“Det er en speciel dag. Vi har nået en kæmpe milepæl.”
Den norske energiminister Terje Aasland (Arbejderpartiet) misser med øjnene. Solen står højt på himlen og reflekterer sig i facaden på de 12 cylinderformede beholdere bag ham. Til forveksling ligner de forvoksede dykkertanke.
Det er her, 1,5 mio. ton indfanget CO2 årligt skal opbevares, inden det løber ud i et rørsystem, som tager det 110 km væk fra kysten og pumper det 2,6 km ned i havets dyb.
Her fordeler det sig i små lommer, og her bliver det.
Torsdag åbnede Northern Lights i Norge. Som det første kommercielle anlæg i verden, er det nu klar til at transportere og lagre CO2 i Nordsøen. Blandt andet for danske Ørsted, der skal fange CO2 fra sine kraftvarmeværker Avedøreværket og Asnæsværket på Sjælland.
“Du kan sammenligne det med den dag, hvor den første vindmølle blev sat op
Philip Fosbøl, lektor, DTU Kemiteknink
CO2-fangst og -lagring (CCS) er en løsning, hvor CO2 suges fra industrivirksomhedernes skorstene og lagres under jorden eller på havbunden.
Løsningen er spået til at blive en milliardforretning og anses som afgørende for at nå både danske og europæiske klimamål, fordi det kan hjælpe tunge industrivirksomheder med at nedbringe deres udledninger.
Derfor er det en stor nyhed, at Norge som det første land i verden nu kan demonstrere, at det er muligt at gøre en forretning ud af det.
“Du kan sammenligne det med den dag, hvor den første vindmølle blev sat op,” fortæller Philip Fosbøl i telefonen, et par dage inden anlægget åbner. Han er lektor ved DTU Kemiteknik, hvor han har forsket og arbejdet med CO2-fangst i årtier.
Begejstringen vil da heller ingen ende tage på åbningsdagen. Der bliver sagt tillykke, givet faste håndtryk og klappet skuldre. Ordet milepæl bliver brugt igen og igen.
Særligt den norske stat hyldes for sit mod til at påtage sig en stor del af risikoen og betale 80 pct. af den samlede regning for anlægget på 5 mia. kr. Foruden staten er anlægget ejet af oliegiganterne Equinor, Shell og Total Energies.
Kritikken spøger dog også i kulisserne. Løsningen kan være en undskyldning for, at nogle industrier kan fortsætte deres udledninger, og organisationen Greenpeace kalder det for “greenwashing”.
Den geologiske sikkerhed ved at lagre CO2 i jorden er til gengæld meget høj, fortæller Marie Kelding, der er specialkonsulent ved Geus, hvor hun har forsket i at lagre CO2.
“Man kopierer en naturlig proces, der svarer til den måde, olie og gas har været lagret på i millioner af år,” siger hun.
Northern Lights er placeret på en vindblæst plet omkranset af grantræer og klippesten på den sydlige spids af øen Ljøsoyna. Det er en ud af de 1525 øer, der udgør Øygarden Kommune i Norges vestland.
I 2026 er planen, at Ørsted skal sejle 430.000 ton CO2 hertil efter aftale med den danske stat. Hvis ikke energikæmpen lykkes med det, venter der en bødestraf.
Det scenarie bliver dog ikke aktuelt, forsikrer Ole Thomsen, der er direktør for Ørsteds kraftvarmeværker.
“Vi er så sikre på at nå det, at vi har lagt hånden på kogepladen,” siger han.
I alt har den danske regering afsat 38 mia. kr. til CCS herhjemme, og i 2022 fik Ørsted 8 mia. kr. af den danske stat til at fange og lagre CO2.
mia. ton CO2 skal lagres om året, hvis Paris-aftalens mål skal indfries, ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA)
Lige nu er der også to lagringsprojekter i gang på dansk jord, nemlig projekt Bifrost og projekt Greensand, men Ørsted har ikke turdet satse på, at projekterne blev klar i tide. Derfor indgik selskabet en aftale med det norske projekt, som strækker sig over de næste 20 år.
Projektet finansieres dels ved indtægten fra staten, dels ved at Ørsted har solgt klimakreditter til både Microsoft og Equinor, som kan trække udledningerne fra i deres klimaregnskaber. Det betyder også, at Ørsted ikke selv kan bruge reduktionerne.
Det kan umiddelbart lyde som meget, at der kan opbevares 1,5 mio. ton CO2 om året i 20 år i på bunden af havet i Northern Lights.
Men det svarer blot til 0,004 pct. af de globale årlige udledninger.
Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) skal der lagres 1,6 mia. ton CO2 om året for at indfri Paris-aftalens mål.
