Hos den Kolding-baserede fødevarevirksomhed Procudan mangler de kompetencer til at kunne håndtere bæredygtighedsrapporteringen.
Selvom de har arbejdet på esg-dagsordenen i flere år, synes særligt miljø- og klimarapportering at være en udfordring, da der mangler standarder for CO2-beregninger. Samtidig oplever de et stigende pres fra både bank, kunder og samarbejdspartnere om udledningsmål og tal for CO2-aftryk, fortæller vicedirektør Lene Andreasen.
“Vi har en afdeling i Sverige, hvor vi har mange svenske kunder, og de er bare længere fremme med esg-dagsordenen, end vi er. Der er blandt andet en væsentlig certificering, hvor et af kravene er, at vi bruger grøn strøm, og at vores leverandører bruger grøn strøm til de produkter, som de producerer,” siger Lene Andreasen og tilføjer:
“Samtidig oplever vi også, at det er meget svært for os at få lavet målinger og beregne de præcise tal, så snart vi skal have resten af vores værdikæde med. Derfor har vi valgt at afvente med at rapportere på det.”
pct. af lederne i danske virksomheder mente i 2022, at de manglede kompetencer til at håndtere
klimaregnskabet
Lignende udfordringer står virksomheden Nordic Computer, der videresælger genbrugte computere, også over for. Lars Juhl Frandsen, adm. direktør, fortæller, at det særligt kommer til udtryk ved, at de mangler et regelsæt eller anden form for standardisering, der kan hjælpe dem med, hvordan de skal måle og rapportere korrekt:
“Det bliver faktisk ret uigennemsigtigt, synes jeg. Samtidig er det et område, som jo mere man dykker ned i det, jo mere kompliceret synes jeg faktisk, at det bliver. Som en mindre virksomhed må man derfor også bare erkende, at det er ikke sikkert, at man har tre mand til at tage sig af det.”
Udover at være stødt på udfordringer i esg-samarbejdet har Procudan og Nordic Computer også det tilfælles, at begge virksomheder har været med til at teste et nyt digitalt værktøj, der netop har til formål at lette opgaven med bæredygtighedsrapportering.
Værktøjet ESG Profilen er udarbejdet af Lederne i samarbejde med Deloitte og Danske Bank og bliver gjort gratis og tilgængeligt for alle virksomheder i landet.
Et gratis værktøj, som giver virksomheder og deres ledere et digitalt overblik over data for virksomheden, så de kan arbejde strategisk med bæredygtige indsatser. Den hjælper til at få skabt et overblik over de områder, virksomheden allerede arbejder med. Giver overblik over krav og forventninger fra virksomhedens interessenter. Hjælper med at udvælge og prioritere esg-områder for fremtiden, samler indtastede data og beregner esg-nøgletal i en rapport. Værktøjet er udviklet af Lederne med involvering af medlemmerne og i samarbejde med eksperter fra Deloitte og Danske Bank.
Ifølge en undersøgelse fra Lederne i 2022 oplevede 35 pct. af ledere i danske virksomheder, at de manglede kompetencer til at håndtere klimaregnskabet, mens hver fjerde mente, at de manglede kompetencer til bæredygtighedsrapportering. Det håber de tre organisationer bag værktøjet nu at kunne gøre noget ved.
“Vi forsøger at imødekomme den underskov af små og mellemstore virksomheder, som lige nu står over for den kæmpe opgave, det er, at blive esg-compliant. Det vil også ramme dem, og det synes vi, at vi bliver nødt til at understøtte ved at tilbyde dem et værktøj til det,” siger Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne.
“Vores bekymring var, at de små og mellemstore virksomheder ikke får startet op på det her arbejde i god nok tid og derfor vil miste kunder i form af store virksomheder, fordi de ikke er compliant,” siger Christian Jensby, kommende adm. direktør i Deloitte, om årsagen til, at Deloitte indgik samarbejdet om at udvikle ESG Profilen.
Hos både Procudan og Nordic Computer er arbejdet med esg og bæredygtighedsrapportering ikke nyt. I begge virksomheder er der blevet arbejdet med området i flere år, indgået samarbejder med konsulenter, eksperter og revisorer, mens medarbejderne er blevet inddraget til at tage del i den bæredygtige dagsorden.
Selvom både Lene Andreasen og Lars Juhl Frandsen fremhæver, at værktøjet giver et godt overblik, er det dog også et værktøj, som ikke løser de konkrete udfordringer, de hver især står med.
“Vi har ikke lavet noget, der giver alle svarene – fordi det tror vi faktisk,
er ret umuligt på det her områdeChristian Jensby, kommende adm. direktør, Deloitte
“Det er uden tvivl et rigtig fint værktøj, som jeg forestiller mig, at vi kunne have haft gavn af, da vi for to år siden begyndte at sætte os ind i det her område og måle på vores CO2-aftryk,” siger Lars Juhl Frandsen.
“Jeg tror, at hvis man er en mindre ejerleder, der aldrig har arbejdet med esg før, kan det være en god form for huskeliste. Det giver et meget godt overblik over de indsatser, man gør. Men det har vi i Procudan jo allerede arbejdet en del med og har allerede lavet os et overblik,” siger Lene Andreasen.
Ifølge Christian Jensby er det netop også de virksomheder, der befinder sig i den helt tidlige fase af esg-rapportering, som værktøjet er tiltænkt.
“Vi har prøvet at lave noget, som var ret pædagogisk, og som hjælper til en bevidstgørelse omkring det, man måske ikke i forvejen er klar over. Samtidig har vi ikke lave noget, der giver alle svarene – fordi det tror vi faktisk, er ret umuligt på det her område,” siger han.
Det er ikke første gang, at der bliver udviklet et værktøj som ESG Profilen, der har til hensigt at lette bæredygtighedsrapporteringen for virksomhedsledere.
Snarere tværtimod.
Og uden at have haft mulighed for at se eller afprøve Ledernes bud på et rapporteringsværktøj er det ifølge Birgitte Mogensen, formand for FSR – Danske Revisorers udvalg for samfundsansvar og bæredygtighed, vigtigt at huske på, at digitale værktøjer ikke kan stå alene i esg-dagsordenen.
“Som regel er alle værktøjer gode hjælpeværktøjer, men de kan ikke drive virksomheden. Esg er jo netop et spørgsmål om, hvordan man vil drive sin virksomhed,” siger Birgitte Mogensen og tilføjer:
“Værktøjer kan være med til at inspirere, men det vil aldrig kunne løse alle virksomhedens udfordringer.”
