ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bitcoin er oppe med knap 155 pct. i år og sigter mod rekordniveau midt i en krisetid – hvorfor?

Den digitale valuta bitcoin er oppe med

knap 155 pct. i år. Men hvorfor ser vi den vilde stigning midt i en krisetid?

Lasse Birk Olesen, partner i Morph Capital, forudser bitcoin til at blive fremtidens digitale guld. Arkivfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Lasse Birk Olesen, partner i Morph Capital, forudser bitcoin til at blive fremtidens digitale guld. Arkivfoto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

Guld har historisk set altid fungeret som sikker havn for investorerne i krisetider, men under coronakrisen har en anden spiller stjålet rampelyset. Kryptovalutaen bitcoin baner sig vej mod sit højeste niveau, mens verden står midt i en global krise. Men hvorfor?

Den digitale valuta, der blev skabt i 2009, er over den seneste måned steget med mere end 50 pct. og nærmer sig niveauet fra 2017, hvor bitcoin steg med mere end 1330 pct. til omkring 20.000 dollar – svarende til mere end 125.000 kr. – pr. bitcoin. Kryptovalutaen kollapsede dog året efter i 2018 og faldt med 73 pct.

Bitcoin-økosystemet

I år er den digitale valuta oppe med knap 155 pct. og nærmer sig igen de 20.000 dollar.

Spørgsmålet er, om den eksplosive udvikling i bitcoin kalder på et nyt kollaps, eller om valutaen er blevet investorernes nye sikre havn i krisetider?

Ifølge Lasse Birk Olesen, partner i Morph Capital, er svaret klart – bitcoin er det nye guld:

“Jeg ser bitcoins væsentligste funktion i fremtiden som værende et digitalt guld, frem for som et dagligdags betalingsmiddel.”

Han vurderer, at der er tre årsager til, at prisen på bitcoin nu stiger mod nye højder igen. Det skyldes, at udstedelsen af bitcoin er blevet halveret, at hele bitcoin-økosystemet er blevet mere modnet, samt den nye rolle som sikker havn.

“Folk begynder at bygge en frygt for inflation, og det gør, at folk søger over i andre aktiver, som er mere inflationsresistente. Traditionelt har det været guld, og det er det også stadigvæk, men bitcoin er blevet et alternativ for folk, der frygter inflation – så jeg tror, at der flyder penge over i bitcoin af den årsag.”

Hans Henrik Hoffmeyer, medstifter og driftsdirektør i Coinify, mener dog, at det i højere grad handler om, hvordan markedet har udviklet sig:

“Prisstigningen kan godt have noget at gøre med usikkerheden i det finansielle markeder, men vi tror, at det har mere at gøre med, at det er blevet et reguleret marked, der er kommet under tilsyn. Så markedet er blevet mere sobert og dermed også mere attraktivt.”

Det digitale guld

Og det kommer også til udtryk, hvis man tager et kig på kunderne, vurderer han:

“Det vi ser, modsat i 2017 og 2018, hvor efterspørgslen også steg meget, det er, at det er nogle helt andre typer kunder, som kommer i markedet nu. Det er væsentligt mere veluddannede kunder, det er institutionelle virksomheder og professionelle investorer, der begynder at se bitcoin som en aktivklasse.”

Men hvad er det, som guld og bitcoin har til fælles, som gør, at de begge kan fungere som en sikker havn i usikre tider?

Begge aktiver er noget, som er begrænset i mængde, det er langtidsholdbart, og så er det deleligt og kan bruges som betaling, lyder det fra Lasse Birk Olesen:

“Bitcoin har den fordel i forhold til guld, at det er ret nemt at sende internationalt også. Dertil har man med bitcoin en større sikkerhed for, hvor stor en mængde der vil findes i fremtiden. Det er sværere med guld, for man ved ikke, hvor meget der bliver fundet over de næste årtier.”

Hans Henrik Hoffmeyer påpeger dog, at bitcoin adskiller sig fra guld på et vigtigt område:

“Hvis guldprisen stiger, kan det betale sig at grave dybere efter guld. Så hvis prisen er høj nok, kan man godt finde mere guld. Men sådan fungerer det altså ikke med bitcoin. Der vil altid kun være en endelig mængde.”

Flere amerikanske investeringsbanker som Citibank og J.P. Morgan har dog på det sidste også løftet sløret for, at de nu også i stigende grad anser bitcoin som et alternativ til guld.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu