Økonom er dybt bekymret: Klimakrisen kan gøre sport til en luksus for de få

Forestil dig, at du ikke kan løbe en tur, fordi du vil dehydrere i den bagende hede. 

Forestil dig, at den eneste form for sport, der er fysisk mulig, er den, der sker i nedkølede haller med airconditionanlæg, der kører i døgndrift. 

Forestil dig, at den eneste sne, du kan stå på ski på, er lavet med en snekanon.

Forestil dig et samfund, hvor sport er reserveret til eliten. 

Det kan lyde som en dystopisk og måske urealistisk tanke, men det kan meget vel blive rammerne for samfundet i fremtiden, hvis klimakrisen fortsætter sin gang på jorden, som den har nu. 

Det er dommen fra lektor i økonomi ved Copenhagen Business School, CBS, med speciale i sportsøkonomi, italienske Bat­tista Severgnini, når han læser en ny rapport fra World Economic Forum, der kæder klimakrisen, sport og økonomi tæt sammen.

Han opfatter rapporten som et vigtigt redskab for at få magthavere til at reagere på klimaets hastige, negative udvikling.

“Sport bør være den mest demokratiske aktivitet, men i fremtiden kan sport potentielt kun være for de rigeste,” siger Battista Severgnini i et interview med Børsen. 

Tal er “Tiktok-elementer”

For at forstå, hvorfor Severgnini drager den konklusion, er det nødvendigt at optegne nogle overordnede linjer. 

1. Verdens Meteorologiske Organisation (WMO) har konkluderet, at de sidste ti år er de varmeste nogensinde, og at både drivhusgasser, havtemperaturer og issmeltning fortsætter med at stige til historiske højder. 

2. Rapporten fra World Economic Forum viser, at klimakrisen påvirker natur, miljø og vejr i en sådan grad, at vi gradvist også ser tegn på, at sport bliver påvirket af den. Tænk på maratonløb, der bliver rykket til om morgenen for ikke at løbe på de varmeste tidspunkter af dagen. Tænk Vinter-OL, som af Den Olympiske Komité overvejer at fremrykke med en måned for at sikre koldt nok vejr. Tænk VM i fodbold i Qatar, hvor flere stadioner var udstyret med køleanlæg for at sikre, at spillere og tilskuere ikke blev overophedede. 

3. Rapporten konkluderer, at blandt andet aflyste sportsarrangementer og andre ændringer i sport som direkte konsekvens af klimakrisen vil koste den globale sportsindustri et tab på over 1,6 billioner dollar – altså 1600 tusind mia. dollar – i 2050.

Men det økonomiske tab er langt fra det mest opsigtsvækkende perspektiv i rapporten i økonomiprofessorens øjne. 

Ja, faktisk ser han rettere de konkrete tal i rapporten som “Tiktok-elementer,” som han udlægger det. Tallene skal agere blikfang for at få magthavere til at spærre øjnene op, lyder det. 

“Når alt kommer til alt, bliver man nødt til at tale om penge for at få folks opmærksomhed,” siger han. 

De 1,6 billioner dollar skal derfor ifølge Battista Severgnini ikke tages for gode varer, da et sådant tal vil kræve “et meget svært regnestykke”. 

Det er i stedet de afledte konsekvenser af en industri, der konstant forsøger at lappe klimakrisens hullede dæk med gaffatape, frem for at finde reelle, nye hjul, der er “meget bekymrende”, som Severgnini udlægger det. 

Quick fixes er ikke nok

Lappeløsningerne får nemlig ikke forbrugere til at ændre adfærd, siger Battista Severgnini. 

Hvis et skisportssted for eksempel ikke får sne nok på løjperne til turisterne, tænder de bare for en snekanon, og ydelsen vil derfor stadig være tilgængelig. Der er ingen direkte, synlig konsekvens for forbrugerne. 

Et klart eksempel på den tendens er for Battista Severgnini De Olympiske Lege i Paris 2024.

Atleterne skulle svømme i den ikoniske Seinen, der løber gennem byen, men den var for forurenet til, at det var sundhedsmæssigt forsvarligt. Derfor smed man 10 mia. kr. efter at rense den, så atleterne kunne gennemføre den storslåede begivenhed. 

Men det er en farlig tilgang, siger Battista Severgnini, selvom det selvfølgelig er positivt, at den er blevet renset:

“Et endnu mere effektivt signal i den situation ville have været at sige, at vi bliver nødt til at aflyse begivenheden, fordi floden er for beskidt. Det ville få folk til at tage det mere ind.” 

På den måde er sportssektoren særlig fra et forbrugerperspektiv, siger økonomilektoren. 

For hvis en befolkning for eksempel havde hørt om, at et supermarked var begyndt at udlede store mængder CO2, så ville de reagere, siger Battista Severgnini. 

