Professor udpeger arbejdstid og bnp som klimaets store syndere

Kan man vækste uden at ødelægge klimaet?

Ifølge den ungarske miljøprofessor og tidligere næstformand i FN’s klimapanel Diana Ürge-Vorsatz er svaret på det spørgsmål et klart “nej”. 

Den stålfaste udmelding kommer på baggrund af, at hun netop har publiceret et studie i det anerkendte tidsskrift The Lancet, hvori hun sammen med en række andre forskere har gennemgået stribevis af litteratur inden for den økonomiske postvæksttankegang. 

Med det i hånden kommer hun med et nyt og gennemarbejdet indspark til en debat, der i princippet har stået på siden 70’erne, men som de seneste år for alvor er blusset op igen:

Det handler om klodens ressourcer, om menneskers velfærd, det gode liv, det rige samfund og et klima på randen af undergang. 

Og så handler det ifølge Diana Ürge-Vorsatz om bnp, om stigende forbrug, om at ændre hele måden, virksomheder anskuer fremgang på – og om at gøre det nu. 

“Vi har faktisk ikke noget valg,” siger hun uden tøven. 

Tager vi bl.a. det stigende forbrug, som kendetegner samfundet anno 2025, er det årsag til en række klimaforandringer. 

Hun remser op i flæng: 

Landbrugsjord, der kollapser og blæser væk med vinden. Skovbrande, orkaner, lange perioder med tørke, oversvømmelser, en indlandsis, der smelter, og en overhængende fare for, at den atlantiske havstrøm kollapser. 

Vores trang til at købe, forbruge og gøre det igen er nemlig skyld i, at vi som samfund endnu ikke har formået at få CO2-udledningerne ned trods talrige anstrengelser, mener hun. 

“Selvom vi har haft stor succes med at implementere vedvarende energikilder, formår vi ikke at knække udledningskurven, fordi vores efterspørgsel efter energitunge materialer vokser hurtigere, end vi kan nå at sætte vedvarende energi op,” siger Diana Ürge-Vorsatz og tilføjer: 

“Men hvis vi kan styre vores forbrugslyst og se vækst som et spørgsmål om fremskridt inden for trivsel, sundhed og balance mellem arbejde og fritid – i stedet for et parameter, der måles i virksomheders salg og produktion, kunne vi have knækket den udledningskurve for længst.” 

Enig økonomiprofessor 

Diana Ürge-Vorsatz kan ikke løbe fra sin titel og virke som professor i miljøvidenskab ved Central European University. 

Alligevel holder det hende ikke fra at bevæge sig ind i en ophedet debat, der vedrører økonomien, vores ressourcer og forbrug – et fagfelt, som i princippet slet ikke er hendes. 

Men argumenterne bunder i det studie, som hun og en række andre forskere – herunder flere økonomer – har publiceret.

Og på baggrund af det lyder konklusionen, at der venter en svær opgave foran os. 

For vækst er dybt indlejret i vores system og måde at agere på. 

Den gennemsyrer hele erhvervslivet og smitter af på forbrugerne, der gennem markedsføring og reklamer bliver fortalt, at de kun kan blive lykkeligere ved at købe den nyeste iphone, den nyeste bil, det nyeste produkt, argumenterer hun. 

“Det er enormt svært at bryde fri fra den tankegang. Men hvis vi ikke gør det, står vi over for enorme risici,” understreger Diana Ürge-Vorsatz. 

Holdningen er hun og forskerne bag det nye studie imidlertid heller ikke alene om. 

Philipp Schröder, der er professor i økonomi ved Aarhus Universitet, kan ligeledes få øje på alvoren i de modeller, som forskerne har fundet frem til i deres studie. 

“Jeg er meget enig i – og bekymret over – de scenarier, man kan modellere frem om ressourceforbrug og klimaforandringer,” siger han blandt andet. 

Han understreger samtidig, at til trods for hans betænkeligheder ved det nye review er diskussionen vigtig. 

“Den peger på nogle samfundsudfordringer og scenarier, som vi bør holde øje med – og ved at gøre det, bidrager den allerede der til noget nyttigt,” siger han. 

Hvad angår hans betænkeligheder, vender vi tilbage til dem om lidt.

Ud med bnp 

Post vækst-tankegangen betegner et helt særligt forsknings- og diskussionsfelt inden for økonomien, der også relaterer sig til teorierne om økologisk økonomi, doughnut-økonomier og degrowth. 

Selvom der i mængden af forskningslitteratur på området er en række punkter, hvor teorierne adskiller sig fra hinanden, er der også nogle ting, der går igen. 

Under arbejdet med studiet fandt Diana Ürge-Vorsatz og det øvrige hold af forskere bl.a. ud af, at der var bred enighed om at kassere bnp som et mål for fremgang og økonomisk samfundsmæssig succes. 

Ser vi for eksempel på målestokken i en klimamæssig kontekst, vil ekstreme vejrhændelser som skovbrande og orkaner, der medfører ødelæggelser for flere milliarder dollar, ikke fremstå som et tab i landenes bnp, men derimod som en gevinst. 

