ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Virksomheder skal forpligte sig til at genoprette naturen

Den populære standard Science Based Targets får snart en søster, der kan hjælpe virksomheder med at sætte mål for naturen og understøtte de virksomheder, der pga. EU-lovgivning snart skal rapportere på biodiversitet

Nestlé er en af flere pilotvirksomheder i et projekt, der skal sætte videnskabelige mål på naturen, fortæller kommunikationschef for den danske del Anna Rise. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Nestlé er en af flere pilotvirksomheder i et projekt, der skal sætte videnskabelige mål på naturen, fortæller kommunikationschef for den danske del Anna Rise. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen Jonas Pryner Andersen

17 pilotvirksomheder er i øjeblikket i gang med at få defineret, hvordan naturen skal kvantificeres i denglobalt anerkendte standard Science Based Targets (SBT), som FN’s Global Compact, World Resources Institute og WWF Verdensnaturfonden står bag.

Standarden validerer virksomheders mål for, hvor meget CO2 de vil reducere, og forpligter virksomhederne på det. På samme måde skal virksomheder fra næste år kunne bruge Science Based Targets for Nature til at forpligte sig på genopretning af naturen.

“Min fornemmelse er, at de store virksomheder godt er klar over, at de skal til at arbejde med naturen, men de er stadig ikke med på, hvor stor en investering og prioritering, de står over for med biodiversitet,” siger Jacob Fjalland, der er direktør for innovation i WWF Verdensnaturfonden Danmark.

En af de virksomheder, der er med i pilotarbejdet for at undersøge sin egen parathed i forhold til at måle efter SBT for Nature, er verdens største fødevarevirksomhed, schweiziske Nestlé, som i mange år har været en del af problemet, fordi ingredienser som palmeolie, kaffe og kakao har krævet massiv afskovning og ødelæggelse af natur.

Men forretningen ryster under fødevarevirksomheden, fordi netop de nævnte råvarer er kategoriseret som ’risikoafgrøder’. Det har bl.a. fåetNestlé til at afsætte 9,3 mia. kr. til regenerativt landbrug.

“Biodiversitet og natur er en meget essentiel del af vores klimaplan i forhold til regenerativt landbrug. Så vi er allerede i gang, men er med som pilotvirksomhed for at undersøge, hvor parate vi er til at måle efter SBT for Nature i en ramme sat af vores klimakøreplan,” siger Anna Rise, der er kommunikationschef med bæredygtighedsansvar i Nestlé Danmark.

Tvunget til prioritet

Lige nu sidder arbejdsgrupper inden for områderne land, hav, ferskvand og biodiversitet og arbejder på guider til virksomheder, der fremover vil tilslutte sig SBT for Nature.

Når standarden er færdig, vil der være fem trin i processen. I de første to handler det om afklaring, og her skal man screene sin væsentlighed ud fra afhængighed og påvirkning af naturen.

Det tredje trin er der, hvor man prioriterer og sætter mål. Her er det lidt anderledes med natur end med klima, påpeger Jacob Fjalland.

“På klima kan du lave CO2-reduktion alle steder, og det vægter lige meget. På natur er det ikke lige meget, hvor og hvornår du sætter ind. Hvis du f.eks. finder ud af, at du har noget skovrydning i din værdikæde, er det ikke nok bare at gå ud at plante skov et andet sted. Det skal foregå dér, hvor du har den største belastning,” siger han.

En del af øvelsen er derfor, at virksomhederne bliver tvunget til at prioritere, hvor de vil sætte ind først, fordi de ikke kan tage sig af alle påvirkninger på én gang.

Fjerde trin er at etablere de konkrete handlinger, der kan reducere virksomhedens negative påvirkning på naturen, og endelig er femte trin at måle og rapportere til SBT-systemet, hvor andre kan følge med i ens fremskridt – eller det modsatte.

I maj i år udkom der en betaversionpå, hvordan virksomheder skal prioritere og sætte mål på områderne vand og land, men der mangler stadig køreplaner for fjerde og femte trin, hvor standardisering er udfordringen.

“Der skal udvikles målemetoder, som giver et så retvisende billede, at virksomhederne kan begynde at handle. Der er den store udfordring, om man har gode, detaljerede og lokale nok data til at lave målsætninger og måle på påvirkning,” siger innovationsdirektøren, der vurderer, at målene bliver skarpere og skarpere over de næste år.

Kan ikke vente på data

Ifølge Jacob Fjalland skal virksomhederne dog ikke vente på perfekte data, men begynde at handle så hurtigt som muligt på det bedst mulige grundlag.

“Vi ved godt, de ikke har det fulde grundlag til at have det fulde overblik og til at tage de bedste beslutninger. Men de skal begynde, og så må de gøre sig så umage som muligt, for jo længere tid der går, des dyrere bliver det, og jo mere ugenoprettelig natur mister vi,” siger han.

Jo længere tid der går, des dyrere bliver det

Jacob Fjalland,
direktør for
innovation,
WWF Verdensnaturfonden
Danmark

“Det handler meget om, hvilket ambitions- og investeringsniveau de lægger, og der vil vi forsøge at presse på for, at de kommer op på et niveau, der passer til udfordringen,” siger han og mener i øvrigt, at SBT for Nature-processen vil hjælpe virksomhederne med at leve op til de kommende rapporteringskrav på biodiversitet fra EU.

“Data er vigtig, men det er ikke det, der skal stoppe vores bæredygtighedsprojekter,” siger Anna Rise.

“Vi skal ikke sidde og vente på, at vi har perfekte måleparametre, for så kommer vi aldrig i gang, fordi vi har nogle enormt komplekse og store forsyningskæder på mange forskellige ingredienser,” siger hun.

“En væsentlig del af de handlinger, man som virksomhed kan tage i forhold til natur, vil foregå ude i nogle landskaber og i nogle hotspots, hvor der f.eks. er afskovning, som bliver drevet af landbrug og industrialisering. Det vil være svært for den enkelte virksomhed at handle på egen hånd,” påpeger Jacob Fjalland.

“Der vil det være en vigtig del af handlingssporet i SBT for Nature at gå sammen kollektivt og også koble det til offentlige finansieringer, produktionspraksisser og arealforvaltning. For det er ikke noget, en virksomhed kan løse alene,” siger han.

Nestlé indgår i mange partnerskaber, så virksomheden er ifølge Anna Rise afhængig af, at hele verden går i denne retning.

“Derfor er det supervigtigt, at vi har standardiserede instrumenter som SBT, hvor vi ved, det er videnskabeligt funderet, så vi alle arbejder inden for den samme ramme,” siger hun.

Forsiden lige nu