De største danske aktier er braget igennem en milepæl på børsen.
For første gang nogensinde har C25-aktierne passeret indeks 1500 og danske aktier har nu samlet givet 22 pct. i afkast i år.
Opturen er så kraftig, at indekset over landets største og mest værdifulde aktier er 10 pct. højere end før coronakrisen. Holder det?
“Jeg synes, det føles som et farligt marked
Peter Bækgaard, tidl. børsmægler og privatinvestor
Børsen har fået tre aktiefolk til at give deres syn på udviklingen og potentialet i danske aktier efter indeksets massive kursridt fra bunden i marts, hvor indekset er steget 56 pct.
“Det føles som et farligt marked. Det er vildt. For hvis du kigger på droppet i bnp, er det større end under finanskrisen, og mange lande kører på lavt blus på grund af nedlukninger.
Så den økonomiske aktivitet er meget påvirket af det her, men det bliver bare ikke afspejlet i aktiekurserne, fordi renterne er så lave, og der bliver stimuleret så kraftigt fra centralbankerne,” siger Peter Bækgaard, der er privatinvestor med en baggrund som mangeårig børsmægler, hvor han med base i New York handlede skandinaviske aktier for amerikanske investorer.
Som investor har han opgivet tanken om, at man kan time sine køb og salg af aktier ved at ramme top og bund, og derfor har han også holdt fast i alle sine aktier under hele coronakrisens kursturbulens.
“Jeg har ikke rigtigt en holdning til, hvor meget et indeks skal op eller ned inden for en kort tidsramme. Men vi ved jo godt, at aktierne prismæssigt helt er løsrevet fra de økonomiske fundamentale forhold på grund af de lave og negative renter.
Vi får en ny omgang 2008/09, hvis renterne stiger til bare 2 pct. for eksempel – og det er historisk set et lavt niveau. Sandsynligheden for det scenarie er ikke 0 pct.”
Peter Bækgaard har en portefølje med blandt andet danske aktier som Novo Nordisk, Alm. Brand og Lundbeck samt svenske Elekta og finske Kone.
“Jeg kigger primært efter, om tingene bliver voldsomt overvurderet. Har man nu et cashflow i et selskab, som er konstant på 10 kr., og du tilbagediskonterer det med en risikopræmie på 8 pct., så får du en prisfastsættelse på, hvad du kan betale for det. Hvis du sænker den præmie bare 2 pct., så får du en vild værdistigning, og det er det, vi ser nu,” siger han og nævner sin egen investering i elevatorproducenten Kone:
“Aktien er steget 50 pct., uden indtjeningen overhovedet har rokket sig. For selskaber, der har vækst i indtjeningen, ser vi eksplosive stigninger i, hvad investorer vil betale for fremtidig indtjening. Derfor er vækstaktierne banket afsted.
Noget af det sværeste i det her marked er, hvor lang tid den her re-rating (genprisning,red.) kan gå. På et eller andet tidspunkt så bliver der for stor disconnection mellem pris og den fremtidige indtjening.”
“Driverne for aktier er stærke resten af året
Tue Østergaard, direktør HC Andersen Capital
Men nogle af jubelhistorierne stiller han allerede nu spørgsmålstegn ved:
“Indtjeningen er fuldstændigt kollapset i Pandora, accelererende nedad i andet kvartal. Så aktien er steget 60 pct., samtidigt med at indtjeningen er droppet med næsten 70 pct. i år. Det er en virksomhed, som sælger produkter, der ikke er noget fundamentalt behov for, så sigtbarheden i salg må været tæt på nul. Alligevel er det den C25-aktie, der er steget allermest i år,” lyder det fra Peter Bækgaard.
Pandora-aktien har siden nytår givet et afkast på over 72 pct. Af aktier, der har skuffet ham i år, nævner han Novo Nordisk og Lundbeck:
“Kigger du på Novo, så er det jævn vækst. Det er et fantastisk sikkert cashflow år frem i tiden, og så er der muligheden for, at de kan accelerere væksten med nye midler, eksempelvis inden for fedme.”
Investor Tue Østergaard, der er tidligere aktiechef hos ABG Sundal Collier og i dag er adm. direktør i HC Andersen Capital med speciale i danske aktier, kan omvendt godt se rationalet bag den store kursstigning til Pandora. Men han ejer den ikke selv:
“Ja, sigtbarheden er lig nul. Det er i den i hele verden på alle aktier, medmindre man er investeret i farmaselskaber. Det er ikke nyt, at det er usikkert. Det, der betyder noget, det er, om aktiemarkedet tror på, at man overlever det her. Og der er der stor tiltro til danske aktier, og det er præcis derfor, de er steget over 20 pct. i år,” siger Tue Østergaard og fortsætter:
“Tilliden til Pandora er steget kraftigt. Ledelsen har købt masser af aktier selv. De er midt i en turnaround, hvor de har formået at overbevise investorerne om, at det går den rigtige vej. Og så skal man huske på, at den havde fået enorme bank inden og var faldet fra kurs 1000 til 200.”
Tue Østergaard har et bredt udvalg af C25-aktier i sin portefølje: Carlsberg, Coloplast, DSV, Genmab, Netcompany, Royal Unibrew, Simcorp, Vestas og Ørsted. Men altså ikke Pandora. Han har tidligere udtalt, at han godt kan se for sig, at danske aktier lukker året med en samlet stigning på 30 pct. Det holder han fast ved.
“Vi er midt i anden bølge af covid-19. Men markedet kigger forbi det. På et tidspunkt kommer der positive nyheder. Driverne for aktier er stærke resten af året. Hvad er chancen for, at grønne akter aktier som eksempelvis Vestas, Ørsted og Chr. Hansen skal falde i sådan et scenarie? Den globale efterspørgsel efter grønne aktier er bare enorm.”
Han nævner også selskaber som Simcorp og Netcompany, men han har også kigget mod bunden af C25, hvor ISS er halveret i værdi: “Der er en årsag til, at ledelsen i ISS er skiftet. De aktier, der har skuffet, er driftsmæssigt udfordret.”
“Prissætningen på de danske aktieselskaber er steget voldsomt.
Rundt regnet er de danske C25-selskaber 50 pct. dyrere at være i end i de globale aktier. Det er en interessant pointe, man gerne må notere sig, særligt i forhold til hvor mange æg man har lagt i hver aktiekurv,” siger Rune Wagenitz Sørensen, der er adm. direktør hos formueforvalteren Miranova, som er specialiseret i aktieinvesteringer gennem passive etf-fonde.
“Det giver fin mening at nedjustere sine afkastforventninger, hvis man er investeret i det danske aktiemarked, hvor prissætningen er så usædvanlig høj,” siger han, med henvisning til at investorerne med de gode afkast har taget gevinsterne på forskud.
Ifølge Rune Wagenitz Sørensen er det ikke en salgsanbefaling, men en opfordring til, at man bør blande sine aktiekort i porteføljen eller forberede sig på, at ens afkast fremover, hvis man ligger tungt i de danske aktier, vil kunne afvige en del fra f.eks. det globale aktiemarked.
“Vi mennesker kan godt lide at jagte det, der er steget meget, og har man meget i danske aktier, vil der ikke være noget i vejen for at tage et stik hjem og for at investere bredere.”
