Brune papirsposer fyldt med mad, der nærmer sig sidste salgsdato, skal fra september sælges i alle Føtex’ 107 danske butikker. Initiativet er en aftale med madspildsselskabet Too Good To Go og skal være et betydningsfuldt bidrag til at skære madspildet i Føtex yderligere 25 pct., fortæller Anja Madsen, der er kædedirektør for Føtex.
“Vi har arbejdet målrettet med madspild siden 2014, hvor vi satte et mål om at reducere med 50 pct. inden 2030, hvilket lykkedes. Nu vil vi være endnu mere ambitiøse og sætter målet ved 75 pct. Vi har testet i syv butikker, og på landsplan håber vi at kunne redde 500.000 måltider om året,” siger hun.
Dagligvarekæden smed i 2014 omkring 15.000 ton mad ud og har ifølge Anja Madsen nu genopfrisket strategien, der skal skrumpe tallet til 3750 ton.
“Vi har set tilstrømning
fra dagligvarebranchen stige
markant de seneste par årHeidi Boye, adm. direktør, Too Good To Go
Samarbejdet med madspildsappen er et relativt let gennemførligt led i den plan. Der er ikke store investeringsomkostninger i processen, og Too Good To Go står for at pleje salgskanalen. Føtex’ opgave er at skole medarbejdere til at samle og håndtere de 10-12 poser, varehusene forventes at sælge pr. dag.
Føtex er samtidig begyndt at sætte madspildstilbud på sin loyalitetsapp, Føtex Plus, så kunder i nærområdet kan se, hvilke varer der er ved at skride på salgsdatoen i de nærmeste butikker. Et initiativ der bruges af flere kæder i Salling Group som eksempelvis Netto.
Heidi Boye er landechef i Too Good To Go, der siden stiftelsen i 2016 har udvidet salget af madspild til 16 lande. I den tid har dagligvarehandlerne gjort spildet til en strategisk mærkesag, og det kan ses på aftalerne, der foruden Føtex bl.a. tæller alle Faktas butikker, Irma og Netto.
“Tilstrømningen fra detail stiger voldsomt og har gjort det de seneste par år. Hvis du f.eks. ser på kæder som Netto, Aldi, Lidl, Coop og Føtex, er der ingen tvivl om, at de er blevet superskarpe på arbejdet med madspild. Vi har løbende dialog med dem, hvor de måler deres madspild og hvor mange måltider, der bliver reddet, så vi kan følge udviklingen tæt,” fortæller Heidi Boye.
Mængden af måltider solgt af selskabet i Danmark er steget til lige under 1,8 mio. i 2021 fra 319.000 i 2016. I dag udgør dagligvarehandlen en signifikant del af det tal.
pct. vil Føtex reducere sit madspild med inden 2030 målt mod 2015-niveauet
“Jeg kan også se og høre, at der bliver arbejdet rigtig grundigt på at genbruge madvarer i delikatesseafdelinger, eller at man donerer mad til Fødevarebanken, så det går til socialt udsatte,” siger Heidi Boye.
På globalt plan er antallet af solgte måltider steget til 31,58 mio. i 2021, mens selskabet leverede et underskud på 144,17 mio. kr.
