Danske privatinvestorer har nu mulighed for at investere i stats- og virksomhedsobligationer fra USA og Europa uden at skulle bekymre sig om kursudsving. I modsætning til almindelige obligationsfonde, hvor hovedstolen geninvesteres i en ny obligation, når løbetiden på de oprindelige er slut, køber man sig med Blackrocks nye obligations-etf, Ibonds, ind i en fond, der lukker, når obligationerne i fonden udløber.
“De nye fonde adskiller sig fra almindelige etf’er, fordi de har en udløbsdato. Man køber f.eks. en fond med udløbsdato i 2026, og så får man renteafkastet plus en endelig udbetaling, når udløbsdatoen er nået, og obligationerne bliver indfriet. Det giver folk en mulighed for at planlægge deres investering, hvis de f.eks. sparer op til udbetalingen på en lejlighed eller en rejse,” forklarer Karina Schmitt Lund, der er chef for Blackrocks etf-forretning Ishares i Norden, Holland og Baltikum.