Oliegiganter øger risikoen og søger dybere efter olie

Denne artikel er oprindeligt bragt den 5. januar i Børsens svenske søstermedie Dagens Industri, som har givet Børsen tilladelse til at bringe artiklen på dansk.

Den 20. april 2010 blev Den Mexicanske Golf rystet af en voldsom eksplosion. BP’s boreplatform Deepwater Horizon, godt 60 km ud for Louisianas kyst, blev på få øjeblikke forvandlet til et inferno – kulminationen på en kæde af fejlbeslutninger og tekniske svigt.

Deepwater Horizon, bygget omkring årtusindskiftet og designet til udvinding på store dybder, var i gang med at bore 1500 m under havoverfladen, da metangas uventet trængte op gennem stigrøret. Eksplosionen dræbte 11 mennesker og udløste et af historiens største olieudslip. I 87 dage strømmede olie ukontrolleret ud fra brønden, før lækagen blev stoppet.

Dengang var boring på den dybde stadig et sjældent fænomen. I dag er såkaldt ultradyb udvinding langt mere udbredt, og i løbet af 2025 er en række nye felter taget i brug med brønde på 1,5 kms dybde eller mere. Den Mexicanske Golf er fortsat et af de førende områder – men også Santos-bassinet ud for Brasiliens sydøstlige kyst og farvandet ud for Angola er blevet centrale frontlinjer.

Ultradyb boring er blevet den nye frontlinje i jagten på olie og gas. Dels fordi teknologiske fremskridt gør det muligt at udvinde på dybder, der tidligere var uden for rækkevidde. Dels fordi mange af verdens klassiske offshore-felter nærmer sig deres produktionsloft – samtidig med at efterspørgslen efter olie fortsætter op.

Øget efterspørgsel

Thina Saltvedt, mangeårig råvareanalytiker og i dag chefanalytiker for energi og bæredygtighed i Nordea, ser en klar tendens:

“Ultradybe projekter er dyrere og mere komplekse, og derfor har mange selskaber længe holdt sig fra dem. Men når olieprisen er høj nok, og efterspørgslen stor, bliver selv de mest utilgængelige områder interessante,” siger hun.

Et af de nyeste ultradybe felter, der er sat i drift, er Bacalhau ud for São Paulo. Det brasilianske offshore-projekt ejes af norske Equinor sammen med amerikanske Exxon Mobil og det statsejede brasilianske selskab Petrobras. Reserverne anslås til 1 mia. tønder eller mere – men olien er langtfra let at hente op.

“Bacalhau ligger på mere end 2000 ms dybde. Reservoirerne er mere komplekse, og trykket er højere end normalt på den norske kontinentalsokkel. Men vi har boret både dybere og under højere tryk andre steder i verden – for eksempel i USA,” siger Equinors talsperson Ola Morten Aanestad.

Han fortæller, at Equinor allerede har endnu et dybvandsprojekt i støbeskeen: Raia i det såkaldte Campos-bassin ud for Brasiliens kyst, hvor der skal bores i omkring 2900 ms dybde.

Sværere at hente kapital

At olieselskaberne rykker ud i dybere farvande, er en naturlig konsekvens af den hårdere kamp om nye områder, siger Thina Saltvedt. Men dybden gør også alt vanskeligere.

“De tekniske udfordringer er større, og det samme gælder risikoen. Det er sværere at kontrollere flowet, og hvis noget går galt, gør dybden det langt vanskeligere at håndtere problemerne. Oprydningen bliver også dyrere, hvis der sker en ulykke. Deepwater Horizon er en påmindelse om, hvor komplekst og risikofyldt det er at bore i dybt vand,” siger hun.

På grund af de særlige risici har flere banker og kapitalforvaltere valgt at holde sig fra ultradyb boring – enten ved at undlade at yde lån til selskaber i segmentet eller ved helt at fravælge dem som investering.

Danske Bank placerer ultradyb havboring i kategorien “Frontier oil and gas production”, som også omfatter udvinding i sårbare områder som Arktis og Amazonas. Hvis mere end 5 pct. af et selskabs omsætning kommer fra disse aktiviteter, må banken ikke yde lån til selskabet.

Begrænsningen er dog i praksis blevet overhalet af en senere – og strammere – klausul, der helt forbyder udlån til olieselskaber, som udvider deres aktiviteter, fortæller Samu Slotte, chef for bæredygtig finansiering i Danske Bank.

Alligevel omfatter bankens politik ikke de virksomheder, der leverer udstyr og service til ultradyb udvinding.

“Vores begrænsning gælder kun selskaber inden for efterforskning og produktion – dem, der ejer licenserne og træffer beslutningen om, hvorvidt der skal sættes et felt i produktion. Vi tillader derimod finansiering af servicevirksomheder, som kan operere den type projekter,” siger Samu Slotte.

Et svensk selskab, der har specialiseret sig i teknologi til ultradyb udvinding, er Stena Drilling – et helejet datterselskab af den familieejede Stena-koncern. Virksomheden driver en flåde på fem ultradybe borefartøjer, konstrueret til vanddybder på op til ca. 3700 m, samt en delvist nedsænkbar platform – en såkaldt semi-submersible.

Blandt Stena Drillings kunder er energigiganten Shell, som har en flerårig kontrakt på borefartøjet Stena Evolution i Den Mexicanske Golf, og franske Total Energies, der bruger Stena Drillmax til boring i vanddybder mellem 1000 og 3000 m ud for Surinams kyst.

En anden nordisk aktør i sektoren er britiske Noble Corporation, hvis flåde er stærkt rettet mod ultradyb boring og operationer i barske miljøer. Efter fusionen med Maersk Drilling i 2022 kontrollerer rederifamilien Møllers investeringsselskab, A.P. Møller Holding, godt en femtedel af aktierne i selskabet.