“Hvorfor?” spørger Diana Ürge-Vorsatz og følger dernæst selv op med svaret: 

“Fordi det iværksætter genopbygningsaktiviteter – og i bnp vil det se ud som om, at der sker en masse økonomisk aktivitet. Men i virkeligheden øger det ikke samfundets velbefindende – vi forsøger bare at genskabe det, vi allerede havde i forvejen.”

Derfor bør man i stedet finde et andet mål for samfundsmæssig og økonomisk fremgang end bnp, lyder det. 

Hvad det “andet” skal være, står til gengæld ikke helt klart endnu, men bl.a. OECD har forsøgt at finde et alternativ ved i stedet at udforme det, organisationen kalder et better life index, peger professoren på. 

Her har man siden 2011 målt på forskellige parametre inden for livstilsfredshed, uddannelsesniveau og sundhed i forskellige landes befolkninger.

Arbejd mindre

Ud over at skubbe bnp af banen er der inden for forskningen bred enighed om, at hvis vores samfund og klima skal udvikle sig til det bedre, skal vi omfordele vores ressourcer. 

Ulighed i verden er nemlig et stort problem – både for klima, samfund og menneskers velbefindende – og for at komme den ulighed til livs, er der brug for, at de fattigere dele af verdensbefolkningen får plads til at udvikle sig, peger professoren på. 

Men den plads, målt i ressourcer og forurening, kan kun frigøres, hvis verdens rigeste redistribuerer deres forbrug. 

Det vil sige: sænker det gevaldigt.

Men hvordan det helt konkret skal gøres, er også et spørgsmål, der er genstand for splittelse i forskningsverdenen. Nogle peger på, at det bør ske gennem en CO2-afgift, mens andre råber vagt i gevær over for netop den type værktøj. 

En sidste ting, som de forskellige skoler inden for post vækst-økonomien derimod er enige om, er, at vi skal arbejde mindre. 

Årsagen er ifølge Diana Ürge-Vorsatz indlysende: 

“Når vi arbejder mere, stiger vores indkomst, og når vores indkomst stiger, øger vi vores forbrug, og når vi øger vores forbrug, følger udledningerne med.” 

Skruer vi i stedet ned for arbejdstiden og op for fritiden, mener Diana Ürge-Vorsatz, at vi både vil forbruge mindre, fordi vi får færre penge mellem hænderne, og samtidig forbedre vores livskvalitet. 

“Som chef eller virksomhedsejer kan det være, at man i stedet for at give en lønbonus til de medarbejdere, der har gjort en ekstra indsats, belønner dem med mere fritid,” foreslår hun.

Ingen mastermind 

Philipp Schröder, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, var som skrevet enig i, at vækst og stigende forbrug kan tage samfundet et ubehageligt sted hen. 

Men hvad angår tankegangen om at løse problemet ved blandt andet at erstatte bnp og arbejde mindre, er han mere skeptisk. 

Han kan godt se, at der en række faktorer, som ikke bliver særlig godt belyst af bnp – såsom at det ikke korrigerer for tab af f.eks. naturressourcer. Men det er ikke ensbetydende med, at det i sig selv er problemet. 

Ifølge ham forudsætter den logik, at der har været en mastermind, eller en slags samfundsdesigner, som på forhånd har bestemt, hvordan vores samfund skulle indrettes – og hertil at bruttonationalproduktet skulle være måden, vi måler fremgang på. 

Spoiler alert: Det har der ikke været. 

“Det er jo ikke bruttonationalproduktets skyld, at der er vækst. I virkeligheden er det en fuldstændig decentral beslutning taget af forskellige aktører, der tænker på sig selv – og så ender man i en verden, hvor der er vækst, og hvor der er overforbrug,” siger han og kalder derfor også diskussionen om udskiftning af bnp en smule naiv. 

Hvad angår diskussionen om arbejdstid, mener han også, at der er nogle huller. 

“Der er jo det problem, at folk gerne vil have både en skirejse og en tur til Mallorca, og hvis man beder dem om at holde mere fri, vil de måske bare bruge den fritid på at tage et ekstra job, så de kan spare sammen til ferie,” siger han og tilføjer: 

“Samtidig er fritid også forbundet med et enormt forbrugselement.” 

I stedet for at ændre bnp’et og skrue på folks arbejdstid er Philipp Schröder derimod en af dem, der mener, at skatter og CO2-afgifter er vejen er frem. 

“Det er i sidste ende et problem, der er skabt af en masse individuelle mennesker, og derfor er det også det individuelle menneske, der skal løse det,” siger han og uddyber: 

“Når du booker din ferie eller bestemmer dig for at købe to biler, tænker du ikke på bnp-væksten. Man kan appellere nok så meget til, at du ikke skal købe bil nummer to, eller at du skal holde ferien derhjemme, men hvis man virkelig vil ændre folks adfærd, skal man sætte priserne op.” 

Han tilføjer: 

“Man kan kalde mig oldschool, men på samme måde mener jeg også, at hvis tingene er rigtigt prissat – sådan at du betaler en høj pris, hvis du udleder meget CO2 eller bruger råstoffer, der ikke kan erstattes – vil man bedre kunne korrigere for den adfærdsproblematik, der ligger i vækstscenarierne,” siger Philipp Schröder.