ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Villavej kan blive grunden til, at en fabrik i Give må dreje nøglen om

I årevis har vindmølleleverandøren Welcon advaret om en villavej i Esbjerg, der truer med at lukke virksomheden og koste tusindvis af arbejdspladser. Direktør venter stadig på, at der sker noget

Jens Pedersen er adm. direktør hos Welcon, der producerer ståltårne til vindmøller på fabrikken i Give.
Jens Pedersen er adm. direktør hos Welcon, der producerer ståltårne til vindmøller på fabrikken i Give. Foto: Michael Drost-Hansen

Jorden er ved at synke sammen under nogle massive ståltårne, der ligger klar til afhentning på en fabrik i Give. 

Derfor er dele af det store fabriksareal dækket af stålplader, som dem man bruger ved vejarbejde.

Måske er det ikke relevant for den historie, du skal læse her – og så alligevel. 

For det viser netop, hvor massive ståltårnene, der udgør fundamentet til en vindmølle, er.

De svejses, samles og males på Welcons fabrik i Give og fragtes herfra til udskibningshavnen i Esbjerg. 

Eller helt så enkelt er det ikke. Der er 80 kilometer fra fabrikken i Give til Esbjerg Havn. Hvis man tager den hurtigste vej.

Men vindmølletårnene til de flere hundrede ton tunge vindmøller kan ikke klemmes under motorvejsbroerne. Det tvinger lastbilerne til at køre ad villaveje, når de hver nat fragter flere tårne. 

Det, der kan risikere at slå os ud, er, at vi simpelthen ikke kan fragte vindmølledelene, fordi vejene er for små

Jens Pedersen, adm. direktør, Welcon

Mens det er til store gene for villavejens beboere, frygter flere virksomheder, at de voksende vindmøllekomponenter snart ikke kan transporteres.

“Vi har en fabrik med kæmpe kapacitet og over 1000 medarbejdere. Vi leverer overskud som en af de få i branchen. Men det, der kan risikere at slå os ud, er, at vi simpelthen ikke kan fragte vindmølledelene, fordi vejene er for små,” siger Jens Pedersen, der er adm. direktør i Welcon.

Bliver fragten umulig, kan det true den danske vindsektors konkurrenceevne, advarer flere i branchen.

Frygter at måtte lukke

De færdige tårnsektioner, der ligger rundt på fabrikken i Give, skal b.la. bruges til Vestas’ og Siemens’ vindmøller. Tårnsektionerne samles først efter, de er blevet leveret, og en vindmøllestolpe udgøres dermed af flere tårnsektioner.

Tårnene har en diameter på op til otte til ti meter. For ti år siden var de halvt så store.

Fortsætter tårnene med at vokse, bliver de snart for store til, at de kan fragtes via ruten til Esbjerg Havn. En havn, der er et knudepunkt og central base for blandt andet vindindustrien.

Jeg tror sagtens, at vi kan overleve fem-seks år mere. Måske lidt længere. Men på et tidspunkt vil vi ikke længere være en attraktiv underleverandør

Jens Pedersen, adm. direktør, Welcon

“Jeg tror sagtens, at vi kan overleve i fem-seks år mere. Måske lidt længere. Men på et tidspunkt vil vi ikke længere være en attraktiv underleverandør, når der er en begrænsning på, hvor store dele vi kan levere,” fortæller han.

Særligt de sidste otte kilometer af ruten kan give chaufførerne sved på panden. Det kan løses ved at anlægge en ny vej på den vanskeligste del af strækningen, mener Jens Pedersen.

Bag Jerns Perdersen ses Welcons ståltårne i en af produktionens indledende faser.
Bag Jens Pedersen ses Welcons ståltårne i en af produktionens indledende faser. Foto: Michael Drost-Hansen

Samtidig skal der laves mindre tilpasninger som at beskære træer og flytte skilte, forklarer direktøren, mens han peger på et billede på sit kontor, hvor en lastbil læsset med en tårnsektion kanter sig forbi et træ. 

Rambøll har tidligere beregnet, at vejen samt tilpasningerne vil koste mellem 167 mio. kr. og 258 mio. kr.

“Hvis vi kunne gøre andet, ville vi gøre det. Men vi kan ikke bare lige rykke et fabriksareal som vores, og der er ikke plads til, at vi kan rykke dele af produktionen ned på havnen – og så har vi jo slet ikke penge til det,” slår Jens Pedersen fast.

