Stiesdal startede med en mølle på forældrenes gård – i dag sælger han brintanlæg til Indien

“Som ung lærte jeg fire principper om førstehjælp. Stands ulykken, yd livreddende førstehjælp, ring 112, yd normal førstehjælp.

Her på Jorden kan vi ikke ringe til nogen om klimaet. Vi er alene. Mange arbejder med almindelig førstehjælp og rydder op i miljøet. I vores virksomhed koncentrerer vi os om at standse ulykken og yde livreddende førstehjælp.

Vi arbejder med flydende havvind, energilagring og brint. Teknologier, som fortrænger fossile brændsler. De er med til at standse ulykken. Så arbejder vi med kulstoffangst fra luften, som kan yde livreddende førstehjælp til klimaet ved at fjerne noget af den CO2, der er for meget af i atmosfæren.

Vi kan ikke knipse med fingrene og sige, at når vi har gjort det her, så er alle problemerne løst. Men vi kan bidrage til at afværge den store katastrofe og give nye generationer mulighed for at bringe klimaet tilbage til en stabil tilstand. Helst noget, der kan minde om situationen, før mennesker begyndte at udlede alt for meget drivhusgas.

“

Jeg forestiller mig på ingen måde, at vi kommer til at være alene om at lave billige brintanlæg. Så snart nogen kan, følger andre med

Henrik Stiesdal, stifter og adm. direktør,
Stiesdal

Man skal elektrificere med grøn strømalle de steder, man kan. Men der er dele af industrien, hvor man ikke kan. Det gælder også dele af transporten. Man kan ikke sejle varer fra Kina til Europa på batteriskibe. Det kommer aldrig til at ske. Der er en stor rolle i at få dækket det hul, som ikke kan dækkes med el.

Billig brint er den eneste vej fra grøn strøm til brændstoffer. Det er afgørende i en fremtid med brændstoffer baseret på el. Grønne brændstoffer bliver set som alt for dyre. Men sådan behøver det ikke at være.

Jeg var i USA i 1978 for at se på vindkraft. Her besøgte jeg et stort laboratorie i New Mexico, som blev lavet til udvikling af atomvåben efter Anden Verdenskrig. I 70'erne gik det op for folk, at de måske kunne lave noget andet, og de så bl.a. på solpaneler. Dengang kostede de 100 dollar pr. watt. I dag, 40 år senere, koster de under 1 dollar. Det er ikke, fordi der er kommet ny teknologi, men fordi vi er gået fra småskala til masseproduktion.

For et par år siden læste vi i store, internationale rapporter, at det vil vare årtier, før grøn brint ville være konkurrencedygtig. Hvorfor det, spurgte jeg. Fordi vedvarende energi er dyr og elektrolyseanlæg er dyre, lød svaret. Men vedvarende energi er jo blevet billig, så problemet må være elektrolyseanlæggene. Hvorfor er de dyre, spurgte jeg. Det viste sig, at elektrolyseanlæg som hovedregel ikke er så godt industrialiserede. Jeg stiller altid de her børnespørgsmål, som faktisk er gode til at give fokus.

Vi har derfor udviklet et anlæg, der fra starten er industrialiseret. Vi har allieret os med virksomheder, som i forvejen masseproducerer produkter, der minder om anlæggets komponenter. Det giver en meget lav pris på brintanlægget.

Vi sætter det første 3 megawatt-anlæg op i år og leverer nogle prøveanlæg til kunder. Den egentlige serieproduktion starter næste år. Det er det brintanlæg, som vi i oktober indgik en aftale om med Reliance. En af Indiens største virksomheder. De skal producere vores brintanlæg i Indien.

Jeg startede i 1976 med et meget snævert perspektiv. Energien var blevet dyr efter oliekrisen, og på mine forældres gård plagede det dem noget, at det var så dyrt med strøm og varme. Så byggede jeg en mølle til dem. Der var mange andre selvbyggere, og i det pionermiljø kom vi frem til, at man måske engang kunne dække 10 pct. af Danmarks elforbrug med vind. Jeg er sikker på, at vi i nat har haft over 100 pct. vindkraft.

Der skete noget for mig i 1988-1989. Her begyndte den amerikanske tidsskrift Wind Energy Weekly at skive om noget, de kaldte global opvarmning. For helvede, de har ret. Den er helt gal, tænkte jeg. Siden da er kampen mod klimaforandringerne blevet den helt store motivation.

Jeg forestiller mig på ingen måde, at vi kommer til at være alene om at lave billige brintanlæg. Så snart nogen kan, følger andre med. Det er de nødt til, og så har man den sunde konkurrence. Måske siger de et kort øjeblik “nå for helvede”, men så strammer de skruen, og så sker det også hos dem. Sådan er det. Det er vi kun glade for. Vi skal ikke have monopol på billige anlæg. Vi skal have konkurrence.

På de steder i verden, hvor der er meget sol, vil man om få år kunne lave brint til en pris, der er lavere end prisen på naturgas. Når det sker, kommer den grønne omstilling af sig selv. Det vil være et ægte “tipping point”.

I Danmark har vi haft et kæmpestort tipping point indenfor havvind. I matematik ville man kalde det en singularitet. Noget enestående. Indtil Thors Havmøllepark har staten givet tilskud til havvind. Med Thor får staten i stedet en indtægt på at udleje søterritoriet og tjener penge på havvind. Det er en verden til forskel.

“

Nogen siger, at det ikke betyder noget, hvad vi gør som et lille land. Men vindkraft er en stor energifaktor i verden, og alle vindmøller er inspireret af danske møller.

Henrik Stiesdal, stifter og adm. direktør,
Stiesdal

Gør vi i Danmark nok for, at vi som nationbidrager til at løse klimakrisen? Det synes jeg. Det, som Folketinget og regeringen har gjort for nye teknologier og kommende bevillinger, kunne man ikke ønske sig ret meget bedre.

På brint og energilagring er vi lidt plaget af tarif, når strømmen bliver transmitteret. Her under interviewet holder jeg i min bil ved Give ved siden af møller, der står stille, fordi vi ikke kan aftage strømmen. Her får samfundet ingen indtægt fra tarif. Hvis de samme møller kørte for at drive et brintanlæg i nærheden, skulle man betale i dyre domme for at få overført strømmen. Hvorfor egentlig, når vi nu bidrager til at løse klimakrisen? Man er heldigvis ved at se på det.

Hvis man står med vinden i ryggen, løber alle vindmøller i verden samme vej. Højre om. De gør de, fordi vi gør sådan i Danmark. Ved køkkenbordet i 1978 besluttede den første vingeproducent, Erik Grove Nielsen, sammen med sin kone, at vingerne skulle løbe modsat retning af Tvinds lille mølle. For at markere, at de var anderledes end Tvind, som dengang fyldte meget inden for vindkraft.

Nogen siger, at det ikke betyder noget, hvad vi gør som et lille land. Men vindkraft er en stor energifaktor i verden, og alle vindmøller er inspireret af danske møller. På afstand kan man ikke se, at en kinesisk mølle ikke er dansk.”

kara@borsen.dk