Forestil dig en flaskeautomat.
Efter en stor fest kan poserne med pant godt være tunge at slæbe, men næppe lige så tunge som de varer, en ny maskine fra virksomheden Gamle Mursten har opfundet, kræver.
Den tager nemlig ikke imod øldåser og sodavandsflasker, men derimod mursten.
Maskinen, som har fået navnet “Bricks Again,” spiser den gamle, brugte mursten, og spytter til gengæld en renset mursten ud på den anden side, som er helt klar og godkendt til at bygge med på ny. Den renser stenen ved enten at skære eller fræse den gamle mørtel af.
FAKTA
Børsen Bæredygtig Cases
Børsen har siden 2022 udvalgt 224 projekter, som kan inspirere resten af erhvervslivet i den grønne omstilling.
Projekterne er indsendt af virksomhederne og udvalgt af Børsen Bæredygtigs redaktion med faglig sparring af et advisory board af erhvervsprofiler med viden og erfaring inden for erhvervslivets grønne omstilling.
Se årets 34 cases på borsen.dk/cases
“Med vores maskine sparer man ca. et halvt kilo CO2 pr. mursten, fordi man ikke brænder en ny sten, og man bruger materiale, som allerede er ude og leve,” siger Claus Juul Nielsen, der er adm. direktør i Gamle Mursten, som står bag maskinen.
Virksomheden har i over 23 år renset brugte mursten fra nedrevet byggeri på deres fabrik i Svendborg. Men med den nye maskine, der konkret er placeret i en container, og som kan flyttes direkte ud på byggepladsen, åbner der sig nye potentialer, siger Claus Juul Nielsen:
“Vi renser allerede 3-4 mio. sten her i Svendborg om året, og hvis vi antager, at der kommer 20 containeranlæg op i Danmark, så kan det give en yderligere produktion på 13 mio. rensede sten.”
Bidrag til samlet potentiale
Byggeri står i dag for omkring 30 pct. af Danmarks samlede CO2-udledning, og man har vedtaget krav om, at man skal under 1,5 kg CO2-udledning pr. kvadratmeter pr. år på byggepladsen.
Gamle Murstens anlæg, Bricks Again, giver en CO2-besparelse på 0,5 kg CO2 pr. sten, og kan rense 3000 sten om dagen – dermed kan man altså på en byggeplads dagligt spare op til 1,5 ton CO2 om dagen med Bricks Again, forklarer Claus Juul Nielsen.
Miljøstyrelsen lavede i 2016 en analyse, som konkluderede, at det samlede markedspotentiale i Danmark for genbrugte mursten er 47 mio. om året.
“Med Bricks Again kan vi bidrage med en stor andel til det regnestykke,” siger den adm. direktør.
Øje på andre lande
Savene i maskinen er testet på mursten med hård cementmørtel fra blandt andet Tyskland, Norge, Frankrig og Schweiz, så Claus Juul Nielsen regner med at kunne ekspandere forretningen ud over landets grænser inden for de næste par år.
Han har for eksempel øjne på Ukraine, hvor han ser, at maskinen vil kunne bringe stor gavn.
“Vi tænker, det er en løsning, som er ganske nærliggende. Ukraine har en god tradition for genbrug af mursten, og nu er det jo sådan, at der desværre er en masse bygninger, som er væltet allerede,” siger han.
Teknologien er patenteret af Gamle Mursten, men der er stadig konkurrenter på markedet, og Claus Juul Nielsen tror også, at der er flere på vej inden længe.
FAKTA
Gamle Mursten og Bricks Again
- Gamle Mursten er en virksomhed fra 2003, der renser og CE-mærker mursten til byggeriet.
- I 2025 udkom Gamle Mursten med en mobil løsning, “Brick Again,” der kan bestilles ud på byggepladsen, så stenene ikke skal fragtes mellem nedrivning og rensning – det gøres direkte på stedet. Gamle mursten omtaler selv løsningen som en flaskeautomat til mursten.
- Bricks Again-anlægget er installeret i en 20- eller 40-fods container med enten fræsermoduler og/eller savmoduler, som fjerner kalk- og cementmørtler fra mursten. Det tager ifølge Gamle Mursten 15 minutter at oplære personale i at betjene maskinen, som tager 10 minutter at sætte op.
- Bricks Again-anlægget kan rense op til 3000 sten om dagen for mørtel. For at sætte det i perspektiv, skal der i omegnen af 8-10.000 mursten til et parcelhus. Så det ville kræve omtrent tre dage at rense mursten nok til sådan et hus.
- Gamle Mursten har opnået CE-mærkning af deres sten, hvilket betyder, at de lever op til de samme værdier som nye mursten.
Kilde: Gamle Mursten
Det bekymrer dog ikke den adm. direktør, da han er “godt tilfreds” med at være lykkedes med at komme på markedet allerede nu med den nye maskine.
“Der er allerede projekter, hvor vores teknologi bliver tænkt ind, og derfor har vi et forspring,” siger han.
Normalt tager Gamle Mursten 10 kr. for en renset mursten, der har været gennem virksomhedens maskine i Svendborg. Med den nye, mobile løsning kan prisen sænkes til 6-7 kr., forklarer Claus Juul Nielsen, da stenene ikke skal fragtes fra nedrivning til Svendborg og tilbage til byggepladsen igen.
Alle de sten, som Gamle Mursten renser, får CE-mærkning, hvilket er en garanti for, at stenen lever op til en særlig kvalitet – blandt andet i forhold til tryk, frost og vandoptag.
CE-mærkningen gælder også, når entreprenørerne selv renser stenene ude på byggepladsen.
Maskinens energi
Maskinen, som man får ud, når man lejer en Bricks Again-løsning, bruger naturligvis noget energi for at køre. Men som entreprenør, der benytter maskinen, skal man ikke frygte, at den energi kommer til at koste på klimaregnskabet, forklarer Claus Juul Nielsen.
“Politisk har man besluttet, at det at genbruge et byggemateriale, som en gammel mursten er, fylder et nul i CO2-regnskabet. Det vil sige, at det gør en forskel, når man skal overholde reglerne for, hvor meget CO2 man bruger på sin byggeplads.”
“Det svarer lidt til, at teglværkerne og betonindustrien har afgiftsfritagelse for en stor del af de afgifter, der er i forbindelse med emissioner. Så tænker man i stedet for, at man kan jo ikke ligesom give os emissionsfritagelser, når vi ikke rigtig udleder noget.”
Claus Juul Nielsen fortæller, at man på fabrikken i Svendborg benytter sig af grøn strøm, da virksomheden har en kontrakt på vindmøllestrøm.
Med Bricks Again-løsningen, hvor en container kommer ud og står på byggepladsen, kan Gamle Mursten ikke garantere, at det er grøn strøm, maskinen kører på.
“Vi har et konsulentbureau til at beregne, hvad konsekvenserne er, at køre materialer ind til Svendborg og tilbage igen kontra at køre containeren ud til byggepladsen og rense dem på stedet.”
Han kan dog fortælle, at Gamle Murstens produktionstal i Svendborg, inklusive transport af råvarer, for eksempel fra København til Svendborg, ligger på 8,9 kilo CO2 pr. ton.
“Det er det laveste, der findes. Og ved at køre containeren ud, så kommer vi endnu længere ned, fordi vi ikke har nogen transport,” siger Claus Juul Nielsen.
