Atomkraft er kommet på radaren hos stadig flere investorer.
Det vil stifterne af en ny kapitalfond nu lukrere på. Kapitalfonden 92 Capital vil investere udelukkende i atomkraft ud fra hovedkontoret i København.
“Det er min oplevelse, at flere institutionelle investorer har allokeret penge til atomkraft, men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. Derfor tror jeg, at det er en meget god timing lige nu at komme med en løsning til, hvordan de kan blive bragt i spil,” fortæller Mads Steenberg, adm. direktør i 92 Capital.
Han kommer med erfaring fra atomstartuppen Copenhagen Atomics og 30 år i den finansielle sektor, hvor han har beskæftiget sig med investeringer hos Goldman Sachs og Deutsche Bank.
92 Capital har en startkapital på et trecifret millionbeløb fra Joachim Ante, medstifter af tech-firmaet Unity Technologies, som blev skudt op i milliardærklassen, da selskabet blev børsnoteret i New York i 2020.
Men målet er at rejse 2,5 mia. kr. hos primært institutionelle investorer som de store pensionskasser og andre investorer i løbet af de kommende 12-18 måneder.
Sidste år slog Joachim Ante sig sammen med entreprenøren og serieiværksætteren Anatol Kjær Knudsen og atomkrafteksperten Chirayu Batra med en fortid hos Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) for at etablere 92 Ventures – et forskningsbaseret investeringsselskab med fokus på atomkraft.
Det indledende formål var at få Joachim Antes formue til at vokse via investeringer i energi. Derfor er dele af fondens midler allerede investeret i svenske Blykalla og finske Steady Energy, der begge har specialiseret sig i små modulære reaktorer.
FAKTA
92 Capital
- Ny dansk kapitalfond med eksklusivt fokus på atomkraft.
- Stiftet af Mads Steenberg, Chirayu Batra og Anatol Kjær Knudsen.
- Mads Steenberg: tidligere Executive Director hos Goldman Sachs, Managing Director hos Deutsche Bank og adm. direktør i Copenhagen Atomics.
- Chirayu Batra: internationalt anerkendt ekspert inden for atomkraft, avanceret reaktorteknologi og strategier for energisystemer, har stået i spidsen for Small Modular Reactor-projektet hos Det Internationale Atomenergiagentur under FN (IAEA).
- Anatol Kjær Knudsen: erfaren investor og serieiværksætter med ekspertise inden for venturekapital, startup-økosystemer og innovation og erfaring i at bygge og skalere teknologivirksomheder i de tidlige faser.
- Bygger videre på 92 Ventures, et forskningsbaseret investeringsselskab med fokus på atomkraft, skabt af Joachim Ante, medstifter af millardvirksomheden Unity Technologies, Anatol Kjær Knudsen og atomkraftekspert Chirayu Batra.
- 92 Ventures har investeret i to nordiske udviklere af atomreaktorer, hhv. svenske Blykalla og finske Steady Energy.
Kilde: 92 Capital
Men med en stigende interesse for investeringer i atomkraft har Anatol Kjær Knudsen og Chirayu Batra nu fået Mads Steenberg med ombord og taget skridtet videre med en kapitalfond.
92 Capital vil investere i hele værdikæden tilhørende atomkraft, hvor der ifølge direktøren er flere interessante emner.
Danske benspænd
Det åbenlyse spørgsmål er, hvorfor 92 Capital etableres i Danmark, når en vedtagelse i Folketinget fra 1985 har sat en stopper for at udvikle atomkraft på dansk jord.
En naturlig forklaring er, at det er her kapitalen og interessen fra Joachim Ante har sit udspring. Men investormarkedet i sig selv er også interessant, mener Mads Steenberg.
“Afkastet for vedvarende energi har for mange investorer været for nedadgående i Danmark, og de ser derfor på, hvordan de kan fordele risikoen på andre vedvarende energiformer. Og der passer atomkraft bare rigtig godt ind.”
Han peger desuden på, at Danmark har store pensionskasser i forhold til andre lande i Europa. Det gør det interessant at starte her. Planen er at udbrede til resten af Norden og derefter øvrige Europa.