Men fordi vi nyder sport så enormt meget, er vi i stand til at lade os distrahere fra faresignaler og dermed gå på kompromis langt mere, end vi gør i andre sektorer. 

“Prisen for at betale for konsekvenserne af klimakrisen i sport er vi ikke villige til at give,” siger han og tilføjer: 

“Vi er vant til altid at få frugterne på kort sigt uden at tænke på det lange løb.” 

Folkesundheden står for skud

Selvom samfundet måske tænker, at det for nu er okay at stå på ski på falsk sne, så holder fremtidsudsigterne for klimaet ikke til den tilgang. 

For ja, et skisportssted kan stå over for et tab ved at skulle omstille sig til at producere sneen selv. Men den egentlige pris betales af forbrugerne, som vil opleve stigende priser, der betyder, at aktiviteten potentielt kun vil være forbeholdt de mest velhavende, lyder det fra Battista Severgnini. 

“Det er også et spørgsmål om ulighed, at hvis nogen ønsker at udføre en bestemt type aktivitet, ville det være det samme som at have en meget luksuriøs hobby i fremtiden,” siger han. 

Men det er ikke kun steder, der er afhængige af koldt vejr, der kan blive elitære legepladser på sigt.

Konsekvenserne i den anden ende af spektret er mindst lige så grufulde. 

Hvis det bliver så varmt, at man kun kan træne i nedkølede, indendørs fitnesscentre, og at en løbetur uden for derfor ville være drømmetænkning, står folkesundheden for skud. 

Og det vil ifølge Battista Severgnini betyde et tab af “menneskelig kapital”.

Han anerkender, at det måske lyder kynisk, men hvis man betragter mennesker som ressourcer, vil det resultere i mindre produktiv arbejdskraft.

“Vi har mange beviser fra USA på, at hvis man begynder at reducere den grundlæggende mulighed for fysisk aktivitet, vil sundhedsomkostningerne blive ekstremt høje,” siger han.

En gryde på vej i kog

Battista Severgnini sammenligner rapportens resultater med en gryde, der langsomt er ved at danne bobler på bunden. 

“Temperaturen stiger en smule. Men konstant. Derfor lægger vi ikke mærke til, at der kommer damp, og at vandet snart koger,” siger han. 

Rapporten har ifølge lektoren et tydeligt mål, der er, at vi skal få øje på dampen. 

“Lige nu tænker vi, jamen, vandet er stadig koldt, så hvorfor skulle jeg bruge min energi på at slukke det?”

Derfor håber han, at sport som omdrejningspunkt kan få nogle til at interessere sig for de advarsler, rapporten optegner. Han tror, at det kan bekymre flere, hvis de forstår, at klimakrisen kan gribe direkte ind i deres egen sundhed. 

Battista Severgnini refererer til den nederlandske historiker og teoretiker Johan Huizinga, der i 1938 skrev værket “Homo Ludens”, som konkluderer, at mennesket har et naturligt behov for leg.

Ægte, ren leg er et af civilisationens vigtigste grundlag, er en af bogens konklusioner. 

Huizinga er ikke fuldstændig i sin definition af leg, men Battista Severgnini drager den konklusion, at restriktioner på noget som sport vil gå imod menneskets natur, i den forstand at sport også kan ses som en leg. 

Dermed er konsekvenserne ikke blot økonomiske, lyder det fra økonomen. 

“Fra et vækstperspektiv er jeg meget bekymret, men jeg er lige så opmærksom på, at sport fra et socialt og sociologisk synspunkt vil ændre sig som konsekvens af klimakrisen,” siger han.

Politik og sport

Et problem med at bruge sporten som en løftestang for at få magthavere til at indse klimakrisens konsekvenser er, ifølge Battista Severgnini, at sport ofte omtales som værende apolitisk. 

Det er De Olympiske Lege et tydeligt eksempel på, hvor selv de mest subtile, politiske budskaber kan føre til diskvalifikation. 

“Problemet er bare, at sport er dybt politisk,” siger han. 

Derfor ser han rapportens vigtigste læsere som magthavere. 

Kun med dem som modtagere kan der ifølge Battista Severgnini ske fundamentale ændringer i industrien. Eksempelvis med sanktioner eller skatter. 

Hvis der er direkte konsekvenser for befolkningen, ved at deres adgang til sportsbegivenheder bliver begrænset, kan det potentielt rykke ved noget, siger han. 

“Det handler om at gøre folk bevidste, og der er sport brugbart, fordi det kan virke så langt væk fra miljømæssige ting. Hvis vi ser, at nogle af vores yndlingsatleter får problemer, kan det være yderst effektfuldt,” siger han.