Det er Novo her, og Novo der. Og Novo bliver nævnt alle steder i det danske børsmiljø. Ja, Novo Nordisk-aktien er fantastisk. Ingen tvivl om dét. Aktien er de seneste år løbet rigtig stærkt. Og ja, nu kom der endnu en opjustering fra selskabet fredag.
Men glem ikke Danmarks allerstørste aktiesucces – og det er ikke Novo Nordisk.
For blandt de danske topaktier findes der ét selskab, som over tid har leveret et afkast, der kan få selv Novo Nordisks enorme afkast til at se småt ud.
Set fra midt af 1990’erne til i dag har Novo Nordisk som investering givet pengene igen 412 gange, hvis man har geninvesteret sine udbytter løbende. Der er skabt mange aktiemillionærer på den konto.
Men DSV-aktien har givet investeringen tilbage hele 726 gange.
DSV er derfor hovedemnet i denne uges udgave afnyhedsbrevet Investoranalysen, der lander hos dig hver lørdag direkte fra Børsens investorredaktion.
Indrømmet: Jeg er meget fascineret af den type aktier, hvor værdien af startinvesteringen mangedobles. Det er på den måde, at de helt store aktieformuer skabes, og det stof, de fleste investordrømme er gjort af.
Og her kan intet andet dansk børsselskab måle sig med det langsigtede afkast på DSV-aktien.
At eksempelvis tech-aktier med fantastiske nyskabelser eller medicinalaktier med revolutionerende lægemidler flyver højt på børsen, synes jeg er til at forstå. Men altså: Fragt af varer fra A til B er et helt simpelt produkt. Så hvad der det, der har skabt et nærmest overnaturligt afkast?
Eksponentiel vækst, god kapitalallokering – altså kort og godt, at selskaberne ikke hælder unødvendige penge ud – og stærk lønsomhed over tid er de tre parametre, der for alvor kan fylde brændstof på aktieraketter, der kan holde højden gennem årtier. Præcis de to ting lever både Novo Nordisk og DSV op til som selskaber.
Og det kræver ofte, at selskaber har en klar plan for at lykkes. Og DSV’s plan er i dag stort set den samme, som den var i midt af 1990’erne.
Jeg fik en aha-oplevelse, da jeg for noget tid siden i forbindelse med research til et andet projekt fik fat i nogle gamle DSV-regnskaber. For i dem kunne jeg se de helt tydelige konturer af det, der her mange år senere har været blandt de vigtigste drivmidler bag aktiesuccesen.
For i et godt falmet regnskab underskrevet helt tilbage i efteråret 1996 af blandt andre de to DSV-medstiftere Kurt Larsen og Leif Tullberg faldt jeg over nogle linjer, som allerede dengang understregede, at selskabet havde en klar plan.
Under overskriften “Fortsatte ekspansionsmuligheder” står der:
“DSV-koncernens fremtidsmuligheder er uendelige. På koncernens største udenlandske marked, Sverige, er DSV’s markedsandel tæt på 15 pct. På det europæiske marked udgør DSV mindre end 1 pct. DSV-koncernen har stadig store vækstmuligheder.”
Og det står klart og tydeligt, at opkøb er en vigtig del af selskabets dna, når det gælder vækst:
“DSV har, siden ti vognmænd gik sammen og etablerede selskabet DSV, De Sammensluttede Vognmænd af 13-7 1973, udviklet sig kraftigt ved blandt andet køb af flere virksomheder.”
Samtidig gjorde DSV’s daværende direktion det klart, at man ikke ønskede at eje flere aktiver end højst nødvendigt. Det, man på moderne business-sprog kalder at være “asset light”.
“DSV-koncernen skal maksimalt være 10 pct. selvforsynende med materiel,” står der i dokumentet fra 1996.
Det var dengang, DSV omsatte for 1,2 mia. kr. Sidste år var omsætningen 235,6 mia. kr. I dag ejer selskabet heller ikke selv aktiver som lastbiler, fly eller skibe, men lever af at styre kunders logistik.
Og hvorfor trækker jeg så al den historieskrivning frem netop nu?
Tidligere i denne uge medvirkede DSV’s adm. direktør, Jens Bjørn Andersen, i et større interview i Børsen. Artiklen, som min kollega Mathias Rose står bag, har overskriften:
Udfordrende år for DSV’s opkøbsmaskine: Nu vil topchefen fokusere på store opkøb
Når man læser den artikel med linjerne fra 1995/96-regnskabet i baghovedet, står det helt klart, at DSV’s succesformel er intakt. Og at det er netop dét, der har bragt DSV til, hvor selskabet er i dag: opkøb på opkøb.
Og lige nu er der opbrud i markedet. Industrien kommer ud af nogle år med brandvarm efterspørgsel, og hvor selskaberne i branchen har tjent rekordmange penge. Men tiderne er ved at skifte, og det gør, at prisen på de helt store opkøb kan komme ned i et niveau, hvor DSV er klar til at tage næste skridt op ad ranglisten over verdens største transportselskaber. Den danske koncern er i dag verdens tredjestørste, kun overgået af tyske DHL og schweiziske Kuehne + Nagel:
“Gennem tiden har vi både købt mindre selskaber og større koncerner. Nu skærper vi fokus og går væk fra at lave små og mellemstore opkøb. I stedet sigter vi mod de allerstørste konkurrenter. Når vi er blevet så store, er det efterhånden svært at lave handler, hvor vi fordobler virksomheden, men vi mener, at vi kan blive ved med at lave store opkøb,” siger Jens Bjørn Andersen i interviewet.
Normalt er opkøb noget, investorer i børsselskaber frygter. Særligt hvis det er det selskab, man er investeret i, der vil købe op. En analyse fra Harvard Business Review viste i 2016, at 60 pct. af opkøb ender som dårlig forretning for køber.
Men i DSV er det anderledes. Selskabet bliver i investorkredse omtalt som en velsmurt opkøbsmaskine, og DSV har været i stand til at integrere og hive ekstra indtjening ud af de mange store opkøb, som selskabet har foretaget.
Derfor tolkes et DSV-opkøb som en god nyhed i børsmarkedet, og aktiekursen plejer at stige.
Fra 2016 til 2021 købte DSV op for samlet mere end 70 mia. kr. Og læser man interviewet, står det helt klart, at DSV og Jens Bjørn Andersen er sultne efter mere.
Ifølge ham er “en række navngivne selskaber” på ønskelisten.
Men hvad er det så, der gør, at DSV har succes med at købe op, når så mange andre selskaber fejler?
Når bestyrelsen og topledelsen med Jens Bjørn Andersen og Jens Lund jagter og eksekverer opkøb, følger selskabet en række grundregler. Dem har CBS-professor og DSV-formand Thomas Plenborg tidligere fortalt mig om:
1) Vær helt klar på, hvor meget prisen kan bære, når de sikre synergier er indregnet. Betal aldrig mere end det.
2) Vær realistisk. Budgetter i værdiansættelsesmodeller som DCF-modellen (discounted cashflow) ender ofte med at være overoptimistiske ud i tid. Uanset hvor god en model er, gælder det: garbage in – grabage out.
En central grundregel og afgørende disciplin efter opkøb:
3) Opfølgning, opfølgning og konstant opfølgning. Så målene nås.
Af store opkøb de seneste årtier kan blandt andet nævnes: Agility, 2021, 30,2 mia. kr. – Panalpina, 2019, 30,5 mia. kr. – UTI, 2016 – ABX Logistics, 2008 – Frans Maas, 2006.
Måske der snart er et nyt på vej? Det lugter af det … Og måske kan et stort opkøb være det, der genstarter opturen for DSV-aktien.
Derfor blev DSV og selskabets mulige opkøb også et af hovedemnerne, da jeg og Gro Høyer Thielst tidligere på ugen i Børsen Investor Podcast havde besøg af de to investorer Peter Bækgaard og Johnny Madsen, der begge har et indgående kendskab til DSV. Du kan lytte med her:
Hør afsnittet iApple Podcast
Hør afsnittet iSpotify
Ny drejning i børsdrama – det ligner en afgørelse
Det blev samtidigt også ugen, hvor et af årets helt store dramaer på børsmarkedet herhjemme tog en ny drejning, da Thornico med Christian Stadil i spidsen måtte hæve sit bud på Brdr. Hartmann, men nu ser ud til at lykkes med sin plan om at afnotere selskabet.
Den sag har jeg set nærmere på i denne analyse:Sådan tvang Stadil investorer til forhandlingsbordet i Brdr. Hartmann
Om æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann bliver afnoteret, afgøres på en generalforsamling på mandag. Men det ligner en formssag nu. Alle de store minoritetsaktionærer, hvis stemmer var afgørende for, at afnoteringen af selskabet kunne blokeres, er nu købt og betalt af Thornico.
God weekend.
Simon Kirketerp,investorredaktør