Kina står på lur

Det kan bekymre Jens Pedersen, om han en dag vil stå i en situation, hvor han må se sig slået af den snørklede rute til udskibningshavnen. 

Og det er ikke kun ham, der står med det problem. Situationen kan blive den samme for Welcons nabo Siemens’ fabrik i Brande, der har godt 3500 ansatte. 

Virksomheder
Fyringer og tomme ordrebøger har ramt industri: “Simpelthen en katastrofe”
Topchefer i opposition til at skære SU for kandidatstuderende.  Direktør i vindmølleunderleverandøren Dencam Composite Jens Andersen vil ikke skære i SU'en for kandidatstuderende

Det sker i en tid, hvor Kina står på lur for at producere billigere vindmøller og overtage det europæiske vindmarked. 

Lige nu er de tre største selskaber på det globale vindmarked kinesiske. 

“For 15 år siden begyndte kineserne at regne ud, hvordan de skulle sætte sig på markedet. I dag sidder de på meget af det. De tænker langt frem, og så får de en masse statsstøtte, så de kan producere og sælge billigt. Det er svært at konkurrere med,” siger Jens Pedersen.

Derfor er det vigtigt at holde fast, mener Kristian Jensen, der er adm. direktør i Green Power Denmark. 

“Vi har ikke behov for, at Kina kan trykke på tænd og sluk-knappen i forhold til vores forsyning. Vi skal sikre de europæiske værdikæder, europæiske arbejdsplader og europæiske vindmøller,” siger han. 

Fabrikken i Give ligger areal til flere hundrede færdige ståltårne, der venter på at blive fragtet.
Fabrikken i Give ligger areal til flere hundrede færdige stålsektioner, der venter på at blive fragtet. Foto: Michael Drost-Hansen

Den opgave kan Welcon være med til at løse for nu, men en potentiel begrænsning lurer i fremtiden. 

“Det eneste, der redder os lige nu, er, at vi stadig kan fragte komponenterne billigere, end hvis de skal fragtes fra Kina til Europa. Hvis kineserne kunne fylde en 40-fodscontainer med ståltårne, så var vi udkonkurreret for længst,” siger han. 

Branche savner handling

Det er 4500 arbejdspladser og den danske vindsektors konkurrenceevne, der står på spil, mener Kristian Jensen.

“Hvis veje kunne bygges af gode intentioner, så var vejen bygget for længst. Men det kræver handling, og det er der simpelthen ikke kommet på området,” siger han.

Hvis veje kunne bygges af gode intentioner, så var vejen bygget for længst

Kristian Jensen, adm. direktør, Green Power Denmark

Problemerne skyldes blandt andet mangel på gennemtænkning, understreger Troels Blicher Danielsen. Han er adm. direktør i erhvervsorganisationen Tekniq, der repræsenterer over 4000 virksomheder i det tekniske erhvervsliv. 

“Hvis man vil bygge en masse vindmøller i Vesterhavet eller i Østersøen, skal der være en værdikæde bag, der fungerer. Industrien skal have tilstrækkelige rammevilkår,” siger han. 

I de fem år branchen har råbt op om problemet, har man oplevet, at politikerne anerkender udfordringen, men ikke handler. Ingen ved, hvem der skal tage ansvaret, mener Troels Blicher Danielsen.

“Vi oplever, at der bliver sagt: Ja, vi kan godt se, at det er et problem – det må du tale med nogle andre om,” siger han.

Børsen har været i kontakt med tre ministerier: By-, Land-, og Kirkeministeriet, Transportministeriet og Erhvervsministeriet. 

Førstnævnte henviser til Transportministeriet, mens Transportministeriet henviser til det svar, Erhvervsministeriet har givet Børsen.

I en skriftlig kommentar til Børsen skriver Erhvervsminister Morten Bødskov (S) følgende: 

“Det er vigtigt, at infrastruktur ikke bliver en sten på vejen for den danske vindindustri. Både for erhvervslivet, for den grønne omstilling og for vores samfund. Derfor arbejder jeg sammen med transportministeren og de involverede kommuner og virksomheder på at finde en løsning, så vindmølleproducenterne også i fremtiden kan transportere deres nye store vindmølledele på de danske veje.”

Forsiden lige nu