ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tak fordi du læser med

Danske Bank og Rambøll er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor er alle artikler frit tilgængelige for alle læsere.

Danske Bank og Rambøll har ingen indflydelse på indhold eller redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig.

Læs mere om partnerskab.

“Social kapitalfond” henter 670 mio. kr.

Store danske investorer satser millioner på, hvad der er blevet en rekordfond for Den Sociale Kapitalfond. Manden bag peger på, at investorer i højere grad får øjnene op for ny bundlinje

Lars Jannick Johansen er stifter af den Sociale Kapitalfond, der nu skal finde ti-13 socialt ansvarlige virksomheder i Norden.
Lars Jannick Johansen er stifter af den Sociale Kapitalfond, der nu skal finde ti-13 socialt ansvarlige virksomheder i Norden. Foto: Thea Tønnesvang

Kan man både lave sociale forbedringer og få et økonomisk afkast i én investering?

Det mener stifter og partner af Den Sociale Kapitalfond, Lars Jannick Johansen, der undervejs øgede forventningen til kapitalstørrelsen på selskabets nye fond: Invest II. Med fonden har de hentet 670 mio. kr. fra investorer som Novo Nordisk Fonden, Nordea-fonden og Den Europæiske Investeringsfond.

Det er et rekordbeløb for den forholdsvis nye impact-kapitalfond, der var den første af sin slags i Danmark.

“Det er virkelig positivt. Det var håbet,” siger han.

Da Lars Jannick Johansen stiftede fonden i 2011, var håbet nemlig, at investorerne ville få øjnene op for investeringer med en ekstra bundlinje: social forbedring. Noget, han mener, investorerne har fået nu. Den tidligere fond, Invest I, indsamlede for seks år siden 300 mio. kr.

“Det er en generel tendens, at vi er mere bevidste om, hvad for en rolle virksomheder har i samfundet. Det er utroligt glædeligt at stå i en situation med så stor en investoropbakning,” siger Lars Jannick Johansen.

FAKTA 

Impact investeringer

  • Impact betyder indvirkning eller påvirkning.
  • Impact-investorer vil både opnå et positivt finansielt afkast og et målbart, positivt socialt- eller miljømæssigt afkast.
  • Impact-investorerne går ikke på kompromis med det finansielle afkast.
  • Global Impact Investing Network (Giin) er et globalt netværk af investorer, der blev stiftet i 2009, og som arbejder for at udbrede viden om og omfanget af impact-investeringer

Kilde: Giin

At overbevise

Til forskel fra traditionelle kapitalfonde investerer Den Sociale Kapitalfond udelukkende i virksomheder, der fokuserer eller “har potentiale for” social ansvarlighed ved f.eks. at ansætte folk på kanten af arbejdsmarkedet eller at uddanne socialt udsatte. Det kan også dække over miljømæssige afkast, alt sammen kaldet impact-investering.

Dog har sociale investeringer en kort historik. Lars Jannick Johansen peger på, at denne type investering har vist sig at kunne være en overskudsforretning- både økonomisk og socialt. Kapitalfondens esg-rapport 2023 viser et bruttoafkast for Invest I på knap 30 pct.

“Vækst er fundamentet. Hvis virksomheder, der står og skal have en investor ind som sparringspartner, ikke vurderede, at vi var mindst lige så gode som traditionelle kapitalfonde til at drive forretning, så havde vi jo ingen investeringer,” siger han.

Den nye fond skal investere i ti til 13 SMV-virksomheder i Danmark, Sverige og Norge. Firmaer, der gør en forskel for personer med fysiske og psykiske handicap, der før har forhindret dem i at være på en arbejdsplads. Lars Jannick Johansen forventer at kunne levere et nettoafkast ca. 15 pct. Til sammenligning var det gennemsnitlige afkast før skat i år for private equity-investeringer 17 pct. Samtidig er målet for den nye fond at få minimum 1000 mennesker i job eller uddannelse. Hvilke firmaer der skal opnå det, er endnu ikke klarlagt.

Vi investerede for første gang i fonden for otte år siden, og der stod vi godt nok alene

Claus Gregersen, adm. direktør i Chr. Augustinus Fabrikker

Indflydelse blomstrer

Markedet for impact-investeringer begynder at slå ringe i vandet hos især pensionskasser og kapitalfonde i det globale nord. Det fortalte direktør Institutionel engagement i Global Impact Investing Network (Giin) Christian Rosenholm i et interview med Børsen i november.

Giin estimerer, at ca. 3900 investeringsselskaber har placeret ca. 11.122 mia. kr. i impact-investeringer på globalt plan med en vækstrate på 21 pct. fra 2019 til 2024. Det er en lille del af det globale kapitalmarked, men en høj vækst, siger direktøren til Børsen.

Ifølge en ny analyse fra Rambøll og interesseorganisationen Invest for Impact Danmark ligger 300 mia. kr. af gigabeløbet herhjemme, svarende til 2,5-4 pct. af den samlede danske investeringskapital.

FAKTA

Investorer i Invest II

  • Den Europæiske Investeringsfond
  • Norlys
  • Eifo
  • Nordea-fonden
  • Chr. Augustinus Fabrikker Akts.
  • Velliv Foreningen
  • Novo Nordisk Fonden
  • Tryghedsgruppen
  • Finansforbundet
  • Sparekassen Sjælland-Fyn
  • Ferd (NO)
  • AKF
  • Hempel Fonden
  • Østifterne
  • Imperium Family Office
  • Invactor
  • Better Holding

Kilde: Den Sociale Kapitalfond

Små beløb

En medspiller i den nye fond er investeringsselskabet Chr. Augustinus Fabrikker, der forvalter en formue på ca. 37 mia. kr. Samlet set har Chr. Augustinus Fabrikker over de seneste år investeret over 1,2 mia. kr. i impact-investeringer inden for f.eks. klima, sociale forhold, diversitet.

De er ikke nye i klassen, hvad angår at smide penge i Den Sociale Kapitalfond. Denne gang har de lagt 50 mio. kr.

“Vi investerede for første gang i fonden for otte år siden, og der stod vi godt nok alene,” siger den adm. direktør Claus Gregersen i Chr. Augustinus Fabrikker.

I hans øjne har impact-investeringerne modnet sig i en mere professionel retning siden. Han peger på lovgivningen, der siger, at investeringsselskaber har pligt til at foretage de mest lukrative investeringer som muligt for ejerne, men at den sociale bundlinje ikke står i vejen for et økonomisk afkast.

“Vi har siden 2017 prioriteret kapital specifikt til impact, fordi vi har en holdning til, at det faktisk godt kan lade sig gøre at investere finansielt fornuftigt og samtidig gøre en forskel i samfundet. F.eks. har Den Sociale Kapitalfonds afkast været udmærket,” siger han.

Claus Gregersen peger på beløbets relativt lille størrelse set i lyset af den samlede milliardformue, selskabet forvalter.

“Det er relativt små beløb, men det skyldes, at denne type fond ikke er stor nok til at bære større investeringer lige nu. Samtidig er der ikke mange fonde at vælge mellem endnu,” siger han.

Forsiden lige nu