35 danske og tyske profiler inden for politik og erhvervsliv sad i slutningen af august til en rundbordssamtale i Rambøll. Deltagerlisten inkluderede Danmarks klimaminister, Dan Jørgensen (S), flere tyske ministre og højtstående chefer i selskaber som Ørsted, Vattenfall, Haldor Topsøe og Hamborg Port.
De diskuterede, hvorvidt der skal sættes et omfattende dansk-tysk samarbejde på benene for at skalere produktionen af power-to-x-produkter (ptx), der kort sagt forarbejder strøm til lagringsbare brændstoffer som eksempelvis brint.
“Danmark er en speedbåd, og Tyskland er en supertanker
Jens-Peter Saul, adm. direktør, Rambøll
En af initiativtagerne til arrangementet er Jens-Peter Saul, øverste chef i den globale ingeniørkæmpe Rambøll. Han er opvokset i Hamborg og har tæt kontakt til storbyen, der som følge af sin storindustri og skibstransport i havnen forventer at efterspørge store mængder grøn brint i fremtiden.
“Tysklands behov for vedvarende energi er 15 gange større end Danmarks. Til gengæld har Danmark tre gange så stort et maritimt areal.”
Jens-Peter Saul understreger, at de enorme forskelle i kapacitet og efterspørgsel gør Danmark og Nordtyskland til oplagte samarbejdspartnere.
Gennem Rambøll følger han udviklingen i sektoren tæt, og selskabet er aktivt i 40 konkrete ptx-projekter og over 20 akademiske studier.
“Tyskland får en sværere vej til sine klimamål, fordi der er store mængder tung industri, der er meget vanskelig at elektrificere direkte. Der skal i stedet bruges grøn brint for en tid i hvert fald,” siger han og tilføjer, at Danmark her kan levere både varen og viden.
“Danmark er en speedbåd, og Tyskland er en supertanker. Danmark er på grund af politisk hastighed, mængden af vindenergi og geografisk afstand det perfekte laboratorie i forhold til teknologi og viden. Syd for grænsen er det perfekte sted at skalere teknologierne til storproduktion,” lyder det fra Jens-Peter Saul.
ptx-projekter er Rambøll allerede en aktiv del af
Konkret efterspørger han et dansk-tysk partnerskab, hvor politiske strategier bliver ensrettet, der skabes samarbejde mellem universiteter, og allerhelst skal der etableres infrastruktur som rørledninger, der skal gøre dansk eksport af brint til Tyskland tilgængeligt.
Klimaminister Dan Jørgensen fortæller, at han er meget åben for at samarbejde på tværs af EU-landene, og at Danmark allerede deltager i et tyskledet europæisk samarbejde om brint.
“Brint er også en del af den dialog, vi har med Tyskland i forhold til energiøerne. Vi er derfor også interesserede i at se på et muligt samarbejde med andre tyske parter som f.eks. Hamborg,” skriver Dan Jørgensen i et svar til Børsen.
