ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Chefanalytiker ser mulighed for coronavaccine i 2020: Her bør du være investeret

Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand, ser chancer for en coronavaccine mod slutningen af året. Og det betyder, man som investor skal overveje at rokere rundt i porteføljen. 
Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand, ser chancer for en coronavaccine mod slutningen af året. Og det betyder, man som investor skal overveje at rokere rundt i porteføljen. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

De danske C25-selskaber har over en bred kam overgået analytikernes forventninger indtil videre i den indeværende regnskabssæson. C25-indekset er steget 6,78 pct., siden Chr. Hansen indledte regnskabssæsonen, og i løbet af 2020 er eliteindekset nu steget 17,64 pct.

Men selskaberne står foran udfordringer, mener Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker hos Alm. Brand Markets.

“Aktierne er ikke prissat til en verden, der har set det største økonomiske fald i al den tid, man har målt det. Aktierne er prissat til, at vi skal se et kraftigt opsving i indtjeningen i de kommende kvartaler. Og det kan blive mere udfordrende. Selskabernes eksamen er blevet rykket frem til tredje kvartal,” siger han.

Michael Friis Jørgensen påpeger, at en vaccinegodkendelse er vigtig, hvis ikke markederne skal falde tilbage.

“Noget af det, der skal fastholde markedet på de høje niveauer, er en vaccinegodkendelse hen mod slutningen af året, ellers skal markedet ned uanset hvad,” siger han, inden han understreger, at det ikke er usandsynligt, at der lander en vaccine inden året er omme.

Men det vil samtidig betyde, at man som investor skal overveje sin eksponering. Defensive og stabile aktier, som har haft et solidt fundament under sig, mens aktieuroen rasede tidligere på året, er nemlig ikke stedet, investorerne vil søge hen, hvis en coronavaccine rykker nærmere.

Muligt scenarie

“En vaccinegodkendelse er et muligt scenarie, da der er mange fase 3-studier i slutningen af året, og får vi denne godkendelse af en vaccine, vil kvalitet- og vækstaktier sandsynligvis underperforme. Når det sker, vil investorerne flytte sig fra højvækst-, teknologi- og kvalitetsaktier, og så vil de især jagte de underperformende sektorer, som har brug for, verden kommer op i gear igen,” siger han.

Har man en tidshorisont på 10 år, mener Michael Friis Jørgensen fortsat, at kvalitetsaktier er det rette sted at være placeret, men kigger man isoleret på efteråret, vil en vaccine være lig med en sektorrotation.

“Vi kigger mere på et tilt over mod cyklisk value. Herhjemme finder man det i aktier som ISS og FLSmidth,” siger han, inden han fremhæver banksektoren.

“Banksektoren vil nok være den, som får størst effekt af en godkendt coronavaccine. For det vil være lig med en større tiltro til økonomien i 2021, og det er positivt set fra bankernes side. Samtidig vil det nok også betyde, at centralbankerne næppe fortsætter med at presse renterne ned under jorden. Derfor vil de få dobbelteffekt af en vaccinegodkendelse.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu