ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

Trump-aftale får Total til at flytte milliarder fra vindmøller til gas

Den franske olievirksomhed Total har indgået et forlig med den amerikanske regering, der omfatter at droppe planerne om to havvindprojekter og i stedet investere næsten 1 mia. dollar i amerikansk gas. Global bæredygtighedsboss fastholder dog, at de grønne ambitioner er de samme

Aurélien Hamelle, global direktør for bæredygtighed og strategi i Total, fastholder, at olievirksomhedens grønne ambitioner i USA stadig er de samme trods kommende milliardstore investeringer i gas.
Aurélien Hamelle, global direktør for bæredygtighed og strategi i Total, fastholder, at olievirksomhedens grønne ambitioner i USA stadig er de samme trods kommende milliardstore investeringer i gas. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

For Aurélien Hamelle gav beslutningen sig selv. En nobrainer, som han kalder det.

Den globale direktør for strategi og bæredygtighed i den franske olie- og gasvirksomhed Total har set til, mens USA’s præsident, Donald Trump, i flæng har givet en stribe af enorme havvindprojekter en såkaldt stop work-order.

Det drejer sig bl.a. om danske Ørsted og norske Equinor, der senere har brugt både tid og enorme midler på at lægge sag an mod den amerikanske regering for at få omstødt beslutningen.

Dét kommer Total ikke til. I marts meddelte olievirksomheden, at man havde indgået et forlig med den amerikanske regering, der omfatter en tilbagebetaling af de knap 1 mia. dollar, som Total har betalt regeringen for at få lov til at udvikle to havvindprojekter i henholdsvis New York og North Carolina.

“Det er vanskeligt at udfordre en suveræn regering, der begrunder beslutningen med en bekymring for national sikkerhed,” siger Aurélien Hamelle om aftalen, da Børsen møder ham.

Direktøren henviser til, at den amerikanske regering med Donald Trump i spidsen har brugt national sikkerhed som et argument imod udbygningen af havvind i USA.

“En retssag betyder mange penge og mange år – og det ville også betyde, at den milliard dollar, vi allerede har betalt regeringen for vores leasingaftaler, ville være fastlåst,” siger han videre.

Hvis Europa gerne vil opretholde en gasadgang, der samtidig giver energisikkerhed, så skal man have yderligere amerikansk energi i drift

Aurélien Hamelle, direktør for bæredygtighed og strategi, Total

Tilbagebetalingen af de næsten 1 mia. dollar kommer dog med en krølle: Total har lovet den amerikanske regering, at virksomheden vil geninvestere pengene i amerikanske energiprojekter. Og trods en global klimakrise og løfter om en grøn transformation skal pengene primært investeres i udviklingen af gasprojekter.

Alligevel understreger bæredygtighedsdirektøren, at beslutningen ikke slækker på Totals grønne ambitioner.

“Vi kommer fortsat til at have den tosporede udvikling i USA, hvor vi har olie og gas på den ene side og strøm på den anden side. Vi har fortsat samme mål, men udviklingen kommer bare til at foregå på land i stedet,” siger Aurélien Hamelle.

Amerikansk gas til Europa

Nu kigger olievirksomheden imidlertid mod de projekter, som de godt 1 mia. dollar skal investeres i.

Det drejer sig bl.a. om opførelsen af et anlæg til naturgas ved den amerikanske flod Rio Grande og udviklingen af yderligere olie- og gasaktiviteter i landet.

Investeringerne skal understøtte leveringen af gas til udviklingen af amerikanske datacentre og være med til at forsyne Europa med amerikansk naturgas.

XX
“Havvindindustrien i USA er ikke vokset i samme tempo som i Europa. Derfor har man heller ikke den samme industrielle base,” siger Aurélien Hamelle, der er global direktør for bæredygtighed og strategi i Total. Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Målet er, at Total fortsat skal være den førende eksportør af energikilden, som virksomheden eksporterede 19 mio. ton af sidste år. Samtidig skal Total vokse, i takt med at markedet også gør det, fortæller Aurélien Hamelle.

Det meste af den gas, Total eksporterer fra USA, havner i dag i Europa. Her forudser Aurélien Hamelle, at gasforbruget vil falde langsomt, men gradvist over de kommende år.

Alligevel tror bæredygtighedsdirektøren på, at Europa også fremover kommer til at få brug for den amerikanske gas – også fra et sikkerhedsperspektiv.

