Sarah Ophelia Møss deltager i aktiespillets ekspertpanel: “Jeg gør det, som jeg plejer at gøre, men på steroider”

Det helt store skyts er trukket frem, når Sarah Ophelia Møss deltager i Børsens Aktiespils ekspertpanel. Afkastet skal jagtes med defensive aktier på steroider

20190124-102849-3_bred.jpg
Sarah Ophelia Møss deltager i Børsens Aktiespils ekspertpanel sammen med tre andre erfarne investorer. Arkivfoto: Hans Christian Jacobsen
Investor
Eksklusivt for kunder
10. sep 2020 KL.11:10

Det første møde med aktiemarkedet blev til en idyllisk sommerromance for Sarah Ophelia Møss, der blæste hende bagover og væltede hende fuldstændigt omkuld. Romancen er endt med, at hun og aktierne er flyttet sammen. Det bekendtskab regner hun med, vil holde ved resten af livet.

Ud over at investere i aktier er Sarah Ophelia Møss til dagligt adm. direktør og ejer af både Ophelia Invest og Forlaget Penge.

Hun lever af at give erfaring videre til nye aktieinteresserede. I år er hun en del af Børsens Aktiespils ekspertpanel. Her skal fire deltagere dyste mod hinanden i jagten på det største afkast.


Otte timer om dagen

Inden hun kastede sig ud på aktiemarkedet, havde hun lagt en strategi, og tanken var, at investeringerne skulle være langsigtede – men sådan endte det langtfra.

“Der gik meget kort tid, og så sad jeg og handlede amerikanske tech-aktier otte timer om dagen. Jeg blev helt sikkert grebet af investering, og jeg fik en meget stor kærlighed til aktiemarkedet, da jeg lærte det at kende,” siger Sarah Ophelia Møss. Men otte timers handel på aktiemarkedet harmonerer ikke med et job som direktør i egen virksomhed, og derfor er hun “lidt mod sin vilje” blevet mere langsigtet og en anelse mindre aktiv.

“Der er bare ikke timer nok i døgnet, hvis jeg skal sørge for, at andre mennesker lærer om investering,” siger hun.

Strategien er lagt

Sarah Ophelia Møss har planerne for strategien klar – hovedingrediensen byder på flere aktiehandler, men helt tilbage til otte timer foran kursgraf og ordrebog kommer hun ikke.

“Jeg tror ikke, at jeg vender tilbage til, hvordan jeg startede med at handle. Jeg tror måske, at jeg gør det, som jeg plejer at gøre, på steroider. Flere penge, flere aktier og mere handel,” siger hun.

Der gik meget kort tid, og så sad jeg og handlede amerikanske tech-aktier otte timer om dagen Sarah Ophelia Møss, adm. direktør og ejer, Ophelia Invest og Forlaget Penge

Hendes kærlighed falder særligt på forbrugsaktier og store defensive selskaber, hvor aktiekurserne ikke laver hverken stangspring eller styrtdyk på meget kort tid. Hun foretrækker aktier, der “tøffer stille og roligt” frem for kursraketter, der flyver med raketfart.

“De aktier, som jeg sædvanligvis er glad for, vil være de samme, som jeg putter i min portefølje under aktiespillet: Nestlé, Unilever og så er jeg meget glad for HDFC Bank – en indisk bankaktie,” siger Sarah Ophelia Møss, der også har tænkt sig at fylde porteføljen med aktier som Mastercard, Visa og Microsoft for at sprede investeringerne ud.


Lektie til 30.000 kr

27. november 2017 står tilbage som en dyr streg i regningen for Sarah Ophelia Møss. De fleste af hendes investeringskroner var på daværende tidspunkt placeret i amerikanske tech-aktier, men en aktierotation fra tech- til bankaktier kostede 30.000 kr. på depotet.

“Den dato står mejslet i sten for mig. Der begyndte jeg at interessere mig for diversificering og for sektorer generelt, og det har påvirket min strategi meget siden,” siger hun.


Alle kneb gælder

Det bliver ikke uden kamp til stregen for tre andre deltagere i aktiespillets ekspertpanel. Sarah Ophelia Møss er bevæbnet til tænderne og bringer det store skyts frem. Ligesom James Bond har Q, Batman har Robin, har Sarah Ophelia Møss sin egen tekniske analytiker, som skal nærstudere aktiehandlerne.

“Jeg har en ung analytiker på mit team, som er meget begejstret for teknisk analyse, så han sætter alle mine ønskeaktier på en observationsliste, og så tjekker vi op på det dagligt, og ser om der er nogle købs- og salgssignaler,” siger Sarah Ophelia Møss.

Derudover arbejder hun på at få sat et algoritmeværktøj op, som skal give hende et forspring til konkurrenterne.

“Jeg vil prøve at time nogle ting lidt anderledes, end jeg plejer,” siger hun.


Kom i gang

Sarah Ophelia Møss’ motivation for at være med i årets aktiespil er at åbne døren til investeringsuniverset for endnu flere aktieinteresserede.

Adspurgt om hvad der er hendes bedste råd til folk, der er interesserede i at lære om aktier og investering, er svaret klart og simpelt:

“Det bedste råd, der findes derude, det er: “Just do it” – altså kom i gang. Det er lige meget, om det er den rigtige platform, det rigtige beløb, den rigtige aktie eller fond. Alt det er sekundært. Det handler om at komme i gang og sørge for, at det ikke er hele formuen, man starter med,” siger hun og fortsætter:

“Lige så snart, vi har penge på spil – og det kan være en enkelt Novo Nordisk-aktie – så får vi meget lettere ved at lære resten. Det bliver meget nemmere at forholde sig til, hvad der foregår, hvis vi investerer penge, fordi følelserne sættes i gang,” siger hun.