Der er lagt op til en noget roligere tirsdag på det amerikanske aktiemarked efter mandagens stigninger, som blev båret frem af positive toner fra Jerome Powell og stigninger i oliepriserne.
Også nyheden, om at biotekvirksomheden Modernas vaccine mod coronavirus klarede sig godt igennem et fase 1-forsøg, løftede aktierne mandag.
De amerikanske aktiefutures ligger tirsdag mellem - 0,1 pct. og 0,2 pct. tirsdag.
"Investorerne tager en pause og trækker luft ind efter gårsdagens spændende nyheder om en potentiel udvikling af en vaccine," siger Hugh Gimber, der er strateg hos JPMorgan, ifølge Bloomberg News.
S&P 500 futures ligger tirsdag eftermiddag 0,1 pct. lavere, mens Dow Jones futures og Nasdaq futures stiger 0,1 pct. og 0,2 pct. S&P-indekset steg mandag med 3,2 pct.
Senere tirsdag vil chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, tale i Senatets bankkomité.
Detailkæmpen Walmart er tirsdag er kommet med regnskab. Selskabet er kommet godt igennem første kvartal, der har været præget af øget aktivitet i detailbranchen.
Det justerede resultat per aktie landede på 1,18 dollar, hvilket er højere end de 1,12 dollar per aktie, som analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg havde forventet.
Det er en vækst i salget i de amerikanske butikker fraregnet benzinpriser, der har drevet tallene op, og hvor Walmart i perioden oplevede en vækst på 10,3 pct. Også her ligger det en smule højere end forventet, hvor analytikerne havde set en vækst på 9,6 pct.
Aktien stiger i formarkedet med 3,8 pct. til 132,50 dollar.
Den amerikanske byggemarkedskæde Home Depot havde fremgang på toplinjen, mens indtjeningen skrumpede i første kvartal.
Første kvartal viste en omsætningsfremgang til 28,3 mia. dollar fra 26,4 mia. dollar i forhold til perioden sidste år, mens nettoresultatet faldt til 2245 mio. dollar fra 2513 mio. dollar.
I formarkedet falder Home Depot-aktien 1,8 pct. til 240,35 dollar.
Moderna-aktien, der mandag steg knap 20 pct. efter gode nyheder om en vaccine mod coronavirusset, meldte natten mellem mandag og tirsdag ud, at det vil rejse ekstra kapital ved at udstede 17,6 mio. aktier til 76 dollar stykket.
I formarkedet falder aktien 4,8 pct. til 75,76 dollar.
Tirsdag er det medicinselskabet Dynavax' tur til at lukrere på conoranyheder. Selskabet har meldt ud, at det allerede så tidligt som i juli forventer en eller flere af sine samarbejdspartnere vil påbegynde et klinisk fase 1 forsøg af en vaccine mod Covid-19.
Det får aktien i det amerikanske formarked til at stige 43 pct. til 6,95 dollar.
Hvis det lykkedes Tesla at levere et overraskende overskud i andet kvartal - efter at have genoptaget produktionen i Californien - kan det kvalificere elbilproducenten til at blive optaget i det prestigefyldte investorbenchmark-indeks S&P 500.
Det skriver Wall Street Journal.
For at blive optaget i S&P 500 kræves blandt andet et akkumuleret overskud over fire sammenhængende kvartaler.
Aktien, som for nu er noteret på Nasdaq-børsen, falder 0,2 pct. til 811,75 dollar i formarkedet.
/ritzau/FINANS