“Der kommer stadig til at være brug for mere gas. Hvis Europa gerne vil opretholde en gasadgang, der samtidig giver energisikkerhed, så skal man have yderligere amerikansk energi i drift,” siger han.

Udfordret havvind

Det er ikke kun udsigten til en potentiel stop work-ordre og et søgsmål, der har fået Total til at trække følehornene til sig på det amerikanske marked for havvind.

Finten giver også forretningsmæssigt bedre mening for Total, påpeger Aurélien Hamelle. I USA er det både billigere og mere overkommeligt at producere grøn strøm på land frem for på vand, fordi afstandene er mindre. Det betyder kortere kabler.

Samtidig er der mere jord til rådighed i USA sammenlignet med Europa, hvor befolkningen bor tættere, og udviklingen af landvind derfor ser helt anderledes ud.

I USA betyder store, tomme sletter færre naboklager og nemmere adgang til at opstille både landvind og solenergi, som Total allerede investerer stort i på amerikansk grund.

Det er derfor, at Aurélien Hamelle kalder beslutningen om at trække sig fra det amerikanske marked for havvind for en “nobrainer”.

“Havvindindustrien i USA er ikke vokset i samme tempo som i Europa. Derfor har man heller ikke den samme industrielle base. Det gør omkostningsgrundlaget dyrere pr. enhed, man skal producere. Derfor støtter markedet ikke rigtig udviklingen af havvind i USA,” siger direktøren.

Følger politisk linje

Aftalerne om at bygge havvindparker ud for delstaterne New Yorks og North Carolinas kyster kom oprindeligt i stand under præsident Joe Bidens regeringsperiode i 2022.

Biden lancerede i sin tid en omfattende klimahandleplan, der bl.a. indebar den såkaldte Inflation Reduction Act, der havde til hensigt at accelerere investeringer i den grønne omstilling og grøn energi, herunder havvind, ved hjælp af store statslige investeringer og skatteincitamenter.

Siden da er præsident Donald Trump som bekendt kommet til magten i USA igen og har forsøgt at sætte en kæp i hjulet på udviklingen inden for bl.a. havvind. Præsidenten har under sloganet “drill, baby, drill” samtidig svoret at sætte fut under udvindingen af fossil energi som olie og gas.

Med et løfte om at geninvestere de knap 1 mia. dollar, som Total nu får tilbagebetalt, synes Total at følge den amerikanske linje.

Ville du sige, at beslutningen om at trække jer fra amerikansk havvind primært var drevet af markedsforhold, eller er det en politisk tilpasning til den amerikanske energipolitik?

“Det er både markedsforholdene og den nuværende amerikanske administrations holdning, som vi retter vores investeringsbeslutninger efter. Hvis man ikke har et understøttende miljø gennem andre virksomhedsaktører og politiske incitamenter, kan man ikke få ordentlig gang i det på en skalerbar og økonomisk forsvarlig måde,” siger Aurélien Hamelle.

Strategien er den samme

Den helt store forskel på Totals projekter i New York og North Carolina og de andre aktører i branchen er, at der endnu ikke var taget det første spadestik. Der var ikke truffet endelig investeringsbeslutning, og byggeriet var ikke begyndt.

Derfor erkender Aurélien Hamelle også, at Total havde et helt andet udgangspunkt end de aktører, såsom Ørsted og Equinor, der allerede var i gang.

“Vi havde stadig tid til at vurdere markedet og de risici, der ville være forbundet med en investering på flere milliarder dollar. Derfor gav det mening for os at indgå et forlig,” siger han.

Total er ikke alene om at forsøge at navigere i en hurtigt omskiftelig verden, hvor en ny geopolitisk situation synes at vente rundt om hvert hjørne. Men i USA ryster olieselskabet ikke på hånden, understreger bæredygtighedsdirektøren.

Strategien om at udvikle den samme grønne strøm fortsætter i stedet på land. Selskabet producerer i dag godt 25 gigawatt energi fra sol- og vindmølleparker i USA, ligesom Total også investerer i batteriteknologi.

“Strategien er den samme, som den var under forrige administration. Vi går bare efter de teknologier og investeringer, der er mest rentable for os og for kunderne. Det tror jeg, er noget, som enhver siddende administration i USA vil forstå,” siger Aurélien Hamelle.

Forsiden lige nu