Covid-19 har været hård for olieindustrien. En global økonomi i lavt gear har ført til en drastisk nedgang i olieforbruget. Exxon Mobil, der engang var verdens største selskab målt på markedsværdi, måtte i august 2020 forlade indekset Dow Jones Industrial Average efter 92 år. Så sent som i juni 2008 udgjorde olie- og gasselskaber næsten 16 pct. af det amerikanske aktieindeks S&P 500 – i dag er det kun 2,3 pct. Tilsvarende udgjorde olie- og gas kun 4,2 pct. af det europæiske aktiemarked ved udgangen af juli 2020.
Tech-giganterne Alphabet, Amazon, Apple, Facebook og Microsoft er ifølge Washington Post nu hver især mere værd end de 76 største energiselskaber tilsammen.
Flere forhold har presset olieindustrien i de senere år.
Dels er omkostningerne i forbindelse med produktion af vedvarende energi styrtdykket, og fokus på global opvarmning har aldrig været større. Samtidig har produktionen af olie heller aldrig været større, hvilket ikke mindst skyldes, at USA med skiferolie kan levere lige så meget olie som Rusland og Saudi-Arabien – det kræver dog en oliepris på typisk omkring 50 dollar pr. tønde. Oveni det kom så covid-19.
Men man kommer ikke udenom, at olie som brændstof stadig har en meget stor betydning i samfundet. Olie har også stor betydning i produktionen af mange vigtige kemikalier og plastic. Mange af disse kemikalier kan man ikke producere i dag uden brug af olie. Verdensøkonomiens følsomhed over for olieprisen er dog blevet mindre. Der er en større spredning i den geografiske produktion af olie, end det var tilfældet i 1970’erne, hvor to oliekriser var hårde for verdensøkonomien.
Dertil kommer, at der i dag er en langt større energieffektivitet i de fleste samfund – især i de demokratiske landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD.
Desuden er den primære anvendelse af olie som brændstof i dag i transportsektoren. I 1973 tegnede olie sig for 25 pct. af verdens elektricitetsproduktion, mens det i dag er mindre end 4 pct.
I absolutte mængder er olieforbruget steget støt gennem årene, og totalt set tegner olie sig i dag for 33 pct. af verdens primære energiforbrug, og det er især i transportsektoren, at olieforbruget finder sted. Ifølge Statista tegnede vejtransport sig for 50 pct. af olieforbruget i OECD i 2018, luftfart 7,75 pct. og skibstransport 3,4 pct., mens kemikalier og anden industri udgjorde 26 pct.
“Vi tror, at vi er tæt på toppen af den globale olieefterspørgsel, som formentlig vil ligge omkring 100-105 mio. tønder dagligt
Christian Yggeseth, analytiker i Danske Equities
Olie er med andre ord et vigtigt element i den globale økonomi, og det er ikke noget, vi kan erstatte på kort sigt med bæredygtige energikilder. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig kapacitet i sol, vind, vand, biomasse og atomkraft, og udbygningen af infrastruktur til håndtering af disse energiformer er tidkrævende og dyr. Desuden er der problemet med lagring af energi, som er så nemt med olie. Faktum er, at olien på nuværende tidspunkt stadig er nødvendig for at holde verdensøkonomien kørende og holde forsyningskæderne i gang på mange fronter.
“Vi tror, at vi er tæt på toppen af den globale olieefterspørgsel, som formentlig vil ligge omkring 100-105 mio. tønder dagligt. Men vi tror også, at efterspørgslen vil blive på det niveau i nogen tid, før den begynder at falde. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at oliefelterne bliver drænet med 4-5 pct. årligt. Det kræver store investeringer at fylde det gab ud, og hvis tendensen til underinvestering, som vi oplever nu, fortsætter i de kommende år, så kan vi opleve meget høje oliepriser. Så medmindre man tror, at olieefterspørgslen også vil falde 4-5 pct. årligt, så har olieindustrien brug for nye investeringer,” siger Christian Yggeseth, analytiker med speciale i den nordiske olieindustri i Danske Equities.
Og et sådant fald i efterspørgslen tvivler han på er muligt.
Der er ikke noget, der tyder på, at vi i de nærmeste år vil se en grøn transformation af den globale bilpark, og flyindustrien ligger meget længere ude, vurderer han.
Men udsigterne for olie på kort sigt hænger naturligvis sammen med, hvordan situationen med covid-19, vacciner og dermed økonomien udvikler sig.
“På kort sigt er vi ikke superoptimistiske og er forsigtige med det næste års tid. Men vi tror, at der er basis for mere optimisme henimod slutningen af 2021. Olieprisen vil gradvist komme tilbage op mod 60 dollar pr. tønde og formentlig gå endnu højere i 2022. Jeg tror, at olieselskabernes cashflow potentielt kan blive fantastisk på ryggen af højere oliepriser og lavere omkostninger. Det betyder ikke nødvendigvis, at aktionærerne vil opleve store kursstigninger, for mange investorer fravælger i dag olie i deres investeringsmandater. Men jeg tror alligevel, at aktionærerne vil opleve stærke afkast, idet gevinsten vil komme i form af store udbyttebetalinger,” siger Christian Yggeseth.
Man skal dog se sig godt for i investeringerne, da mange olierelaterede selskaber er så hårdt pressede i den aktuelle situation, at de kan ende med at søge konkursbeskyttelse under chapter 11-reglerne. Det betyder, at selskabet går i betalingsstandsning og får en mulighed for at restrukturere selskabet. Det kan indebære betydelig nedbringelse eller fuldstændig annullering af gæld, og eksisterende aktier bliver værdiløse.
“Jeg forventer, at vi vil se en del opkøb. Nogle selskaber vil gerne øge deres tilstedeværelse i Nordsøen, for relativt set produceres der meget ren olie her. Både i form af den udledning, der sker, når du brænder det, men også i selve produktionen. Dertil kommer, at regeringen i Norge også har støttet olieindustrien blandt andet i form af midlertidigt nedsat skat for olieselskaberne som følge af covid-19. Så jeg tror, at mange selskaber ser Nordsøen, og især den norske del, som et meget attraktivt sted at investere. Og i relation til fokus på global opvarmning kan man vende det om og sige: Hvis alle olieproducenter stoppede med at producere olie, ville verdens energipriser stige så meget, at det ville skabe en økonomisk krise for alle. Så den vej kan man heller ikke gå. Det kan meget vel være, at det er mere uetisk at stoppe med at producere olie, end det er at fortsætte med at producere det i tilstrækkelige mængder,” siger Christian Yggeseth.
Steffen Evjen i Danske Bank dækker olieserviceselskaber i Norden, og han er skeptisk, hvad angår udsigterne for oliesektoren på kort sigt.
“At forudsige udviklingen i energimarkedet lige nu er vanskeligere end nogensinde. Olieefterspørgslen vil falde på længere sigt, men olie vil stadig spille en meget vigtig rolle i energimarkedet,” lyder analytikerens vurdering.
Steffen Evjen tilføjer, at selskaber, der udforsker potentielle oliefelter og producerer olie, vil eksistere i mange år endnu.
“I og med jeg dækker olieserviceselskaber, så er spørgsmålet for mig, om faldet i efterspørgslen overstiger den gradvise udtømning af oliefelterne. I så fald er der ikke noget incitament til at udforske eller udvikle nye oliefelter, for oliepriserne vil være pressede på grund af et overudbud,” siger han.
Enhver nedtur er imidlertid også en mulighed, understreger han. Offshore boreselskaber står overfor den værste nedtur i nyere tid. Verdens største ejer af offshore borerigge, Valaris – en konkurrent til danske The Drilling Company of 1972 – søgte eksempelvis i august om betalingsstandsning under Chapter 11.
“Vi forventer, at flere er på vej på kort sigt, og det vil sandsynligvis kickstarte en konsolidering og M&A i de nærmeste år, idet selskaber vil opstå med begrænset eller ingen gæld. The Drilling Company of 1972 har behov for en strategiændring, og dette kunne repræsentere en mulighed for at gå ud af det tabsgivende dybhavssegment og muliggøre vækst i “harsh environment”, som Nordsøen er. Vi tror, at The Drilling Company of 1972, Odfjell Drilling og Northern Ocean er nødt til at slå sig sammen for at forblive konkurrencedygtige. Desuden vil omkostningssynergierne overstige 10 pct. af kombineret ebitda (driftsresultat før særlige poster, red). Hvad angår valuering er EV/ebitda (driftsresultatet før særlige poster i forhold til markedsværdien plus gæld, minoritetsinteresser og præferenceaktier minus likvider, red.) langt under historiske niveauer, vi har set for aktier i offshore drilling,” siger Steffen Evjen.
Han påpeger, at salget af The Drilling Company of 1972’s dybhavs flydende borerigge er nøgleforudsætningen for, at en ordentlig nordisk konsolidering kan finde sted. Og det vil ikke ske, før mindst et selskab har rejst sig fra Chapter-11 i 2021. Inden kan aktiekurserne i alle tre selskaber meget vel reagere på nyhedsartikler og markedsforventninger i relation hertil, så det er værd at holde øje med aktierne allerede nu, anbefaler han.
Adm. direktør i The Drilling Company of 1972, Jørn Madsen, har tidligere i år udtrykt håb om, at oprydningen i kriseramte selskaber kan være med til at skabe en mere sund borerigsektor.
“Vi følger med i, hvad der sker, og ser på, om det giver nogle muligheder. Om det bliver opkøb eller andet, det må vi se på, men vi følger det i hvert fald tæt,” udtalte topchefen til Ritzau Finans i august.
Men den grønne bølge er i fuld gang. Selv de store oliegiganter har nu i stigende grad blikket rettet mod investeringer i vedvarende energi, fordi indtjeningsstrømmen fra olie har begrænset levetid. Oliegiganten BP overraskede i september med tre scenarier for olieprisen i sin årlige rapport.
I første scenarie, hvis politik, teknologi og samfundsmæssige præferencer udvikler sig i samme hastighed som de senere år, vil efterspørgslen normaliseres på den anden side af covid-19.
“Det tager i Nordsøen omkring ti år at udvikle et oliefelt, til olien er på markedet. Så er vi i 2030, og hvis vi skal nå klimamålet, så skal vi reducere olieforbruget med mindst 60 pct. inden for de næste 20-30 år
Thina Saltvedt, chefanalytiker i Nordea
Men i de to andre scenarier når efterspørgslen ikke tidligere højder, og olieforbruget kan blive halveret over de næste 30 år – en dramatisk ændring i forhold til samme BP-rapport fra 2019, hvor prognosen lød på fortsat vækst i forbruget og et toppunkt engang i 2030’erne.
I Norge og Danmark debatteres, hvorvidt der skal investeres i nye oliefelter i Nordsøen. Klimarådet anbefalede i juni den danske regering at stoppe den såkaldte ottende udbudsrunde, som vil give olie- og gasselskaber tilladelse til at lede efter og udvinde ny olie og gas frem mod 2055. Men kan verden klare sig med de eksisterende felter og de planer, der allerede er vedtaget, selv om grønne og alternative energikilder ikke eksisterer i tilstrækkeligt omfang endnu? Det mener Thina Saltvedt, chefanalytiker i Nordea med ansvar for olie, energi og bæredygtighed.
“Det tager i Nordsøen omkring ti år at udvikle et oliefelt, til olien er på markedet. Så er vi i 2030, og hvis vi skal nå klimamålet, så skal vi reducere olieforbruget med mindst 60 pct. inden for de næste 20-30 år,” siger hun.
Hun tilføjer, at det desuden i forvejen er svært at konkurrere med Mellemøsten, fordi de har meget lavere produktionsomkostninger. Og hvis vi kommer til at mangle olie, og prisen stiger, så er der de amerikanske producenter af skiferolie.
Hun mener, at man ikke skal undervurdere den teknologiske udvikling og den politiske vilje.
“Vi bør ikke anlægge en lineær tilgang i vurderinger af fremtidens energi, som f.eks. det Internationale Energi Agentur (IEA) har for vane. Teknologisk udvikling er ofte eksponentiel, så når der er nye teknologier, der bryder igennem, så vil vi se en kraftig vækst,” siger hun og tilføjer, at der er vi ikke kommet til endnu.
“Men vi har f.eks. allerede set et stort fald i produktions- omkostningerne på elbiler, sol- og vindenergi og stor fremgang i batteriteknologien. Det tager længere tid med fly og shipping, men jeg tror, at vi vil se en stærk vækst i mindre eldrevne køretøjer frem mod 2025. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at Kina, Japan og Europa konkurrerer om at tage føringen i elbiler. Og Joe Biden har sagt, at han vil bringe bilindustrien tilbage til USA. Overordnet tror jeg, at olieindustrien ender op med “strandede aktiver,” siger hun.