Northern Lights har da også planer om at udbygge anlægget til at kunne rumme 5 mio. ton drivhusgasser om året i 2028. Og der er allerede flere virksomheder, som har vist interesse, fortæller Tim Heijn. Han er adm. direktør i selskabet og udlånt fra olieselskabet Total Energies.
“Vi har sagt, at vi er en del af problemet, men vi er også en del af løsningen. Det her er et sted, hvor vi kan hjælpe andre industrier
Anders Opedal, adm. direktør, Equinor
Tim Heijn er ikke meget for at fortælle, hvad Northern Lights tjener på de to kommercielle aftaler, som virksomheden har med hhv. Ørsted og den norske gødningsvirksomhed Yara.
“Jeg kan fortælle dig, at det ikke er meningen, at vi skal tjene mange penge på det her.”
Er jeres ambition slet ikke at tjene nogle penge?
“På sigt er det selvfølgelig planen, men her i begyndelsen handler det mere om at demonstrere, at det kan lade sig gøre.”
Er der nogle selskaber, I ikke vil lave aftaler med?
“Vores ambition er at sikre, at vi reducerer påvirkningen på klimaet. Vi målretter os de industrier, som har svært ved at reducere emissionerne, som f.eks. cementfabrikker eller industrier, der har en kemisk proces, hvor man ikke kan undgå CO2. Det er den perfekte kunde for os.”
Northern Lights er en del af den norske regerings fuldskala CCS-projekt, der går under navnet Longship, og som har kostet, hvad der svarer til samlet 12,5 mia. kr. Anlægget har indgået to kommercielle kontrakter med hhv. Ørsted og Yara. Projektet omfatter desuden CO2-fangst- og lagring fra den norske cementvirksomhed Heidelberg. I første fase har projektet en lagringskapacitet på 1,5 mio. ton CO2 om året, men ambitionen er at udbygge det til 5 mio. ton i 2028.
Hvad med olie- og gasselskaber?
“Vi skal videre til den næste nu,” bryder pressechefen ind og gelejder Tim Heijn videre fra interviewet.
Olieselskaberne spiller ikke kun en rolle i Northern Lights-projektet. Generelt er olie- og gasindustrien i høj grad viklet ind i markedet for at fange og lagre CO2.
I Danmark har Equinor fået tilladelse til at undersøge, om der kan lagres CO2 i Kalundborg-området sammen med Ørsted og Nordsøfonden. Total Energies er også involveret i det danske CO2-lagringsprojekt Bifrost.
Fagligt giver det god mening, at netop olie- og gasselskaberne er med, fortæller Philip Fosbøl.
“De har arbejdet i undergrunden i mange år. Det er ikke en ny løsning for dem at pumpe CO2 ned i jorden. Forskellen er, at man tidligere har gjort det for at tømme olie og gasfelter, og nu gør man det for klimaet,” siger han.
“Men det er selvfølgelig lidt paradoksalt,” erkender lektoren.
Den fossile branche er også visuelt til stede på selve åbningsdagen af anlægget. Ved indkørslen blafrer tre flag med logoerne fra Equinor, Shell og Total Energies, mens skibe lastet med naturgassen LNG sejler tæt forbi området.
Da Børsen interviewer Equinors topchef, Anders Opedal, på den solskinsrige dag i Norge, fortæller han, at anlæg som dette er en stor mulighed for Equinor i fremtiden.
“Vi kan både levere energi, men nu kan vi også hjælpe virksomheder med at reducere deres CO2-udslip. Vi tror, det bliver en god forretning, og derfor har det også været vigtigt at være med fra start,” siger han.
Equinor, der i 2023 havde et bruttooverskud på knap 60 mia. dollar svarende til mere end 400 mia. kr., er ikke stoppet med at lede efter olie- og gasforekomster, og de kommende år vil selskabets primære forretning stadig basere sig på de fossile brændsler, fortæller Anders Opedal.
Ambitionen er dog, at Equinor i fremtiden skal investere lige dele i olie og gas og lige dele i vedvarende energi, fangst- og lagring af CO2 og hydrogen, siger han. Hvornår og hvor meget det bliver, vil Anders Opedal ikke svare på.
Synes du ikke, at der er noget paradoksalt over, at I tjener penge på at pumpe CO2 ned i jorden, mens I samtidig leder efter gas og olie?
“Det er jeg ikke sikker på. Vi har sagt, at vi er en del af problemet, men vi er også en del af løsningen. Det her er et sted, hvor vi kan hjælpe andre industrier. Vi har også fokus på at dekarbonisere vores egne udledninger,” siger han uden at svare på, hvorfor det ikke er bedre kun at være en del af løsningen fremadrettet.
Går alt efter planen, ankommer den første last med CO2 til den lille norske flække i 2025.
