Om få uger bliver et vildt aktieår afløst af 2021. Til den tid kan investorerne sætte to streger under et 2020, der har budt på en global coronapandemi. En historisk hurtig nedtur, som blev afløst af en voldsom optur.
Det betyder, at de ledende amerikanske indeks alle flirter med rekordniveauerne. Det samme gør det danske C25-indeks, og selv det globale MSCI World-indeks satte så sent som i tirsdags ny rekord.
Men aktieopturen er langt fra ovre.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra blandt andre verdens største kapitalforvalter, Blackrock, som har præsenteret sine forventninger for det kommende aktieår.
“Vi øger vores overordnede risikoeksponering ved at opgradere aktier på et taktisk niveau,” skriver Blackrock i sin rapport. Det taktiske niveau er lig med forventningerne for de kommende 6-12 måneder, og her er kapitalforvalterens eksponering nu på “overvægt”.
“Vaccinen vil skabe en genstart af økonomien, som accelererer hurtigere, end vi havde ventet. Det er én af grundene til, at vi øger risikoen i porteføljerne på trods af de kursniveauer, vi ser markederne være på i øjeblikket,” siger Scott Thiel, chefstrateg hos Blackrock Investment Institute.
I outlooket fremgår det, at kapitalforvalteren blandt andet overvægter kvalitetsaktier, da de godt kan lide de strukturelle medvinde, de ser hos eksempelvis tech-aktier. Det betyder, at de også overvægter USA, mens Europa undervægtes.
Og Blackrock er ikke ene om at se lyst på aktiemarkedets fremtid.
Hos Nordea forventer man, at det globale aktiemarked vil stige 10-15 pct. i 2021, mens Jyske Bank forudser et afkast på mere end 10 pct.
“I 2020 har især penge- og finanspolitikken fyldt meget. Og det har også hevet aktierne op, men det er ikke der, afkastet skal komme fra i 2021. Vi ser det komme fra forventningerne til indtjeningen, som vi mener er sat 5-10 pct. for lavt,” siger Simon Kristiansen, investeringsstrateg i Nordea.
Også Jyske Bank forventer, at pæne regnskaber i 2021 vil sende aktierne yderligere i vejret. Men chefstrateg Ib Fredslund Madsen har en særlig fidus til ét marked:
“Vi tror emerging markets vil ligge i spidsen i 2021. Vi forventer den globale økonomiske vækst vil stige 5 pct., og vi ved, at emerging markets er meget eksponeret mod global vækst,” siger Ib Fredslund Madsen og uddyber:
“De er meget eksportorienterede. I Asien er det især inden for industri, it og elektronik, og i Latinamerika er det industri og råvarer. Og skal der være mere global vækst, er der også brug for råvarer.”
2020 har især været en historie om teknologiaktier, som har vundet frem under coronapandemien. E-handelsaktier som Boozt er steget mere end 190 pct., mens Amazon er steget 63 pct. Også bæredygtige aktier som Ørsted og Vestas er braget i vejret med stigninger på mere end 58 pct. i år.
Tilbage hos Scott Thiel er forventningen, at de tendenser, som coronapandemien har sat turbo under, ikke vil forsvinde, selvom vaccinerne rulles ud i 2021.
“Der er trends, som har fået yderligere medvind under covid-19. Eksempelvis internethandel og fokusset på bæredygtighed. De trends vil også være til stede i fremtiden. Og investorer skal anerkende det og forsøge at udnytte det i porteføljerne fremadrettet,” siger han.
Det bakkes op af Nordea.
“Jeg forventer ikke, at medvinden til vækstaktierne forsvinder, for man investerer ind i langsigtede tendenser. Men skal man positionere sig til 2021, kan det være en god idé at brede sig ud og have andre ben med. Det kan være råvarer og industri, som vi godt kan lide,” siger Simon Kristiansen.