I en rapport “Fakta om Atomkraft i Danmark” fra 2022 affejer flere forskere muligheden for atomkraft på dansk jord med argumenter om, at teknologien er for dyr og langsommelig.
I sidste uge offentliggjorde Erhvervslivets Tænketank en ny rapport om atomkraft i Danmark med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Rapporten konkluderer ikke entydigt, at atomkraft bør være en del af det fremtidige danske energimiks, men det fremhæves som en mulighed, der kræver yderligere analyser og tæt internationalt samarbejde.
Interessen for atomkraft, særligt inden for de små modulære reaktorer, er stigende
Mads Steenberg, adm. direktør, 92 Capital
Flere forskere har på forhånd udtrykt kritik af rapporten, fordi de mener, at deres argumenter imod atomkraft gemmes af vejen i et meget fortegnet positivt billede af atomkraft.
Mads Steenberg ser positivt på rapportens udgivelse og den viden, den bidrager med. Han ser generelt nuanceret på debatten og forstår den tilbageholdende tilgang fra visse kredse.
“De ser jo bagudskuende på atomkraft, hvor der er eksempler på projekter, der har været dyre at opføre og alt for lang tid undervejs,” siger han.
Men teknologien og industrien har udviklet sig, og det ser Mads Steenberg som et tegn på forandring.
“Vi kan se, at interessen for atomkraft, særligt inden for de små modulære reaktorer, er stigende. Kombineret med, at flertallet af befolkningen i EU, endda i Danmark, er pro atomkraft, tror vi på, at det er et spørgsmål om tid, før der er et politisk flertal for,” siger han.
Forståelse er nøglen
Hos 92 Capital håber de tre partnere, at deres ekspertise inden for atomkraft vil gøre forskellen for investorerne.
“Det værste, du kan gøre, er at investere i noget, du ikke forstår,” siger Chirayu Batra, partner i 92 Capital.
Han peger på, at en teknisk due diligence for investeringer i atomkraft er en omfattende proces. Særligt forståelsen for potentialet og kvaliteten i de små modulære reaktorer er altafgørende. Her er det forhåbningen, at 92 Capital kan skille sig ud fra andre.
I Chirayu Batras tidligere job har han med en baggrund som atomkraftingeniør ageret både diplomat og teknokrat, når han har rådgivet verdens lande i investeringer i atomkraft.
“Det er den viden og forskning, jeg nu kan omsætte til reel handling,” fortæller han om, hvorfor han tog et drastisk skifte og flyttede til København for at arbejde på projektet.
“Jeg kunne se, at den manglende brik er finansiering. Det har det været historisk, når man taler om atomkraft. Derfor gav det mening at skifte derhen, hvor pengene er,” siger han.
Satser stort
For den nye adm. direktør Mads Steenberg er potentialet i 92 Capital stort. Da han sad i spidsen for selskabet Copenhagen Atomics mødte han mange institutionelle investorer, som var tilbageholdende med at investere i ét selskab.
“Der er behov for en kapitalfond med forståelse for markedet og teknologien, og som kan sætte sig ind i, hvor der kan tages risici, også selvom selskaberne endnu ikke har proof of concept på plads. Det er svært at gøre som institutionel investor eller privat investor for den sags skyld,” siger han.
Teknologien er samtidig modnet, mener han.
“Tidligere var det jo fugle på taget. Det er det ikke nu. Mange af dem (selskaber, der satser på små modulære reaktorer, red.) har vokset sig store, og vi kan nu se, hvem der klarer sig, og hvem der ikke gør,” siger han.
Ifølge Mads Steenberg vil 92 Capital kunne etablere fond nummer to inden for 3-4 år. For ham er det også et personligt projekt, der giver mening.
“Det er en sektor, der har brug for mange flere investeringer for at kunne omstille sig. Når jeg går på pension om 10 år, vil jeg gerne kunne se tilbage og sige, at jeg har været med til at drive en del af den grønne omstilling. Jeg ser et kæmpe potentiale i det her projekt.”
