Alt for mange danske virksomheder undervurderer den omfattende opgave, der ligger i EU’s nye rapporteringsdirektiv for bæredygtighed CSRD. Det mener Christopher Loklindt, som er senior bæredygtighedskonsulent hos Accenture.
Særligt på indhentning af information som CO2-udledning og miljøpåvirkning fra leverandører hænger alt for mange i bremsen.
“Jeg vil tro, at noget nær hver fjerde simpelthen ikke er ordentligt forberedt,” siger han og peger på selskaber, der skal rapportere fra 2024.
Det er dog et skøn, understreger han. At være ordentligt forberedt betyder i hans optik, at en virksomhed allerede nu har styr på data og alle rapporteringskravene i fremtiden. Det betyder ikke, at selskaber vil leve op til kravene, men at “de vil skrive sig ud af, at de ikke har styr på data”, siger Loklindt.
Rådgivere og industri har løbende beskrevet den store opgave for både store som små virksomheder i at tilpasse sig de nye krav. Mærsks bæredygtighedschef Lene Serpa fortalte for nyligt til Børsen, at virksomheden fortsat arbejder på at blive helt klar. Konsekvensen bliver ifølge Christopher Loklindt, at mange felter i første omgang vil stå tomme i bæredygtighedsrapporterne, fordi virksomhederne ikke har formået at skaffe de nødvendige informationer.
“Det er relevant, fordi det begynder at være et konkurrenceparameter. Og man ville undre sig, hvis man sad som investor og gik op i de her emner, at nogle virksomheder ikke havde data på det,” siger han.
I Danmark ventes omkring 2300 virksomheder at blive ramt af de nye regler. For de første er det allerede fra næste år. Det er dog særligt næste runde, som skal være klar i 2025, der giver panderynker hos konsulenten.
“De, der kommer i anden runde, har mere travlt end dem i første runde, for de er mindre modne.”
Hos Dansk Erhverv medgiver csr-chef Ellen Marie Friis Johansen, at der er et efterslæb for virksomhederne i at blive helt klar til at rapportere efter de skærpede regler.
Hun understreger dog i samme ombæring, at virksomhederne står over for en gevaldig opgave, der kommer til at muligvis år at få indarbejdet.
“Jeg tror egentlig, at danske virksomheder generelt er så forberedte, som man kan være. Det er et kæmpe regelsæt, der kommer meget hurtigt,” siger Ellen Marie Friis Johansen.
“Man skal starte et sted og ingen tvivl om, at mange virksomheder er ved at spise en elefant, og den må man skære op i bidder og spise en ad gangen.”
