Definitionen på grøn brint er endelig på plads. Mens virksomheder og investorer længe har sporet sig ind på arbejdet med at omdanne elektricitet til brint og andre brændstoffer, har det indtil videre ikke været klart, hvad der skal til for at kunne klassificere brinten som grøn.
Det bliver mere sikkert for investorer og selskaber at lægge penge i brintprojekter, fordi de får sikkerhed for, at produktet kan sælges som grønt. Det betyder større efterspørgsel og billigere finansiering.
USA er allerede gået skridtet videre end at definere grøn brint. Mens europæiske investorer altså får sikkerhed for, hvordan varerne kan markedsføres, så kan grønne tiltag i USA få direkte støtte. Det betyder i korte træk, at businesscasen for at lave brint i USA ser bedre ud, og sektorens aktører har, siden at USA annoncerede sin støttepakke til bl.a. brint, luftet frygten for, at investorernes penge bliver suget mod USA frem for Europa.
Ikke nødvendigvis. Mens USA øjensynligt har en fordel med statsstøtte, arbejder EU på at designe en lignende model, der kan sikre investeringer i unionen. Imens tyder meget på, at appetitten på grøn brint bliver ekstremt stor. Brændslet kan bruges i kemisk industri og transport flere steder, mens brinten også kan omdannes til flydende brændstoffer, som kan bruges i f.eks. fly, færger og lastbiler, hvor man ikke kan elektrificere køretøjerne direkte. I takt med at klimabesparelser bliver nødvendige i de sektorer, vil efterspørgslen på brint højst sandsynligt stige, og meget tyder på, at der er plads til både europæisk og amerikansk produktion.
Selve EU-Kommissionens udspil om grøn brint får ros af mange brintaktører – selvom det dog vækker en del kritik flere steder, at den omdiskuterede atomkraft også kan bruges til at lave grøn brint. Kritikken er mere et spørgsmål om timing, fordi det nu haster ekstra meget med at sikre støtte, der kan gøre Europa lige så attraktiv som USA ift. businesscasen for at investere i brint.
