Snart kan du ikke længere købe en såkaldt hybridelbil fra Volvo i Danmark. I hvert fald ikke fra ny. Den svenskfødte bilproducent vil fremover kun sælge rene elbiler på det danske marked.
Det sker som et led i Volvos planer om at være en fuldt elektrisk bilproducent inden 2040. Og at det netop er i Danmark, at Volvo nu kan tage det her skridt, skyldes, at det danske marked er et af de fremmeste markeder, når det kommer til elbiler.
Det fortæller Vanessa Butani, der er global bæredygtighedschef for Volvo, til Børsen.
“Der er en høj parathed og stor interesse fra forbrugerne, enkle politikker og regulering og en ladeinfrastruktur, der hele tiden bliver bedre. I den sammenhæng er det et naturligt næste skridt at gå over til en fuldt elektrisk portefølje,” fortæller hun.
Andelen af elbiler på de danske veje er vokset det seneste år. Mens der i 2024 blev registreret lidt mere end 89.000 nye elbiler, lød antallet af nyregistrerede elbiler sidste år på 126.445. Det er en stigning på 42 pct. I samme periode er andelen af nyregistrerede benzinbiler faldet med næsten 32 pct. og dieselbiler faldet med 20 pct.
Samtidig er konkurrencen på det europæiske bilmarked spidset til, og mere end 20 nye kinesiske spillere har meldt deres ankomst.
Energiintensiv produktion
I Volvo sætter man sin lid til, at fremtiden er elektrisk.
Men i den plan ligger også et dilemma, for særligt produktionen af batterier er en energiintensiv proces. Derfor er det lige nu Vanessa Butanis topprioritet at sikre, at klimaaftrykket fra Volvos produktion reduceres.
“Det skal gå hånd i hånd. Vi ved, at flere elbiler er vejen frem, men samtidig vil vi også gerne sikre en mere bæredygtig produktion med et mindre klimaaftryk,” siger Vanessa Butani.
Derfor arbejder Volvo tæt sammen med leverandørerne hele vejen igennem forsyningskæden, fortsætter bæredygtighedschefen. For batterier specifikt handler det om at se på andelen af genbrugsmaterialer og sikre en mere effektiv produktion.
Vanessa Butani fremhæver Volvos nyligt lancerede elbil EX60, hvis batteri består af flere komponenter produceret i genbrugsmaterialer. Det har ført til et CO2-aftryk, der er 40 pct. mindre end tidligere generationers batterier.
Vi har set et skifte, hvor flere og flere forbrugere er interesserede i at vide, hvor delene til deres biler stammer fra
Vanessa Butani, global bæredygtighedschef, Volvo
Men en af udfordringerne med netop genbrugsmaterialer er, at bilproducenten stadig skal leve op til en række kvalitets- og sikkerhedskrav. Og det er ikke alle materialerne, der kan det. Derfor er det et af de områder, hvor man hele tiden forsøger at teste, hvor langt man kan gå, fortæller Vanessa Butani.
“Meget af det handler om at få skabt nogle gode partnerskaber og arbejde med hele værdikæden. Vi har et rigtig godt samarbejde med vores stålleverandør, som det faktisk er lykkedes os at skabe et lukket kredsløb for stål med. Det er helt fantastisk,” siger hun.
Konkret betyder det, at stålrester fra produktionen sendes tilbage til Volvos leverandør, der forarbejder dem og sender dem retur. På den måde sikrer man den nødvendige kvalitet, fortæller bæredygtighedschefen.
Forbrugere vil vide mere
Fra 2027 bliver det et krav, at alle batterier i elbiler har et såkaldt digitalt batteripas, der sporer bl.a. batterisammensætningen og CO2-aftrykket.
Volvo har allerede taget skridt mod at efterleve dét krav og har installeret batteripas i sine elbiler. Ved hjælp af en QR-kode kan man som forbruger scanne og få oplysninger om batterier i din bil – herunder hvor mange genbrugsmaterialer det består af og en sporing af de råmaterialer, der er blevet brugt.
Udover at skulle leve op til EU-reguleringen ser Vanessa Butani også en øget efterspørgsel fra forbrugeren om mere gennemsigtighed på bæredygtighedsområdet og et ønske om at “komme med ind bag kulisserne.”
“Vi har set et skifte, hvor flere og flere forbrugere er interesserede i at vide, hvor delene til deres biler stammer fra, og hvad klimaaftrykket har været. Det er særligt på det danske marked, vi ser en stor interesse for de her ting,” siger hun.
Cirkulær inden 2040
På lang sigt har Volvo et mål om at være en cirkulær virksomhed inden 2040. I dét mål ligger, som nævnt, et mål om at elektrificere alle selskabets køretøjer. På globalt plan er man nået næsten halvvejs med den plan.
Der ligger fortsat et arbejde i at få skabt mere efterspørgsel på stål, aluminium og batterier produceret med et lavere klimaaftryk, fortæller Vanessa Butani. For med øget efterspørgsel følger skalering, og dermed bliver materialerne nemmere tilgængelige.
Samtidig ser Vanessa Butani gerne, at bilproducenten kan lukke hele sit kredsløb.
Et lukket kredsløb vil betyde bedre adgang til genbrugsmateriale af høj kvalitet og en produktionsproces, der kræver mindre energi, fortæller Vanessa Butani. Samtidig bruger man mindre jomfruelige materialer og kan dermed hakke en del af udledningerne fra værdikæden.
“Derfor har vi stort fokus på at arbejde med hvert enkelt materiale for at forsøge at finde en måde, vi kan genbruge så meget som muligt. Det gør os også til en mere modstandsdygtig virksomhed,” siger hun.
