ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktiechef: Melding fra Joe Biden kan bremse disse danske kursraketter

Et dekret har sendt danske aktier på slingrekurs og kan fremover lægge en dæmper på aktierne, påpeger aktiechef. Analytiker kalder det dog “symbolsk”

Michael Friis tror, at Joe Bidens dekret kan lægge en dæmper over høreapparatsaktier. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Michael Friis tror, at Joe Bidens dekret kan lægge en dæmper over høreapparatsaktier. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Fredag bød på kurslussinger til flere af de danske eliteaktier, i kølvandet på at Joe Biden i etdekretvil have lavere priser på bl.a. medicin og høreapparater ved at øge konkurrencen. Det ramte især høreapparatproducenterne Demant og GN Store Nord.

Det er mere symbolsk, end der er alvor bag dekretet

Søren Løntoft Hansen, Sydbank

Mandag indhentede høreapparatsaktierne noget af det tabte, da både Demant og GN Store Nord sluttede handelsdagen i stort plus.

Men Bidens fokus på sektoren kan lægge en dæmper på fremtidige kursstigninger til de to aktier, vurderer Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital.

“Høreapparatsaktierne har været en del af genåbningstemaet, men jeg tror, at dette kan lægge en dæmper på de aktier. Der ligger en usikkerhedsfaktor derude. Den vil ikke udmønte sig i kursbevægelser, som vi så fredag, men det er med til at skabe en begrænsning for aktierne, for det amerikanske marked er stort og vigtigt, især for Demant,” siger Michael Friis med henvisning til Demants kursridt i 2021, hvor aktien er steget 46 pct. og er blandt C25-indeksets højdespringere.

Ifølge dekretet domineres det amerikanske marked for høreapparater af fire selskaber, som tilsammen sidder på 84 pct. af markedet, mens det i øjeblikket kun er muligt for amerikanere at købe høreapparater gennem audiologer eller specialister.

Men det vil Biden lave om på, og han har derfor givet den amerikanske myndighed Health and Human Services 120 dage til at overveje nye regler for salg af høreapparater i håndkøb.

2,5

gange dyrere er receptpligtig medicin i USA

“Høreapparatsbranchen blev sendt i vælten af gode grunde. Det her er ikke noget, som er decideret ødelæggende for nogen af selskaberne, men ingen ved, om det kan skabe et nedadgående prispres på highend-markedet, hvis der kommer billigere løsninger, som kan købes i supermarkedskæder, elektronikforretninger og på internettet,” siger Michael Friis.

Hos Sydbank dækker Søren Løntoft Hansen både Demant og GN Store Nord. Han er overbevist om, at selv hvis det bliver muligt at sælge høreapparater i håndkøb ellerover the counter,som hedder i den officielle jargon, så er der fortsat masser af salg tilbage på det traditionelle marked:

“Det kan godt være, at der er et marked forover the counteraf høreapparatsalg, men hovedparten af markedet vil stadig være centreret omkring specialister og audiologer, hvor man kan få rådgivning, høretest og tilpasning til den enkelte bruger,” siger Søren Løntoft, der dermed heller ikke er bekymret for hverken Demant eller GN Store Nord.

Masser af støj

Udover de to danske høreapparatsaktier dækker han også flere af de danske sundhedsaktier. Også den branche bliver omtalt i dekretet, hvor Biden blandt andet ønsker at sænke de amerikanske medicinpriser samt øge konkurrencen på markedet. Søren Løntoft Hansen mener overordnet, at meldingerne fra den amerikanske præsident mest af alt er støj på aktiemarkedet.

“Ud fra en investorvinkel skaber dekretet noget støj i markedet, især for mange af de danske life science-selskaber, som på en eller anden måde er påvirket af udspillet fra Biden. Når det så er sagt, er det efter min vurdering en mild kradsen i overfladen, som Biden forsøger sig med her. Det er mere symbolsk, end der er alvor bag dekretet,” lyder det fra analytikeren.

Han medgiver, at medicinalpriserne i USA er høje, hvilket rammer patienter, der enten er dårligt forsikrede eller står uden forsikring. Amerikanerne skal typisk betale to en halv gange mere for receptpligtig medicin end andre sammenlignelige lande, fremgår det af dekretet.

“Men når dekretet bare er en mild kradsen i overfladen, så er det, fordi man ikke tager hånd om det virkelige problem i USA, som er sundhedssystemet. Hvis man vil gøre op med priserne, må man gøre op med det meget komplekse sundhedssystem, hvor der er mange led i værdikæden,” siger Søren Løntoft Hansen.

Værdikæden består bl.a. af forsikringsselskaber, apoteker, grossister og indkøbsorganisationer, som alle får en bid af kagen, hvilket driver priserne opad for forbrugerne.

“Men det er ikke noget, man bare lige kan ændre, og så er der lavere priser til efteråret. Det tager mange, mange år at gennemføre, hvis man vil det,” siger Søren Løntoft Hansen.

I stedet for at gøre op med sundhedssystemet vil Biden som løsning bl.a. importere billigere medicin fra Canada, men det er ifølge analytikeren urealistisk.

“Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at Canada vil være interesseret i at videreimportere medicin til USA, for så vil priserne stige i Canada,” forklarer han.

Mærsk kan rammes

Derudover vil Biden gribe ind overfor de såkaldte “pay for delay”-aftaler, hvor medicinalkoncerner betaler kopiproducenter for at holde sig fra markedet.

“Det er fint at støtte op om kopimedicin, men problemet er bare den rabatordning, producenter giver for at få adgang til amerikanerne. Det er afgørende. Det er ikke sikkert, at du kan komme ind med kopimedicin og give store rabatter for at komme på listerne,” siger Søren Løntoft Hansen.

Derfor er han heller ikke bekymret for, at det vil ramme de danske medikoselskaber, selvom han medgiver, at de vil blive ramt, hvis Biden alligevel lykkes med at presse priserne nedad.

“Det vil selvfølgelig være skidt for medicinalbranchen, fordi USA er et vigtigt og stort marked for producenterne med relativt høje priser. Men igen, jeg tror ikke, det sker. De danske selskaber oplever over en bred kam lavere priser i USA i de seneste år, fordi de skal give større og større rabatter for at få adgang til markedet,” siger han.

Derudover har Biden opfordret til omfattende indgreb for at forhindre urimelige fragtpriser, hvilket kan ramme Mærsk.

“Det kan godt ske, at Mærsk-aktien har nået sin top, fordi vi så de bedste fragtmarkeder, hvor lagre skulle bygges op. Men det er svært at ændre på fragtraterne, når der har været mangel på fragtmarkedet. Jeg tvivler på, at de kan gøre noget, men det er en risiko. Begynder USA og Kina at sætte regler op for disse alliancer, kan det få en indvirkning,” siger Michael Friis.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu