Over det seneste år er Bavarian Nordic-aktien steget med 176 pct. og alene den sidste uge er aktien blevet 43 pct. mere værd.
Der er dog ikke tale om ren eufori, men om en kursstigning, der er funderet i reel værdi, lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank.
“Jeg synes, at kursstigningen er reel. Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvor meget Bavarians covid-19-vaccinekandidat skal indregnes i den stigning, og hvor meget af den eksisterende forretning, der er årsag til stigningen,” siger Søren Løntoft Hansen og fortsætter:
“Når jeg kigger på den eksisterende forretning, synes jeg, at Bavarian-aktien i forvejen var undervurderet i forhold til den stabile forretning, de har.”
Tidligt mandag eftermiddag stiger Bavarian Nordic-aktien med 4,7 pct. til 300 kr. og har dermed lagt sig i toppen af C25-indekset.
Bavarian Nordic arbejder på en coronavaccine, der går under navnet ABNCoV2. I foråret 2020 indgik selskabet en licensaftale med Adaptvac, hvor Bavarian Nordic mod en forudbetaling på ca. 30 mio. kr. overtog rettighederne til vaccinen.
For tre uger siden meddelte Bavarian Nordic, at vaccinekandidaten viste gode takter i et tidligt forsøg, og at selskabet snart ville teste vaccinen på mennesker. Siden har selskabet påbegyndt studierne.
Dagen efter kunne Bavarian Nordic sælge nye aktier for godt 1,1 mia. kr., som blandt andet skulle være med til at finansiere den fortsatte udvikling af covid-19-vaccinekandidaten i et klinisk fase 2-forsøg og forøge produktionsfaciliteterne.
“Markedet begynder at indregne vaccinekandidaten i værdiansættelsen af Bavarian, om end der stadig er stor usikkerhed omkring, hvad man er i stand til at vise i studierne med mennesker, der er også usikkerhed omkring finansiering af deres fase 3-forsøg, og hvordan markedet i det hele taget udvikler sig, men man begynder – og det gør investorer også i stigende grad – at indregne vaccinekandidaten i værdiansættelsen af Bavarian,” siger Søren Løntoft, senioranalytiker, Sydbank.
Over forBørsen har Rolf Sass Sørensen, chef for IR og kommunikation i Bavarian Nordic, tidligere afvist, at selskabet vil hente flere penge gennem aktiesalg til finansiering af et fase 3-forsøg.
“Vi er meget optimistiske mht. at finde finansiering. Vi synes, vi har nogle rigtigt gode leads,” sagde han.
Mandag morgen præsenterede Bavarian Nordic en ordre fra den canadiske sundhedsstyrelse, der har bestilt koppevacciner hos det danske selskab til en samlet værdi af 3,12 mio. dollar svarende til cirka 195 mio. kr.
“Det er ikke et make it or break it for Bavarian, om de har vaccinen. Det er noget af det, som nyhedsflowet i dag peger i retning af, nemlig den her koppevaccineordre fra Canadas regering, at man egentlig har en eksisterende forretning, og man har nogle ben at stå på,” siger Søren Løntoft Hansen.
Ifølge Søren Løntoft Hansen er der mange udfald i forhold til Bavarians coronavaccinekandidat. Når det kommer til usikkerheden forbundet med Bavarians vaccine, så mener analytikeren, at det er optil investorerne selv at vurdere den usikkerhed, der følger med vaccinekandidaten.
“Der er noget, investorerne skal gøre op med sig selv. Men hvis man indregner med 20 pct. sandsynlighed for succes og lægger 44 kr. oveni det, jeg ellers synes, Bavarian er værd, så lader det til, at investorerne har indregnet, at det er med en relativ lav sandsynlighed. Hvis de indregnede det med en 100 pct. sandsynlighed, så skulle Bavarian-aktien også være meget mere værd, end den er i dag,” siger Søren Løntoft Hansen.
