BØRSEN BÆREDYGTIG
Bæredygtig
Bæredygtighedschef i Nilfisk: Service som forretning er vejen frem

Tak fordi du læser med

Danske Bank og PwC er partnere på Børsen Bæredygtig. Derfor kan vi gøre alle vores artikler på Børsen Bæredygtig frit tilgængelige for alle læsere. Det er medvirkende til, at Børsen Bæredygtigs artikler bliver diskuteret vidt og bredt.

Danske Bank og PwC er også parterne på Børsen Bæredygtig, når vi går live og fremhæver en række af de mest spændende grønne projekter i danske virksomheder i Børsen Bæredygtig Cases.

Danske Bank og PwC har ingen indflydelse på indholdet eller andre redaktionelle valg på Børsen Bæredygtig, der skabes af uafhængige og objektive journalister og i den samme høje kvalitet, som du kan finde i resten af Børsen.

Læs mere om partnerskab.

Nilfisk vil skære næsten halvdelen af kundernes CO2-udledning inden 2030. Bæredygtighedschef Malene Thiele står i spidsen for at få ambitionen sat på skinner og mener ikke nødvendigvis, at virksomheden skal skære de mest energitunge produkter fra

I kaffestuen i Nilfisks hovedkontor i Brøndby lyser små lamper, lavet af toppen af en klassisk Nilfisk-model fra 40’erne, op over bordene. Chef for global bæredygtighed og esg i Nilfisk Malene Thiele peger og kalder det et godt eksempel på den lange levetid på virksomhedens produkter.

Og selvom de kendte støvsugere til private i dag er en forsvindende lille del af Nilfisks forretning, er lang levetid netop et af Malene Thieles fokusområder i den 116 år gamle virksomhed, der i februar lancerede en ny forretningsplan, hvor ambitionen om at være førende på bæredygtige produkter ligger helt i den strategiske top.

“Der har fundet et gearskifte sted. Og det er ikke nogen simpel operation i en global virksomhed med et komplekst aftryk fra mere end 100 salgskontorer, produktioner og lagre,” siger bæredygtighedschefen, der blev ansat i april i år som led i implementeringen af den nye forretningsplan.

Planen er helt overordnet at udvikle service som forretning, at vokse på de største markeder og at være markedsleder inden for bæredygtige produkter. Malene Thiele viser en grafisk fremstilling af planen frem og begynder at tegne pile mellem de forskellige kasser for at illustrere, hvordan det hele hænger sammen – ikke mindst set fra hendes stol.

“At bruge service til at skabe en mere ressourceeffektiv forretning giver så god mening. Der er mange puslespilsbrikker, der griber ind i hinanden og er med til at løfte bæredygtighed.”

Bunden af isbjerget

Frem til 2026 skal virksomheden investere 3 pct. af overskuddet – der i 2021 var på 379 mio. kr. – i udvikling af nye produkter. Det er stort set det samme som at investere i bæredygtighed, for det er primært produkterne, der er de store udledere. Ikke i Nilfisks eget CO2-regnskab, hvor kun 1 pct. af udledningen sker, men hos kunderne. Så det er udviklingen af maskiner, der er bygget op af moduler, der nemt kan udskiftes eller repareres, og udviklingen af maskiner, der er endnu mere strømeffektive og mere intelligente, der lige nu står øverst på dagsordenen i den ingeniørdrevne virksomhed.

“Alle nye produkter, der skal udvikles og introduceres på markedet, skal efterleve et 25 pct. energieffektivitetsmål sammenlignet med tidligere produkter. Så vi skal tilbyde samme rengøring for mindre energiforbrug,” siger Malene Thiele.

48 pct. af kundernes udledning vil Nilfisk fjerne inden 2030

I planen kan man se, at Nilfisk agter at skære 35 pct. af sin egen udledning, som altså kun dækker 1 pct. af den samlede udledning – eller toppen af isbjerget. Leverandørers og kunders udledning (scope 3) udgør bunden af isbjergets resterende 99 pct. af udledningen, og her vil Nilfisk skære 48 pct. inden 2030. Det er et mål, der kræver nogle svære beslutninger, for 70 pct. af udledningen fra kundernes brug af maskinerne kommer fra højtryksrensere, som er store strøm- og dieselslugere. Men det er ikke dér, Nilfisk tjener sine penge, så er løsningen helt at skære den produktgruppe fra?

“Det er et dilemma, for hvis vi har nogle rigtigt gode produkter, giver det ingen mening for planeten, at vi helt fjerner dem fra markedet,” lyder svaret fra bæredygtighedschefen.

“I stedet kan vi gå ind og uddanne i brug af og arbejde med vores produkter, så de bruger mindre strøm hos kunden.”

