Tue Mantoni identificerer sig som kapitalist. Alligevel har noget ændret sig

Måske var det datterens spørgsmål, der gjorde en del af forskellen for Tue Mantoni.

I mere end 20 år har den danske erhvervsmand stået på ski i det franske skiområde Chamonix. I årenes løb har han set, hvordan landets største gletsjer Mer de Glace er svundet ind. 

Hvordan trappen, der fører op til liften fra gletsjerens bund, hvert år er blevet forlænget. Hvordan messingplader mejslet ind klippevæggen på vejen op markerer, hvor isen plejede at nå.

Omstændigheder, der for fem år siden fik hans ældste datter til at spørge, hvad der var på spil.

“Vi kan læse en masse statistikker, se på rapporterne, og vi kan høre på politikerne og organisationerne, der fortæller, at tingene går skævt. Men her kan man bare se det helt håndgribeligt,” siger Tue Mantoni om det franske område, der er blevet et billede på klimakrisen, som selv den franske præsident Emanuelle Macron i 2020 brugte til at fremhæve alvoren op mod et kommunalvalg.

“Nogle gange er den bedste måde selv at forstå ting på jo ved at forklare det til andre.”

Den mangeårige topchef har i årenes løb forandret sit syn på erhvervslivets rolle og kalder sig i dag en “ansvarsfuld kapitalist”. 

Det spiller ind, når han leder efter virksomheder at investere i og har blandt andet ledt ham tættere på bælgfrugters betydning for jorden, et samarbejde med en amerikansk venturefond og en ny forståelse for sin hustrus felt.

Da Tue Mantoni stoppede som udøvende topchef, skulle der gøres plads til blandt andet fleksibilitet, har han tidligere fortalt. 

Efter mere end 18 år i toppen af erhvervsikoner som motorcykelkæmpen Triumph og B&O og arbejdsuger på 60-80 timer, trak han stikket i 2016.

Nu skulle tiden bruges på familiestunder, men også på små og mellemstore danske virksomheder med et stærkt produkt og ambitioner om at komme ud over landets grænser.

Siden er selskaber som Joe & The Juice, Soundboks, Lakrids by Bülow, Stine Goya, Gubi og senest Organic Crave, der laver chips af linser, blevet del af Mantonis portefølje. 

Han vil ikke sætte konkrete tal på sine investeringer, og hvor meget der kan komme i spil de kommende år. Men han sidder i dag som formand i flere af selskaberne.

“Jeg er i bund og grund kapitalist. Men en ansvarsfuld kapitalist,” siger Tue Mantoni.

“Jeg investerer i virksomheder, der på sigt kan stå på egne ben, kan sælge varer, som folk gerne vil have og betale en pris for, så selskaberne kan tjene penge, reinvestere og blive stærkere. Det, tror jeg på, er den eneste holdbare måde at lave reel bæredygtighed i verden.”

Linser eller chips

Det var en tilfældig tur i Irma og et ønske om at forkæle børnene derhjemme, der ledte Tue Mantoni i retning af sin seneste investering for over to år siden.

Mens han forsøgte at undgå “junk”, som han siger, fik han øje på en pose linsechips fra Odense-selskabet Organic Crave. De smager sikkert ikke særlig godt, var hans første indskydelse. Senere blev indskydelsen erstattet af en søgning på Linkedin efter stifterne.

“Jeg leder efter flere virksomheder, der minder om dem,” siger Tue Mantoni i dag.

“For det første er der sundhedsaspektet, at flere spiser mindre kød, men stadig har brug for protein. Og det er jo proteinchips. Det andet er hele aspektet omkring, hvad bælgfrugter kan betyde for landbruget,” siger han.

Tue Mantoni peger på en gennemgribende ændring, der i årenes løb er sket i vores fødevaresystem. Hvordan vi engang spiste for at blive mætte og sunde, men at stærke kræfter i fødevareindustrien har ændret på det udgangspunkt.

