Prisen på en bitcoin skal inden for de næste halvandet til fire år op med hele 1061 pct. Det vurderer bl.a. to danske bitcoin-investorer, der begge forvalter hver sin kryptovalutaportefølje. De glæder sig over, at Paul Tudor Jones, stifter og adm. direktør i den amerikanske hedgefond Tudor Investment Corp., netop har udtalt, at hvis han skal pege på den hurtigst ridende hest på markedet i fremtiden, vil han pege på bitcoin.
En stor del af forklaringen på prisstigningen handler om, at der hvert fjerde år sker en halvering af antallet af nyudstedte bitcoin. Halveringen er netop sket mandag aften, hvilket betyder, at der allerede 12. maj vil være halvt så mange bitcoin at mine eller grave ud via matematisk gådeløsning de næste fire år.
“Det er meget enkelt. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Lige nu mines der 12,5 bitcoin hvert tiende minut, efter halveringen mines der 6,25 hvert tiende minut. De virksomheder, der miner bitcoin, vil kunne sælge halvt så mange bitcoin, som de plejer,” siger Jacob Skaaning, der er porteføljemanager i nyetablerede Ark 36, og som har handlet bitcoin siden 2013, men levet som professionel siden 2017.
“Prisen er over 100.000 dollar inden for 18 måneder – jeg vil endda sige, at den er en del over det
Jacob Skaaning, porteføljeforvalter, Ark 36
“Hvis efterspørgslen er den samme, vil prisen på bitcoin automatisk stige, og hvis prisen stiger, vil flere begynde at interessere sig for bitcoin. Jo mere prisen stiger, jo større interesse,” siger han og forudser dermed en positiv prisspiral, der vil accelerere opad i helt nye højder.
For at sætte det i perspektiv er bitcoin siden de to seneste halveringer steget med henholdsvis 69.625 pct. fra 28. november 2012 til i dag og med 1203 pct. fra 9. juli 2016 til i dag.
“Jeg ser bitcoin over de næste 18 måneder stige relativt voldsomt, fordi verden har brug for en neutral valuta, som ikke styres af, at få mænd printer løs af et aktiv," siger Jacob Skaaning med reference til den amerikanske centralbanks erve, Fed, gør, ved bare at trykke flere pengesedler.
Jacob Skaaning spår en sekscifret dollarpris på bitcoin.
“Prisen er over 100.000 dollar inden for 18 måneder, jeg vil endda sige, at den er en del over det.”
Dermed er der lagt op til en stigning på ca. 1061 pct. fra mandag 8611 dollar.
Bitcoin skal ifølge Paul Tudor Jones ses som en hedge imod inflationen, der vil bølge ind over den amerikanske økonomi som følge af Fed’s seddelpresse. Bitcoin minder ham om den rolle guld spillede i 1970’erne, har han for nyligt udtalt i et notat ifølge Bloomberg.
Pointen bakkes op af Mikkel Gross-Nielsen, adm. direktør i VGP Capital, der er en nyetableret kapitalforvalter, hvor man investerer i kryptovaluta, inkl. bitcoin.
“Kombination af halveringen, en øget institutionel efterspørgsel, fordi bitcoin kan bruges som et potentielt hedge over for, hvad der sker i makroøkonomien p.t., og det, at bitcoin er et meget lille aktiv globalt set, medfører at en stor spiller vil kunne rykke prisen i markedet meget. De argumenter kombineret gør, at jeg tror på, at bitcoin bliver den bedste investering i det nuværende årti,” siger Mikkel Gross-Nielsen, der også peger mod en pris over 100.000 dollar, men over en længere tidshorisont på op til fire år.
Både Jacob Skaaning og Mikkel Gross-Nielsen ærgrer sig over, at bitcoin stadig mødes af stor skepsis, derfor lægger de stor værdi i Paul Tudor Jones’ udtalelse om bitcoin.
“Det er en kæmpe nyhed for kryptoindustrien, at en sværvægter som Paul Tudor Jones går ind i markedet og samtidig taler højt om det,” siger Mikkel Gross-Nielsen og tilføjer, at han forventer, at andre større hedgefonde vil følge trop.