Alt det grimme

Malene Thiele har arbejdet med csr og esg hele sin karriere i blandt andet Erhvervsstyrelsen og Dansk Erhverv. Hun har også været en del af 2030-panelet og sidder i dag i bestyrelsen for Global Compact Network Denmark.

“Jeg har arbejdet mange år med regulering og rammevilkår for bæredygtige virksomheder, og det er ikke småting, der venter i horisonten af lovgivning, så jeg havde lyst til at komme ud at arbejde med det i praksis og se, hvordan det fungerer ude i virkeligheden,” siger hun om at skifte den politisk orienterede karriere ud med den private.

Og der har været nok at rive i, for Nilfisk har en produktion, der rummer “alt det grimme”: plast, metal, kemikalier, energi- og vandforbrug.

“Det er 360 grader på alle elementer, man kan komme til at arbejde med som bæredygtighedsspecialist,” siger Malene Thiele, der samtidigt synes, Nilfisk er et spændende sted lige nu efter covid-19, “fordi rengøring er gået fra at være en supportfunktion bag scenen til at være noget, man gerne vil vise frem, fordi det sender et signal om tryghed”, som hun siger.

Stilling: Chef for global bæredygtighed og esg i Nilfisk. Karriere: Kommer fra job som chef for csr i Dansk Erhverv, hvor hun var ansvarlig for csr og bæredygtig forretningsudvikling. Tidligere særlig rådgiver i Erhvervsstyrelsen, csr-rådgiver i Københavns Lufthavn, csr-rådgiver i Telenor. Bonus: Medlem af Global Compact Network Denmarks bestyrelse og tidligere csr-konsulent i Global Compact i Kenya. Formand for Etisk Handel Danmark 2018-2022

Men med vækst følger også større udledning.

“Det er dér, den store udfordring på scope 3 ligger. Så for os handler det om at vækste vores forretning på en klog måde, hvilket blandt andet vil sige gennem service-as-a-business.”

Kunderne presser på

Nilfisks bæredygtighedsmål og de løbende resultater er givet videre til de internationale standarder Ecovadis, CDP og Science Based Target-initiativet, der alle er med til at holde virksomheden oppe på de mål, den har sat.

Og for at gøre det endnu mere tydeligt, at virksomheden er seriøs omkring sine bæredygtighedsmål, har Nilfisk indgået en aftale med et konsortium af banker om kreditfacilitet (en slags kassekredit) på 400 mio. euro, som er hængt op på målene, så renterne er direkte afspejlet i, hvordan Nilfisk performer på bæredygtighed.

“Det betyder jo, at vores økonomidirektør er utroligt opmærksom på, at vi leverer på de punkter,” siger Malene Thiele.

“Vi har lagt hånden på kogepladen og lovet bankkonsortiet, at vi vil opnå guldstandard i Ecovadis, og at vi skal fastholde vores Leadership-karakter A- i CDP, og for at vi kan blive ved med at fastholde de karakterer, skal vi forbedre os hvert år,” uddyber hun.

Nu har man medvind på cykelstien, så der handler det om at afklare forventninger og være tydelig omkring deadlines Malene Thiele, chef for global bæredygtighed og esg, Nilfisk

Forankringen i ledelsen er altafgørende for Malene Thieles arbejde, men også kunderne – især de amerikanske i øjeblikket – efterspørger i høj grad data, transparens og en standardiseret kommunikation om, hvordan Nilfisk arbejder.

“Og det er kun godt, for det betyder, at den bæredygtige dagsorden får kommerciel betydning,” siger hun.

“Det er et økosystem af data, fordi vores data igen ryger ind i kundernes rapportering. Det er herligt, synes jeg!”

For ti år siden oplevede Malene Thiele ikke helt den samme opmærksomhed som nu,

“Dengang skulle man være en bulldog, der skulle bide sig fast og ikke være til at ryste af benet. Nu har man medvind på cykelstien, så der handler det om at afklare forventninger og være tydelig omkring deadlines og frister, så man kan levere på de forventninger,” forklarer hun og mener kun, det er en fordel, at der stilles krav fra alle sider i dag.

“Det skiller fårene fra bukkene,” siger hun.

“Vi bruger det til at prøve at være lidt foran på reguleringskravene, fordi det giver os en mulighed for at sætte et benchmark for industrien, så andre ser mod os som en standard.”

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Forsiden af Børsen Bæredygtig

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

Børsen Bæredygtig hylder grønne frontløbere

Børsen Bæredygtig har udvalgt årets 50 danske virksomheder, der rykker ved den grønne omstilling med konkrete projekter, og som vi derfor hylder som Børsen Bæredygtig Cases.

BØRSEN BÆREDYGTIG
6. dec 2022