“Vi skal spise så meget som overhovedet muligt, så vi tjener så mange penge som muligt,” siger han om udviklingen. 

Selv voksede han op med lægeuddannede forældre i Charlottenlund, hvor hjemmelavet mad var standard og restaurant et særsyn. McDonald’s blev først besøgt, da han selv fik råd i gymnasietiden.

“Jeg kan godt lide fødevarer og virksomheder, hvor du kan se, hvad du putter i din krop,” siger Tue Mantoni og peger på den friske frugt i juicen fra Joe & The Juice og linsechips uden andet end linser, olie, krydderier og lavet uden friture.

Uanset i hvilken form det kommer, så er det nok ikke det sundeste at spise chips?

“For mig har det kæmpe betydning, hvis jeg kan få virkelig mange mennesker, der spiser usunde chips, til at spise sunde chips,” siger han.

“Det vil jeg hellere end at få en meget lille elite til at spise linser. Jeg tror bare ikke, det er realistisk at flytte masserne derover særligt hurtigt. Vi skal også passe på, at vi ikke bliver for idealistiske, hvis vi skal lave de rigtigt store ryk.”

Hvorfor det?

“Jeg tror, det er urealistisk. Der bliver brugt så mange penge på at få folk til at spise alt muligt junkfood i dag. Det er en kæmpe opgave bare at rykke folk en lille smule.”

En større forståelse

Det var det ene aspekt for Tue Mantoni. Det andet er selve bælgfrugterne: ærterne, linserne og bønnerne. Hvis planter lidt forsimplet kan sænke behovet for den gødning i landbruget, der i dag er en af de væsentlige årsager til bl.a. iltsvindet i de danske fjorde. 

Alt det er Tue Mantoni blevet klogere på bl.a. ved at fordybe sig i den molekylærbiolog-uddannede hustrus bøger til gymnasieelever.

Hos Organic Crave er målet – som i det meste af erhvervslivet – at “tjene penge og overleve” som Tue Mantoni formulerer det. Men et andet væsentligt målepunkt for selskabet er, hvor meget landbrugsjord der kan blive beplantet med bælgfrugter.

“Det er også sjovt at dele det med børnene og snakke om, hvad virksomheden gør udover at tjene penge,” siger han om sine børn, der i dag er 14, 16 og 18 år.

Tue Mantoni peger på de klassiske finansielle målenheder, der i årtier har været styrende for virksomheder. Enheder som ebitda-procent, vækst og markedsværdi. Men som i sig selv ikke er nok længere.

“Der er heller ingen tvivl om, at vi har nogle generationer af forbrugere for hvem, det er et must, at virksomhederne forstår samfundsansvaret. Om det er den måde, man behandler sine medarbejdere på, diversiteten i organisationen eller bæredygtighed. Når vi kigger på længere sigt, så er det de virksomheder, der kommer til at vinde.”

Strategisk rådgiver i klimafond 

Det er netop den slags virksomheder, han håber at kunne være med til at skubbe på som strategisk rådgiver i den amerikanske venturefond Regeneration VC. En klimatech-fond, der investerer i selskaber inden for netop forbrugsvarer med cirkulære forretningsmodeller, der også har tiltrukket profiler som William McDonough, manden bag filosofien om cradle-to-cradle – at alt i et produkt skal kunne bruges igen – samt skuespilleren Leonardo DiCaprio.

Fonden har blandt andet investeret i en hollandsk virksomhed, der med en AI-løsning til kantiner og hospitaler scanner den mad, der smides ud. På den måde kan køkkenet reducere madspild. Et andet eksempel findes i Californien, hvor et selskab laver affald fra skalddyrsindustrien om til noget, der svarer til flamingoskum.

Forskellen er, at det nye produkt kan omdannes til muld, når et produkt har været pakket i det. Det skal bare graves ned i baghaven, som Mantoni påpeger.

