”, er kampen ikke slut endnu.
“Selvom boligprisfald lyder voldsomt, så er der i den historiske kontekst tale om meget moderate prisfald
Anders Christian Overvad, økonom i Arbejdernes Landsbank
For han forventer, at boligmarkedet vil reagere på coronakrisen, og det betyder faldende priser.
“Ledigheden er indtil videre steget med over 55.000 personer, og selvom vi forventer en faldende ledighed i andet halvår, så kommer vi ikke tilbage til situationen før corona lige foreløbigt. Det vil også præge boligmarkedet, at dansk økonomi finder et lavere gear, og vi forventer faldende priser og lavere handelsaktivitet i andet halvår,” skriver han og fortsætter:
“Vi forventer, at boligpriserne falder med 3 pct. for enfamiliehuse og 5 pct. for lejligheder og sommerhuse for året som helhed. Selvom boligprisfald lyder voldsomt, så er der i den historiske kontekst tale om meget moderate prisfald, hvor vi til sammenligning så tocifrede prisfald på boligmarkedet under finanskrisen.”
Når prisfaldet ikke bliver voldsommere, så skyldes det, at boligmarkedet var ganske solidt op til coronakrisen.
Den såkaldte boligbyrde, der dækker over, hvor stor en andel af den disponible indkomst, der bliver brugt til at finansiere et boligkøb, er ifølge økonomen, på et historisk lavt niveau. Det var ikke tilfældet ved finanskrisen, hvor boligbyrden var historisk høj.
“Dertil er kreditvæksten i dag meget mere afdæmpet, ligesom boligejerne i dag typisk vælger fast rente og afdrag på deres realkreditlån, hvor afdragsfrihed og variabel rente var mere populært op til finanskrisen. Det betyder samlet set, at boligmarkedet i dag er langt sundere,” skriver Anders Christian Overvad.