“Vi har lige lavet en aftale med Amazon, der skal til at bruge det i alle deres pakker. Det koster ca. 20 pct. mere end flamingoskum,” forklarer han og forventer, at flamingo på et tidspunkt kan blive omfattet af et forbud.

Der dog ingen regulatoriske forslag om et forbud i hverken EU eller USA.

“Vi har ikke investeret i danske selskaber endnu, men vi har kigget på ca. 50. Vi går meget efter at finde nogle, der også kan være finansielt bæredygtige på langt sigt.”

En tilbagerulning

Selv om han overordnet er optimistisk i forhold til mulighederne, skurrer udviklingen i USA hos erhvervsmanden. Det i en sådan grad, at han er nervøs for en decideret tilbagerulning på forskellige områder, som flere iagttagere i debatten de seneste måneder har peget på.

EU har blandt andet lagt op til at lempe krav til erhvervslivets rapportering om klima, miljø og en lang række områder inden for bæredygtighed. Men netop det træk er kærkomment, mener Tue Mantoni, der selv har været involveret i en del af forberedelserne i de virksomheder, han sidder i.

“I stedet for at kigge på, hvad vi skal rapportere og revidere, tvinger det os nu til at kigge på de bæredygtighedselementer, som kunderne sætter allerhøjst pris på. Det er den markedsmekanisme, som nu kommer ind,” siger Tue Mantoni.

Det drejer sig om den emballage, maden er pakket i. Hvor produkterne kommer fra, og hvordan de bliver transporteret fra a til b, forklarer han.

“Det misser man, når man ender et sted, hvor de interne esg-konsulenter opfattes som sådan nogle lidt irriterende mennesker, der primært reviderer.”

Et forældet begreb

Bevægelsen mod rollen som en mere “ansvarsfuld kapitalist” tog fart, da Tue Mantoni skrev bogen “Samfundskontrakten”. Bogen udkom, mens coronapandemien for første gang lagde sig om det danske samfund og verden omkring os i 2020.

Her udforskede han båndet mellem erhvervslivet og det danske velfærdssystem. Hvordan uskrevne spilleregler er med til at sikre en stærk bund for, at både virksomheder og samfund kan trives.

Bogen var også afsæt til at reflektere over vækst og unicorn-begrebet, hvor startups bliver værdiansat til en mia. dollar uden at være børsnoterede. Noget flere efterstræbte i årevis ved at “vokse ekstremt hurtigt og rejse en masse kapital”, forklarer Tue Mantoni og kalder det i dag for fuldstændig uholdbart.

“Det, der gør virksomheder bæredygtige på lang sigt, er, at de finansielt kan stå på egne ben,” siger og understreger, at det da også lykkes for få selskaber som Amazon.

“Jeg tror i virkeligheden, at unicorn-begrebet skal erstattes af noget, der handler om bæredygtighed over for både omverdenen, men også finansielt. Virksomheden skal tage et samfundsansvar, levere på diversitet og på værdierne i lokalsamfundet.”

Samtidig giver det både ledelse og ejerkreds en strategisk frihed ikke at skulle jagte kapital med jævne mellemrum, mener Tue Mantoni, der for nylig fyldte 50 år.

Dermed er han halvvejs, som han siger med en overbevist optimisme. De fleste i omgangskredsen tror i hvert fald på, at han vil nå de 100 år, påpeger Mantoni.

“Jeg ser det som en halvvejs milepæl.”

Skal du selv i spidsen for en virksomhed igen?

“Det tror jeg ikke. Jeg kan godt lide at arbejde med så mange forskellige mennesker og virksomheder. At få lov til at være tæt på strategi, produkt og ledelse i virksomheden,” siger han og peger især på de yngre generationer.

“Det er sjovt at give noget tilbage og bidrage uden at blive den, der sidder med krydsede arme og siger ‘jamen, sådan gjorde vi ikke for ti år siden’.”